mandag, maj 07, 2012

KortJazzNyt Uge 19 2012

Årets Summer Session på Vallekilde Højskole, der arrangeres af JazzDanmark, præsenterer endnu en gang et hold af stjerneundervisere. Joe Lovano er et af den slags navne. Han kommer sammen med hustruen Judy Silvano. Tre af årets hold bliver som noget nyt ledet af flere personer på en gang. Udover Lovano/Silvano-holdet, kommer bassisten Larry Grenardier sammen med hustruen Rebecca Martin, der gør det som sangerinde indenfor singer-songwriter genren. The Fringe udgør det sidste underviserhold. Den over fyrre år gamle Boston-trio består af George Garzone (sax), John Lockwood (bas) og Bob Gullotti (trommer).
De sidste fire undervisere er den italienske pianist Enrico Pieranunzi, den norske guitarist Lage Lund, den amerikanske trompetist Ralph Alessi og den amerikanske trommeslager Tyshawn Sorey.
Det er stadig muligt at tilmelde sig Summer Session 2012 hos JazzDanmark.
jazzdanmark.dk/da/summer-session/summer-session-2012/instrukt%C3%B8rer-2012

I den kommende weekend spiller 2011-udgaven af European Jazz Orchestra på Island i koncertsalen Harpa i Reykjavik. Det er første gang nogensinde at European Jazz Orchestra, der ellers kun er samlet i kort tid bliver gendannet. Det er under ledelse af den finske dirigent Jere Laukkanen, at big bandet spiller.
harpa.is/midasala/framundan/nr/1718

Den svenske saxofonist Mats Gustafsson udsender plader i en strøm, der giver samlere åndenød. Gustafsson er selv pladesamler og har lige lanceret et undersite til hans eget site. Discaholic Corner. Med overskriften “ONE PIECE OF VINYL PER DAY, KEEPS THE DOCTOR AWAY” finder man omtaler af ultrasjældne vinyler og en guide til gode pladebutikker, dog primært i Sverige. Han kommer (som jeg forudsagde for nogle uger siden) til Copenhagen Jazz Festival sammen med trioen The Thing og Neneh Cherry.
matsgus.com/discaholic_corner/

Min gode anmelderkollega Martin Lutz har netop fejret sin 1 års fødselsdag med sitet jazzstjerner.dk
Der skal lyde et stort tillyke herfra! Læs bla. anmeldelser af Malene Mortensen (som jeg ikke har nået at skrive om endnu) og en berettiget begejstret anmeldelse af Snorre Kirks Blues Modernism.

Niels Lan Doky har lavet musikken til den kommende franske film noir The Midnight Lady. Musikken spiller han sammen med triokollegerne Niclas Bardeleben og Jonathan Bremer og den amerikanske saxofonist Rick Margitza.

THE MIDNIGHT LADY - TEASER (English Subtitled) by DLMprod

Ingen kommentarer: