lørdag, marts 12, 2011

KB Project: Enfant terrific (ConFon Music/Gateway)

Når trommeslageren sætter sig frem
Nu springer den erfarne trommeslager Karsten Bagge ud som orkesterleder med KB Project. Han er blandt andet kendt for at sidde bag trommerne hos Thomas Clausen og har ellers en bred erfaring fra den danske jazzscene hos folk som Bob Rockwell, Thomas Fryland og mange andre. Bassisten Thomas Fonnesbæk har ofte været en fast makker. Det er han selvfølgelig også her. Per Gade tager sig af guitaren og Henrik Gunde sidder ved klaveret på en plade der funderet i melodisk jazz. Der er indslag af nordisk jazz og ikke mindst mere hårdtslående jazz med en lugt af det vi kender fra bla. John Scofield og den semiakustiske postfusion der opstod i 90'erne. Der er fokus på tekniske breaks og fills - det er ikke for ingenting at kapelmesteren er trommeslager. Det dejlige er at musikken og ikke mindst instrumenterne får lov til at stå så rent.
Karsten Bagge får til fulde mulighed for, at vise sine evner med denne plade. Han sparer ikke på noget - og alligevel fremstår det afbalanceret. De tre musikere som Karsten Bagge benytter er hver især i stand til at sætte sig igennem. Der er forrygende powernumre som Tumble, hvor Bagge er den toneangivende og temposættende. Der er ballader som Days with Elvin, der med whiskers, akustisk guitar og klaver med tilsat rumklang får tiden til at stå stille. 
Enfant terrific er et fint dokument fra en af de vigtigste jazztrommeslagere herhjemme.
Karsten Bagge: karstenbagge.dk

1 kommentar:

Anonym sagde ...

spot-on anmeldelse af et rigtigt fedt album man bare har lyst til at høre igen og igen. keep 'em coming!