lørdag, november 17, 2012

Hiromi The Trio Project: Move (Telarc/Naxos) >> Hiromi The Trio Project: Live in Marciac (Telarc/Naxos) DVD


Svulmende muskuløs triojazz, der afvikles med en akkuratesse der bedst kan sammenlignes med den man kender fra ortopædkirurgien. Det kræver styrke samtidig med at man holde øje med detaljerne. Den japanske pianist Hiromi er aktuel med sin trio på DVD og CD. På DVD'en møder vi møder vi hende foran et publikum på den franske jazzfestival i Marciac. Sammen med bassisten Anthony Jackson og trommeslageren Simon Phillips spiller hun en kraftfyldt omgang. Der er nogle af de samme elementer som gjorde Michel Camilo så berømt i firserne, hvor Jackson i øvrigt også spillede bas. Hos Hiromi er det latinske temperament afløst af japansk finurlighed. Når hun serverer sine pianistiske blokmønstre, smider hun lige nogle ætsende synthsoli ind over som en jetjager der bryder lydmuren på en sommerdag.

Jeg betages umiddelbart af den effektfyldte trio, hvor de hver især er nogle ypperlige virtuoser på deres instrumenter. Jeg har feks. aldrig set så stort et trommesæt i en jazztrio. Når den umiddelbare begejstring lægger sig, kan det også blive anstrengende at lytte til den effektjagende triojazz. DVD'en er så absolut et kig værd. Den høje tekniske kvalitet er en fornøjelse på 40 tommers fladskærmen.

Ingen kommentarer: