fredag, august 18, 2017

Hampshire and Foat: Galaxies like grains of sand (Athens of the North)

Hvis du også lyttede til den franske duo Air i slut-90'erne, så vil du uden tvivl føle dig klædt på til mødet med den engelske duo Hampshire & Foat. Ligesom Air har de to musikere også hentet stor inspiration i slut-60'ernes og start-70'ernes lumre jazz. Bag duoen står Greg Foat, der nyder stor respekt for The Greg Foat Group, hvor han siden 2011 har udgivet en række meget interessante albums, hvor han spiller på ældre eksklusive keyboards og trækker på inspiration fra space-age funk og multiinstrumentalisten Warren Hampshire fra indierock gruppen The Bees.

De er gået sammen om et lækkert velourfunket album med plekterbas, akustisk guitar og elpiano. Tempoet er nede i et modus, hvor du sagtens kan læne dig tilbage i Verner Panton stolen, mens du nyder en Dubonnet og spiser saltstænger. Galaxies like grains of sand skriger på at blive afspillet på pladespilleren (måske en Linn Sondek LP 12?). Det er analogt og lækkert som et langhåret tæppe foran pejsen. Alternativt kan det indspilles på bånd og nydes i den orange Ford Capri.

torsdag, august 17, 2017

El Strøm: Long Time No Sea (Grrr)

Det er et helt i gennem bemærkelsesværdigt projekt det her. Franske El Strøm med den danske vokalist Birgitte Lyregaard har udgivet albummet Long time No sea. Her excellerer de i et eksperimenterende lydunivers, hvor almindelige instrumenter blander sig med hjemmelavede instrumenter. Der er det mesterlige nummer Contretemps, hvor Lyreborg på fransk synger/taler henover et pulserende beat, der suppleres med bas og trompet.

Pladen åbner med Sound Castles, der over 23 minutter er et, ja undskyld jeg ikke er mere opfindsom, eventyrslot af lyd. Der er så mange spændende rum vi kommer med på opdagelse i. Birgitte Lyregaard blander fransk, dansk og ikke sprogligt definérbare lyde med sin stemme. Pladen har med rette allerede vakt opsigt blandt anmelderne i det franske. Birgitte Lyregaard er sammen med Jean-Jacques Birgé på theremin, tenori-on, mascarade machine, keyboards, træblæsere, harmonika og jødeharpe og Sacha Gattino på sampler, percussion, zither, harmonika og jødeharpe.
http://birgittelyregaard.dk/

onsdag, august 16, 2017

Quercus: Nightfall (ECM) >> Malija: Instinct (Edition)

Her er et par plader med nogle af de mest fremtrædende engelske jazzmusikere fra de seneste tyve år. På den første er folksangerinden June Tabor sammen med saxofonisten Iain Ballamy og pianisten Huw Warren (fra Wales) i trioen Quercus. De lavede deres første album sammen i 2013. De har lavet et nyt album Nightfall, hvor de i et kammermusikalsk setup lader folk møde jazz. June Tabor's mørke stemme er smeltende smuk. Pladen åbner med Auld Lang Syne i en udgave der er så langt fra en engelsk-sproget nytårsaften, som man overhovedet kan forestille sig. Det højstemte kommer helt ned på jorden. Hvert eneste ord får lov til at svæve langsomt ud i rummet. Sådan er resten af pladen. Iain Ballamy's saxofon som jeg kender bedst fra den eksperimenterende duo Food, er ligeledes nede på jorden og sammen med Huw Warren giver han en lydhør backing til Tabor. Blandt pladens originale kompositioner har Quercus også sneget nogle kendte sager med. Jazzstandarden You don't know what love is og Bob Dylan's Don't think twice It's alright er i særklasse.

Både Warren og Ballamy har spillet sammen med saxofonisten Mark Lockheart (Loose Tubes, Polar Bear). Han er aktuel med det andet album med trioen Malija. Her er han sammen med den danske Phronesis-bassist Jasper Høiby og pianisten Liam Noble. Musikken er også ovre i det kammermusikalske hjørne. Malija er dog en trio med et helt andet temperament end Quercus. Der er mange elementer der kan minde om klassisk musik. Høiby holder et rytmisk pace, som omfavnes af Lockheart's lysende saxofon og Noble's klaver. Trioen har delt komponisttjansen i mellem sig. De er hver især tro overfor trioen og har lavet musik der er fyldt med temperamentsfyldte lag.

tirsdag, august 15, 2017

Jens Fisker Trio: Paysage (Gateway)

På pladecoveret er der et billede taget fra Lønstrup Fyr, på en kold og lys decemberdag. Det nordjyske ophav er ikke uden betydning for guitaristen Jens Fisker. Men man får ikke en følelse af en kold decemberdag, når man lytter til Paysage, Fiskers debutplade i eget navn. Hvis det er december, så er man i hvert fald kommet indendøre og har fået tændt for pejsen. Det er varm men også længselsfuld jazz, som Jens Fisker Trio spiller. Det er Fisker der har skrevet og arrangeret alle numrene på pladen. I trioen spiller Mariusz Prasniewski på bas og Daniel Sommer på bas. 

Jens Fisker fortæller i det håndskrevne brev, som han har vedlagt den fremsendte CD, at han er inspireret af Wes Montgomery Trio, Joe Pass Trio og ikke mindst Jim Hall Trio’s album LIve fra 1975 i Toronto. Stemningen er ovre i den melankolske afdeling. Hvor de musikere som han har ladet sig inspirere af, som regel spillede standardjazz, så har Fisker fornuftigt nok valgt at skrive musikken selv. Det bliver til noget andet end det forfædrene spillede, selv om der er beboppens tonesprog til fælles. 

Jens Fisker bruger trioen som et aktiv, et levende organ der får musikken til ånde. Det er yderst behagelig og lydhør jazz fra tre musikere der i den afdæmpede balladestil, aldrig forfalder til at blive kedelige eller forudsigelige. De har hele tiden noget at fortælle. Paysage er en bundsolid jazzplade, der fortjener at blive hørt.

mandag, august 14, 2017

Rasmus Oppenhagen Krogh: Distill (Centrifuga) LP

Den 22 årige guitarist Rasmus Oppenhagen Krogh startede i 2015 et samarbejde med den jævnaldrende trommeslager Oliver Laumann og den langt mere erfarne bassist Anders “AC” Christensen. Samarbejdet inkluderede senere trompetisten Kasper Tranberg. Musikken er flydende strømninger og stemninger. Det er balladejazz i samme vibe som vi kender det fra f.eks. Paul Motian og Jakob Bro. Diskret og alligevel meget præcis i tone og lyd. Kroghs enkle kompositioner danner grundlag for skabelsen af improviserede flader af lange rolige trompettoner fra Kasper Tranberg. AC’s bas er om nogen diskret. Vigtigheden af bassen i Kroghs musik er nærmest omvendt proportional med hvor lidt fremtrædende den egentlig er. Det er bassen der styrer flowet.

Distill er en meget imponerende og anbefalelsesværdig debutplade, der med varme og nærvær viser en ung jazzguitarist, der godt ved hvordan man skaber jazz der både er enkel og kompliceret. Han er afhængig af de andre og lader det smelte sammen til en enhed, hvor øjeblikke flyder sammen til et stort og smukt billede.

Pladen er selvfølgelig tilgængelig på de digitale platforme og kan streames. Men den er altså også ude på LP. Endda en meget smuk en af slagsen. Den er trykt hos Nordsø Records, hvor kvaliteten mærkes med det samme. Er du en gammel vinylhaj, så kender du også fornemmelsen af den skarpe yderkant. Det er der ikke på en presning fra Nordsø Records. Det har ikke en pind med lyd at gøre. Det har til gengæld noget med den fysiske oplevelse at gøre. Der er en lækkerhed og seriøsitet omkring produktet, der forplanter sig over i kroppen, når hænderne møder musikken inden den møder ørerne. Det er god stil.

søndag, august 13, 2017

Torben Waldorff: Holiday on fire (Artistshare)

Det er den femte plade i løbet af ti år, som guitaristen Torben Waldorff udgiver på pladeselskabet Artistshare. Fælles for alle udgivelserne er, at Waldorff hver eneste gang har omgivet sig med nogle af jazzens fineste sidemen der kan opdrives i New York. Denne gang er ingen undtagelse. Sammen med hustruen, den svenske pianist Maggi Olin, den canadiske trompetist Ingrid Jensen, bassisten Drew Gress og trommeslageren Johnathan Blake gik Waldorff i studiet efter et par koncerter på Smalls Jazz Club.

Waldorff har skrevet kompositionerne. Han trækker på et sundt forhold til rocken, hvor han gerne vrider guitaren på afveje fra jazzen. Det kan minde om Miles Davis i slut 60'erne inden Bitches Brew. Det er primært Waldorffs guitar der har hovedrollen som det chancetagende og risikovillige element. Det er en flot plade, der strutter af teknisk krævende håndspillet jazz med hjerte og sjæl.

lørdag, august 12, 2017

Erik Ørum von Spreckelsen: Time Remembered (Tetragon Music)

Der findes lige så mange udgangspunkter for at lytte til jazz, som der findes jazzlyttere. Det er hændelser og følelser der sætter sig i krop og sjæl. De oplevelser der er med til at forme måden man lytter til en jazzplade på. Det er ikke uden betydning når man f.eks. lægger øre til albummet Time Remembered. Kendere vil vide at Time Remembered ikke bare er en forholdsvis ny dokumentarfilm om jazzpianisten Bill Evans, men også en klassiker fra Bill Evans egen hånd. Bill Evans er for mange jazzlyttere et referencepunkt og en af de helt store jazzmusikere. Det er han helt sikkert også for de tre musikere på denne plade.

Det er Erik Ørum von Spreckelsens første jazzplade i eget navn i 18 år (der kom en dansksproget operaplade i 2010). Vi skal med andre ord helt tilbage til 90'erne, hvor von Spreckelsen til gengæld også var hot shit. Ikke mindst i kraft af tre plader i eget navn udgivet af Stunt og de to plader med Page One som pladeselskabet Storyville stod bag. Von Spreckelsen underviser til daglig i klaver og komposition på konservatoriet i Odense. Det er førstnævnte evne der er i spil på denne plade. Han har, helt i tråd med Bill Evans, valgt at spille en række af jazzens udødelige standards.

Og det er i den grad standards fra allerøverste hylde: Body and soul, Blue in green, On Green Dolphin Street, Alone Together og som en meget smuk finale på pladen, spiller von Spreckelsen, Steve Swallow's næsten nordiske ballade Faling Grace. Musikken er indspillet i en klassisk koncertsal, hvor rummets klang og akustik er brugt som en fjerde medspiller. Og det lyder godt. At von Spreckelsen har allieret sig med Richard Andersson på bas og Anders Mogensen på trommer er et ekstra plus. Mogensen falder aldrig i søvn bag trommerne og skal nok sørge for at lytterne heller ikke gør, når han fra tid til anden markerer et bækken eller lilletrommeslag med lidt diskret ekstra kraft. Andersson demonstrerer endnu en gang, at hans basspil er i særklasse.


I pressemeddelelsen står der at denne trio-indspilning er den første af mange kommende udgivelser fra Erik Ørum von Spreckelsen. I de kommende måneder vil der blive udgivet albums i solo-, duo- og kvartetformatet. Det aktuelle trioalbum er et veritabelt comeback og giver store forventninger til de kommende udspil. Musikken udgives kun digitalt.