onsdag, april 11, 2007

Det bedste med Rêve Bohème
Den danske gypsy jazz gruppe Rêve Bohème har eksisteret siden 1998, og udsender nu deres tredje CD. Pladen er en blanding af numre fra deres to første plader plus nogle nye. Anledningen til denne lidt specielle udgivelse, der slet og ret hedder The Best of Rêve Bohème er, at de bliver udgivet på det norske selskab Hot Club Records, der er specialister i gypsy jazz. Det er i det hele taget en anerkendelse af de helt store at de danske sigøjner jazz drenge bliver udgivet på selskabet der mere eller mindre, har stået bag de vigtigste gypsy jazz udgivelser i de senere år, med kunstnere som Jimmy Rosenberg, Andreas Öberg og Bireli Lagrene. Pladen byder på flere Django klassikere, men også flere egen kompositioner, samt Solen er så rød der slutter pladen af.
Rêve Bohème har gennem årene opbygget et trofast publikum til deres koncerter, og de spiller også d. 21. april på Copenhagen Jazzhouse i anledning af udgivelsen. Gruppen består af Jens Fuglsang (vokal og leadguitar), Kasper Fredholm (sax og klarinet), Robert Pilgaard (rytmeguitar) og Morten Ravn (bas).
Rêve Bohème er en unik dansk gruppe og står så absolut som de stærkeste danske fortolkere af den teknisk krævende jazzstil, som ikke vil dø. Men tværtimod holdes i live med divere dedikerede festivaler verden over, hvor den årlige i Frankrigs Samois-Sur-Seine er det absolutte højdepunkt. Byen var Django Reinhardts sidste levested.
Hot Club Records: www.hotclub.no
Rêve Bohème: www.reve.dk
My Space: www.myspace.com/reveboheme

Ingen kommentarer: