mandag, juli 13, 2009

Nikolaj Hess: Spacelab The Champ (Stunt)

Buldrende bas og groovy orgel

Trioen med Nikolaj Hess på orgel, Anders AC Christensen på bas og Mikkel Hess på trommer, har spillet adskillige nætter på Copenhagen Jazzhouse under hvert års Copenhagen Jazz Festival de sidste seks år. De har bla. kaldt sig HessAChess Organ trio, men nu bekender de kulør og springer ud som et rumlaboratorium.
Trioen er ganske ukonventionel i sin sammensætning, da man normalt ikke har en bassist med i en orgeltrio. Men her er AC med som bassist. Han spiller ikke på bassen som et forsøg på at lyde som noget andet; guitar eller saxofon som ellers normalt ville være med i en orgeltrio. Han placerer sig istedet gyngende dynamisk midt i lydbilledet og svinger som bare...
Trioen spiller de numre som Nikolaj Hess har skrevet til den gennem årene. Nikolaj Hess har for længst etableret sig som pianist i topklasse herhjemme. Men på orgel har det været sjældnere. Det er med til at farve hans ukonventionelle orgelspil. Trioen fremstår nærmest som en klavertrio, hvor flygelet er skiftet ud med et orgel. Han minder på ingen måde om de klassiske jazzorganister som Jimmy Smith eller Dr. Lonnie Smith. Han får mig mere til at tænke på Anders Koppel på en særligt jazzet dag.
Nu er trioen endelig blevet dokumenteret og man kan gå og lytte på dem indtil de (forhåbentlig?) skal spille på Jazzhouse igen næste år. Numrene har titler som Kalahari (der vitterlig lyder som afrikansk ørken), ECM (der fuldstændig lyder som en klassisk ECM klavertrio á la Tord Gustavsen Trio, bare med orgel), Færø, Lullabye etc.
De tre musikere har kendt hinanden i mange mange år og det er fornøjelse, når man hører deres evne til at fange hinanden og bruger det. Mikkel Hess på trommerne får atter en gang vist at han kan spille jazztrommer, selv om der går længere og længere imellem.
Nikolaj Hess: www.nhess.dk
Video om tilblivelsen af pladen: www.youtube.com/watch?v=5Gid5pWXgo4

Ingen kommentarer: