søndag, maj 10, 2009

Dahl/Vinding/Riel: In our own sweet way (Storyville)

Succesen er allerede hjemme i Japan!

Alle tre medlemmer af denne trio har hver for sig haft succes i Japan med andre klavertrioer. Carsten Dahl har lavet fire plader; Minor meeting, Blue train, God bless the child og senest Bebopish rubbish rabbit der udelukkende er beregnet for det japanske marked. Alex Riel strøg til tops på salgslisten på den japanske netshop hmv.co.jp's liste over jazzplader i dec 2007 med The high and the mighty. Mads Vinding har medvirket på en lang række plader udgivet af det japanske selskab Marshmallow Records, sammen med bla. Jan Lundgren og igen Alex Riel.
Med andre ord er denne plade som skræddersyet til det japanske marked, for den opfylder nemlig et af de vigtigste krav som stilles til pladerne derovre. Trioen skal spille standardmateriale - og japanerne kan lide den! Den er allerede nu i skrivende stund nr. 2 på hmv.co.jp's Jazz Top 20, lige foran Diana Krall's Quiet Nights.
Trioen med Carsten Dahl, Mads Vinding og Alex Riel har eksisteret i en årrække, hvor de har spillet for et begejstret publikum overalt i Danmark. De har tidligere lavet en plade sammen som Mads Vinding Trio i år 2000. Den hed Six hands, three minds, one heart og blev udgivet af Stunt Records. Den aktuelle plade udgives af Storyville Records, der udover udgivelsen af pladen med Catrine Legardh sidste år ikke har udgivet megen ny jazz i de senere år. I slutningen af 90'erne udgav de en række plader med Carsten Dahl og man kan da håbe at de er på vej til at udgive flere danske jazzplader.
Musikken på In our own sweet way er optaget på Copenhagen Jazzhouse ved koncerter i årene 2005-2007. Carsten Dahl er ikke uden grund en pianist der begejstrer publikum, som når man lytter til What is this thing called love. Det sprøjter af begejstrede tangenter om ørerne på lytterne. Hans klaverspil åbner op og inviterer til at få et kvalificeret medspil som det er tilfældet med Vinding og Riel. Den smittende spilleglæde er ikke gået tabt i processen fra koncert til indspilning til CD. På pladen hører vi bla. numre som Brubeck's In your own sweet way, salmen Maria gennem torne går, Burke/Van Heussen's iy could happen to you og Porter's Night and day.
Carsten Dahls klaverspil er ikke en kopi af en anden, man kan feks. høre at folk som Bud Powll, Oscar Peterson, Horace Silver og Bill Evans har rørt og inspireret Dahl, uden at de dog skygger for Dahl's klaverspil. De to rytmegiganter Vinding og Riel er ikke i deres karrieres efterår. Mads Vindings basspil er steady as a rock, men overfladen er ikke glat, der er masser af små kanter, farver, huller og ridser i Vindings spil. Alex Riel sidder strunk bag trommerne og sikrer med sin timing og musikalske overblik at det her er en trioplade, hvor der både er materiale for den mindre trænede jazzlytter og noget for ham der drysser jazzstandards i kaffen om morgenen.
Bonusinfo:
Trioen spiller på Nr. Vosborg i Vemb udenfor Holstebro d. 28. maj og på Ærø Jazzfestival d. 30. juli.
My Space: www.myspace.com/dahlvindingriel

Ingen kommentarer: