tirsdag, april 08, 2014

Christina Dahl: Life’s carousel (Storyville)

Det ligger der foran os. Hvad er det? Det ser kaotisk ud. Livet. Det ligner pludelig noget for så, at forsvinde og blive til noget andet. Saxofonisten Christina Dahl har valgt livets karussel - Life’s Carousel - som overskrift for hendes 11. album. Der er sket et par ændringer i forhold til triopladen fra 2010. Hun har beholdt bassisten Jesper Lundgaard og ind er kommet guitaristen Niclas Knudsen og trommeslageren Espen Laub von Lillienskjold. Musikken er ikke flydende og letfordøjelig. Der er knaster som dem man møder i hverdagslivet. Der er en stemning af opbrud. Christina Dahl er på vej. 

I pressematerialet står der at Dahl altid fortæller om historien bag numrene ved hendes koncerter. Dem får vi desværre ikke med på CD’en. Her kan man så tænke sig til den smerte hun måtte gennemgå for, at komme frem til nummeret Thundering Heart. Man kan  tænke sig til den stemning hun var i, da hun lavede Quest for The True Nightingale, der starter aftenhyggeligt for så at gå over i Ornette Colemanbataljer og afslutte med hyggen igen. Dahl er en historiefortæller på saxofonen. Der er ofte tydelige budskaber. Andre gange undres man…og det er vel meget godt, at der ikke er svar på alt?

Ingen kommentarer: