søndag, juli 16, 2017

Akmee: Neptun (Nakama Records)

Neptun er den fjerdestørste planet i solsystemet. Den er ikke mulig at se med det blotte øje. Den har nogle af de stærkeste storme i solssystemet, med vindstød på op til 2500 km/t. Neptun var i øvrigt også indtil 1990, et bryggeri i Silkeborg, men det er ikke så vigtigt i denne sammenhæng, hvor den norske kvartet Akmee har udgivet albummet Neptun og blandt andet ladet sig inspirere af planeten.

Herhjemme kender vi trompetisten Erik Kimestad fra eksempelvis Horse Orchestra og Kresten Osgood Kvintet. Han er en formidabel trompetist der ikke umiddelbart er til at indramme stilistisk. På et af pladens højdepunkter Wavelengths hører vi vi ham i et sanseligt berusende samspil med de andre, Kjetil Jerve (piano), Erlend Oldenskog Albertsen (bas) og Andreas Wildhagen (trommer).

Det er jazz der trækker på elementer fra 60'ernes amerikanske eksperimenterende jazz. Noget der også høres på åbningsnummeret, hvor Jerves pianospil sender mine tanker i retning af Paul Bley. Når det er sagt, så er Akmee nutidig jazz med frie og ubundne elementer uden, at det er free jazz. Bandet fortæller i pressematerialet at musikken er inspireret af Jens Bjørneboes roman Haiene og John Coltrane sene periode. Meget anbefalelsesværdig plade.

søndag, juli 02, 2017

Richard Andersson: Nor (Hobby Horse Records) LP

Bassisten Richard Andersson har en tendens til at sende sin musik ud i klumper. For 5 år siden kom den første plade med Richard Anderssons UDU, nogle måneder senere kom Intuition, hvor han var sammen med to amerikanske musikere. For kort tid siden udsendte Andersson så, album nr. 2 med UDU og nu kommer der så atter en plade fra Andersson, der går i en anden retning end UDU. Richard Andersson har boet i en længere periode på Island, hvor han har samarbejdet med flere forskellige islandske jazzmusikere. 

Anderssons eget projekt Nor er med saxofonisten Oskar Gudjonsson og trommeslageren Matthias Hemstock. Herhjemme har vi tidligere nydt godt af Gudjonssons samarbejde med guitaristen Søren Dahl Jeppesen på et par gode albums. At Gudjonsson også er kendt for at spille med Mezzoforte er underordnet i denne sammenhæng. Gudjonsson spiller med en støvet intens intimitet.

Anderssons basspil er tilpas loose i kanterne, mens Gudjonssons saxofon står sikkert og trommerne placerer sig skønt midt i mellem de to. Det er ret vildt at opleve de tre musikeres rejse i tid og rum, hvor time er væsentligt og alligevel kan drejes og forståes på en ny måde. Det er stærkt nordisk balladespil med temperament og meget anbefalelsesværdigt.

lørdag, juli 01, 2017

Mathias Heise Quadrillion: Decadence (Giant Sheep Music)

Da debutpladen med Mathias Heise Quadrillion udkom for to år siden, var jeg både begejstret og skuffet. Pladen landede i flere lejre. Jeg efterlyste mere fokus på fusionsjazzen da det var der, at han havde fat i den lange ende. Selvfølgelig er Mathias Heise et kæmpestort mundharpetalent. Det er der, han med rette har fået sit store gennembrud. Når det er sagt. Så er Mathias Heises unge bud på fusionsjazz både modigt og friskt.

Heise er et alsidigt talent og kommer godt omkring i i fusionsjazz, som han hellere vil kalde FuRo Jazz, fordi det både fusion, funk og rock. Det er fint nok med mig. Jeg kalder det stadig fusion. 

Elektroshock er en skøn blanding af dub og fusion. Would U er med Emilie Molsted på vokal. Den lander et sted mellem dansk 80'er funk og acid jazz a la Incognito. På åbningsnummeret Decadence lader Heise fusionen mødes med den kromatiske mundharpe på naturlig vis. Her er frække breaks og andet teknisk krævende fusionslir, som fungerer godt, fordi Heise aldrig glemmer fokus på melodien.

Mathias Heise er kun 23 år og omgiver sig overvejende med musikere i samme aldersklasse. På Heartbeat/Humanoid sendes der en hilsen til Herbie Hancock med brug af vocoder. På Cliffhanger gæster Hans Ulrik med en saxsolo i en stil som han nok ikke har spillet i 30 år. Her er også en fed bassolo fra en, i det hele taget umanerligt velspillende David Vang. Guitaristen Mads Christiansen får også lov til at vise tænder flere gange. Mathias Heise Quadrillion skal have den store fusionsros. Unge friske fusionsfans kan begynde her og gamle afdankede firserfusionshajer kan tanke nyt blod med pladen eller en koncert.

fredag, juni 30, 2017

Torhild Ostad & Carsten Dahl: Jeg roper til deg (NorCD)

Norge har fostret flere stilskabende jazzsangerinder. Karin Krog, Sidsel Endresen og Radka Toneff, hvor sidstnævnte i 1982 udgav albummet Fairytales sammen med pianisten Steve Dobrogosz. Hun begik kort efter selvmord i en alder af 30 år. Albummet regnes for at være et af de største i norsk jazz. Uden yderligere sammenligninger har sangerinden Torhild Ostad på sit første album i 21 år, valgt udelukkende at have selskab af en pianist i studiet. Valget er faldet på Carsten Dahl.

Han spiller sanseligt og indføleligt smukt. Noget som er hørt før i hans mange soloprojekter. Den store og afgørende forskel er at Dahl i dette tilfælde skal kommunikere med en anden i spillet. Her er Dahl ekstremt meget til stede for Ostad. Der er dybde og en spænding i spillet. Det er Tohild Ostads første plade siden debuten i 1996. Den nye plade kommer også til at kunne stå den samme distance. Det er musik der ikke kender tid og rum. Det er ophævet. Ostad og Dahl er sammen i en sky af åndelig og følelsesvarm musik.

Torhild Ostad er dybt forankret i norske folkemusiktraditioner, noget der afspejles i sangene. Carsten Dahl indfanger det. Han spiller på flygelet i det legendariske Rainbow Studie i Oslo med Jan Erik Kongshaug ved mixerpulten. Lyden der kommer ud af Dahls spil er naturrig. Skove, fjelde, elve og dale fremmanes. Ostads tekster kredser om livet, om kærligheden og om troen. Sikke et norsk-dansk samarbejde! Det er både originalt og fuld af traditioner.

torsdag, juni 29, 2017

Django Bates featuring Frankfurt Radio Big Band: Saluting Sgt. Pepper (Edition Records)

For 30 år siden købte jeg min første CD afspiller. Det nye digitale vidundermedium havde været på gaden i nogle få år. De kronede dage for genudgivelserne kunne så småt begynde. Pladerne kostede 160,-, så det var ikke hvad som helst man smed sine penge efter. Da Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band udkom på CD på tyve års dagen for udgivelsen, var der ingen vej uden om. It was twenty years ago today...

Nu er der gået 50 år siden udgivelsen af det album, der med rette betragtes som et mesterværk i helt egen klasse. The Beatles er forlængst en saga blot. Paul McCartney er lige fyldt 75 år. Så hvad er mere passende end at genskabe Sgt. Pepper i en big band version? Jeps! Jeg er ironisk. Det er ikke passende. Det er i stedet grænsende til kedeligt. Hvis ikke det var fordi...

At den engelske jazztroldmand Django Bates tilfældigvis var indblandet i projektet sammen med danske Eggs Laid by Tigers. Frankfurt Radio Big Band lægger big band til genskabelsen. For at tage det positive først, så er det en udelt fornøjelse at høre danske Martin Ullits Dahl lægge stemme til musikken. Han har en stemme der er som skabt til The Beatles' musik. Han lyder både af McCartney og Lennon.

Mine forventninger til et projekt med Django Bates, der fik Jazzpar Prisen for 20 år siden, bliver til gengæld ikke indfriet. Han er alt for flink. Der er næsten tale om en 1:1 genskabelse af musikken, der oprindeligt var revolutionerende fordi The Beatles blandede genrer på en ny måde. Det er det som Bates genskaber. Hvor han tidligere har været kendt som en ukonventionel og konformitets nedbrydende arrangør med Loose Tubes, er han landet i rollen som kedelig underholder. En fyldt koncertsal skal pleases. De elsker Sgt. Pepper som den er og ikke som den kunne have været.
Der sniger sig små snirklede øjeblikke ind undervejs, der kun efterlader et ønske om meget mere af den slags. 

onsdag, juni 28, 2017

Fabel (Jaeger Community Music) video

Da jeg talte med trompetisten Jakob Sørensen om den kommende udgivelse med trioen Fabel, spurgte jeg selvfølgelig om den kom på vinyl ligesom den forrige udgivelse. Det gjorde den ikke, svarede Jakob. Den kom muligvis heller ikke på CD, men i stedet som video udgivelse. 

Nu er den så udkommet og der kom også en CD, men det er ikke den der er det primære produkt. Det er videoen, som kan ses i sin fulde længde på trioens hjemmeside. 28 minutters levende billeder skabt af André Hansen til de 8 numre.

Vi starter på en varm dansk sommerdag med nummeret De Vandrende. Les Feuilles er en gruppe unge mennesker i sort/hvid på en regnvåd aften med bål på asfalten. Stærekasser er nogle unge mennesker med hvid maling. Står på tæer er en kvinde der ser på billeder, henter vand og ser sin mand falde om i græsset. I nummeret Stork følger vi en arkæolog. I videoen til Ni Buk ser vi en balletdanser. Vi er med i skoven sammen med en jæger på nummeret Uden titel. I det sidste nummer, Mundelstrup ser vi en ung pige gående i et kondemneret(?) rum i Mundelstrup(?).

Som det forhåbentlig fornemmes af mine beskrivelser er videoerne stemningsbilleder, der understøtter og udvider musikken. Jakob Sørensen er sammen med bassisten Jens Mikkel og pianisten Kasper Staub på et musikalsk meget stemningsmættet album. Det er flydende smukke ballader med et tydeligt afsæt i det nordiske tonesprog. Her passer billederne også rigtigt godt til musikken. Der er dog en enkelt gang, hvor det træder lidt for meget ved siden af. Stærekasser har ikke samme kunstneriske niveau som de andre numre. Det er ganske enkelt for fjollet med de unge mennesker iført maling. Åbningsnummeret til De vandrende kunne være en smagfuld reklamevideo for Djursland. Den er meget vellykket. Jeg har ikke set videoerne lige så meget som jeg har hørt musikken. Det har jeg så til gengæld gjort mange gange og vil give Fabel den helt store anbefaling. Det er meget vellykket og intenst. Jakob Sørensen har for tredje gang lavet en inspirerende og smuk plade, der lyder af Danmark. 

tirsdag, juni 27, 2017

Marcela Lucatelli/Erik Kimestad Pedersen/Henrik Olsson (egen udgivelse) 10” orange vinyl

Der er ikke nogen angivelse af hastigheden på denne 10” vinyludgivelse. Det er altid et af de mere spændende elementer, når vi har med eksperimenterende musik at gøre. Ret hurtigt finder jeg frem til at den skal køre med 33 1/3 omdrejninger. Guitaristen Henrik Olsson, der bl.a. spiller med The Hum og Penumbra Ensemble har en duo sammen med trompetisten Erik Kimestad, der bl.a. spiller med Horse Orchstra og Kresten Osgood. I denne duo har de lavet en anti-rutine i deres spil. Det vedligeholdes f.eks. ved at invitere en tredje musiker ind i projektet. De mødtes med den brasilianske stemme/performance kunstner Marcela Lucatelli i Black Tornado Studiet tilbage i februar måned. Det gik så godt, at de blev nødt til at udgive musikken.

På en orange vinyl, der er udgivet i 100 eksemplarer, bliver vi som lyttere lukket ind i en underlig verden der i første omgang lyder bimlende skør. Lucatelli er stemmekunstner og har næsten lige udgivet sit eget album, Phew! 

I samarbejdet med Olsson og Kimestad er Lucatelli også konsekvent og søger ikke til grænserne, men går langt ud over dem. Hun skriger, piver, grynter og raller. På intet tidspunkt synger eller taler hun. Hun vrider og slider på stemmebåndet. Der er noget tragikomisk og uhyggeligt over det. Det fungerer, fordi der ikke tages hensyn til noget. Det er umenneskeligt menneskelig noise. Olsson går i en enkelt af pladens fire skæringer over i noget kantet punklignende guitarspil. Det er det eneste tidspunkt, hvor jeg genkender noget. Ellers er der ikke noget som helst genkendeligt. Ønsket om anti-rutinen lykkes til fulde. At der står trumpet ud for Erik Kimstads navn på pladen er også en hjælp, da jeg ikke umiddelbart kan identificere det gyldne horn. 

Det er en plade til de nysgerrige uden fordomme. Det er farligt og spændende.
Bonusinfo:
De spiller ved Barefoot Records jazzfestival arrangement på H15 d. 8. Juli kl. 20.00