mandag, juni 30, 2014

Torben Westergaard: Tangofied II (Gateway)

For 2 år kom Tangofied. Nu er tiden kommet til Tangofied II, der ikke bare fortsætter i samme spor som den første. På den første var Westergaard i et tæt samarbejde med den argentinske pianist Diego Schissi og argentinske musikere. På den ny plade han sammen med The Tangofied Ensemble der består Ida Nørholm på cello og Anders Banke på basklarinet, mens guitaristerne Alejandro Sanchez og Ernesto Snajer deles om guitartjansen. Hvor det på den første plade var mere viril tangomusik som Westergaard lavede, er han nu rykket endnu tættere på Danmark - og en mere lyrisk tilgang. Westergaard havde også det nordiske med på den første plade. På toeren fylder bøgeskoven bare mere end bjerglandskaberne. Der er dog stadig energi og temperament i Westergaard - lyt f.eks. til Chacarera.

På albummet Penelope fra 2007 arbejdede Westergaard med lidt diskret elektronik. Noget der også er rykket diskret ind i Tangofied-projektet. På et par af numrene giver det en ekstra dimension. Desuden er mezzosopranen Andrea Pellegrini med på nummeret Året Rundt - med tekst af Søren Kragh-Jacobsen. Igen et nyt træk fra Westergaard, der en anden gang gerne måtte blive til mere end et nummer. Det er så dansk og bittersødt melankolsk. Torben Westergaard nærmest maler melodien rundt om Pellegrini. Nørholms cello, Bankes basklarinet og Sanchos akustiske guitar er magisk og fængende som kornmod. Westergaards elbas bevæger sig konstant levende rundt og får det hele til at hænge sammen. Tangofied II er et meget anbefalelsesværdigt album, hvor Danmark og tango helt naturligt smelter sammen og mødes i et langt smægtende kys. Pladen lukker ned med Katrine Rings remix af nummeret Earth matters fra den første Tangofied, hvor hun bringer Westergaard ud på dansegulvet og tager en svingom i bedste Gotan Project stil - not bad at all!

søndag, juni 29, 2014

Jenno Struck: Jenno Struck (Blackout) LP

Der findes ikke en musiker der hedder Jenno Struck. Til gengæld findes der en musiker der hedder Jens “Jenno” Bjørnkjær og en musiker der hedder Jonas Struck. Sammen er de så blevet til Jenno Struck. De spiller musik til en film der ikke er findes . En film der igangsættes af musikken og findes inden i dig. Begge musikere har forudgående erfaring med at lave soundtracks. Den tidligere Swan Lee-guitarist Jonas Struck har lavet musik til filmene Prag, Superclásico og Spies & Glistrup. Jenno har lavet musik til Lars von Trier’s Melancholia og lavede sidste år pladen Disco to die for med det Los Angeles-baserede Orchestra of Jenno (OOFJ), som fik megen ros på den amerikanske undergrundsscene.

Jenno Struck er et meditativt helle. Jenno spiller overvejende saxofon og supplerer undervejs med programmering mens Jonas Struck både spiller akustisk og elektrisk guitar. Det er tilbagelænende fedt. Musikken er lyrisk og melodisk rolig. Jenno spiller en dejlig doven sax  a la Ben Webster. Det er bare ikke swing eller standardjazz det her. Det har mere rødder ovre i pop og bliver med deres ord til “dark easy listening”. Jenno Struck er gode til at skabe lydflader, hvor saxfonen og Strucks smukke guitar får plads til de rolige bevægelser. Jacob Bellens og Katherine Mills Rymer synger på pladens eneste vokalnummer. Det er Lou Reed (og Velvet Underground)’s fantastiske ballade Jesus, som både Caroline Henderson og David Sanborn har haft fingrene i før. Jenno Struck skaber en vederkvægende ro, der passer så godt til sangen og Bellens og Rymer. De spiller også kultguitaristen Gary Lucas’ Golem Theme. Eneste anden medvirkende på pladen er bassisten Anders “AC” Christensen der medvirker på fire numre. Pladen udkommer som LP og download.

lørdag, juni 28, 2014

Fire! Orchestra: Enter (Rune Grammofon)

Da Fire! Orchestra var på turné i januar i år, var de også i studiet, hvor de indspillede denne plade. Musikken blev præsenteret ved koncerterne i Aarhus og København. Koncerter der nærmest blev betragtet som engangsforeteelser, da bandet har 28 medlemmmer, der alle er travlt beskæftigede i forvejen. Men heldet tilsmiler publikum på årets Roskilde Festival, hvor de spiller lørdag eftermiddag. Publikum kan så meget passende varme op med studiealbummet Enter, der er det tredje album efter livepladerne Exit og Second Exit. Enter byder på fire numre, der falder i forskellige dele. 

Enter pt. 3 starter med Sofia Jernbergs ekvilibristiske gutturale udfoldelser. Der brøles og hvines. Underneden former elektroniske signaler en stemning, der suppleres med en monoton og simpel rytme. Der går fem minutter, hvorefter en solid basrytme sendes på banen og en ny del af nummeret starter. Blæserne kommer på banen. Fredrik Ljungkvists klarinet svæver over dem alle. Endnu fem minutter er gået og det begynder at gå i kontrolleret opløsning. Basrytmen er stadig styrende. Enter pt. 2 er en pågående rocket vildbasse med elementer fra The Beatles' Tomorrow never knows, hvor Silverbullet forsangeren Simon Ohlsson med tilpas desperation går løs på nummeret. Herefter bliver det så småt tydeligt at Fire! Orchestra er stort. Blæserne sender iturevne riffs ind i kampen. Det vokser og efter seks minutter eksploderer det i vidundeligt kaos.

Fire! Orchestra er måske som udgangspunkt et jazzorkester. Det er samtidig også et supercool orkester. Her er både trancevibrerende følelser, pulserende kakofoniske udbrud, risikofyldte melodier, afvigende rockattituder og udbombede blæserriffs. I spidsen står trioen Fire! og specielt saxofonisten Mats Gustafsson og sender styrende håndtegn afsted. Med min intellektuelle jazzbrille, strammende godt ned omkring ørerne kunne jeg godt fyre noget af om referencer til Sun Ra og Charlie Hadens Liberation Orchestra. Måske sågar Duke Ellington anno 1929. Men det undlader jeg og konstaterer i stedet at Fire! Orchestra er det bedste der er kommet fra Sverige siden Grevé-osten (sådan cirka - der er jo også Volvo Amazon).

Oven i det er Enter deres bedste udspil og står foreløbigt som kronen på værket. Koncerten på Roskilde Festival bliver en af den slags koncerter, der bare skal opleves. Det er musik for festivalgængeren der trænger til et genialt sammenstød af freejazz, punk, noise, big band, virtuos vildskab og ekstrem ekvilibrisme. Vi ses nede foran!

fredag, juni 27, 2014

Jan Kaspersen/Peter Friis Nielsen/Claus Bøje: Jungle Money (Olufsen Records)

Titlen Jungle Money er en let omskrivning af et af jazzens allerstørste trioalbums. Nemlig Ellington/Mingus/Roach’s Money Jungle fra 1962. Med pianisten Jan Kaspersen i en af hovedrollerne giver det særdeles god mening. Han har aldrig lagt skjul på Ellington-fascinationen og inspirationen. Det er også ret væsentligt at notere sig de to medspillere. Bassisten Peter Friis Nielsen - som Kaspersen spillede sammen med fra 1965 til 1972, hvor deres veje skiltes. Peter Friis Nielsen spillede fra 1970 sammen med trommeslageren Claus Bøje i Coronarias Dans-trioen. Her var det freeform der var på menuen. Det er det også for de tre danske jazzveteraner på denne plade. 

Det er impro og free. Det er tre musikere der kommunikerer på et helt unikt sæt efter over 40 års musikalsk adskillelse. Jan Kaspersen har kastet sig over Rhodes og keyboard og minder ikke en pind om Monk eller Dollar Brand - som han så ofte har gjort på forbilledlig og personlig vis. Kæmpe respekt for et sporskifte af den karat! Den 66 årige Kaspersen har lavet meget forskelligt i løbet af karrieren - både rock og klassisk. Men Jungle Money er en overraskelse af de fede. Peter Friis Nielsen er på hjemmebane. Han er en kende mindre abrupt i sit el-basspil end han plejer at være, uden at det på noget tidspunkt bliver flydende. Det er stadig Friis Nielsen on the loose. Kaspersen spacer til tider ud med nogle syge lyde på keyboardet. Det er både med til at irritere og fornøje. Claus Bøje spiller imponerende frit. Han indfanger de to individualisters stemninger og får dem til at hænge sammen. Jungle Money er på alle måder en positivt overraskende plade.

torsdag, juni 26, 2014

Reverend Shine Snake Oil co.: Anti-Solipsism Part one -Creatures (Soap Box Music)

Bag det umulige bandnavn Reverend Shine Snake Oil co. gemmer der sig et band med Tom Waits godt nede i halsen. Det er imponerende flot spillet, ganske medrivende og møgbeskidt. Den herboende new yorker Claudius Pratt står i spidsen for bandet, der skramler sig afsted i et støvet og blueset spor. De kalder deres musik for Soapbox music. Det er musik der blander indtryk fra afrikanske polyrytmer, blues, country og en lille sjat jazz. Anti – Solipsism pt. 1… Creatures - er første udspil af en række EP'er fra SSOC. 

Bandet har turneret meget og fremstår meget sammenspillede. På den måde fungerer det fint. Pratt der også kalder sig Angeryman synger helt nede fra halsen - igen imponerende. Men der skal også dryppes lidt malurt i bægeret. Jeg synes at de placerer sig alt for tæt op ad Tom Waits. Så meget, at jeg altid får lyst til at smide en Waits-plade på, når jeg har hørt Reverend Shine Snake Oil co. Ikke fordi at jeg behøver - men fordi jeg trænger.
Bonusinfo:
Der bliver rig mulighed for at kunne høre Reverend Shine Snake Oil Co. under Copenhagn Jazz Festival. De spiller bl.a. på Balders Plads fredag d. 4. juli kl. 22.30, på Verdenskulturcentret d. 9. juli kl. 19.00, på Mojo d. 10. juli kl. 19.00 og hver dag ved Studenterhusets udendørsscene kl. 13.00-16.00

onsdag, juni 25, 2014

Nordal Twang: South of the Border (LongLife Records/Pladekisten)

Det er altid smart at integrere den genre man spiller i, når man skal lave et bandnavn. Specielt hvis det er en nichegenre. Det er ofte set med latin- og orgeljazz. Guitaristen Jesper Nordal gør det også med Nordal Twang, hvor det er twangy guitar det handler om. Twang er et onomatopoietikon, et lydefterlignende ord. Twang referede oprindeligt til lyden af buens streng, når man havde sendt pilen afsted. Senere referede det til den vibrerende lyd der opstår, når man slår en tone an på guitaren. Det er særligt kendt fra country. Her var Duane Eddy uden tvivl kongen af twangy guitar. Prøv selv at lytte til Peter Gunn Theme.

Jesper Nordal lavede for syv år siden den første Twang plade. Stilen er den samme på den ny plade. Han har til gengæld inviteret nogle gæster med på pladen, der får drejet Nordals musik i nye retninger. Det er djævelsk godt med trompetisten Peter Marrott på nummeret South of the Border. Fredrik Lundin stikker også saxofonen frem på pladen. Det er countryjazz med sideruden rullet ned. Det er hyggeligt og lækkert som en dåse bønner og en kop begsort kaffe ved lejrbålet in the middle of nowhere.

tirsdag, juni 24, 2014

Ingrid Hagel: Tharapita (Gateway)

Ingrid Hagel er en estisk violinist, der bor i Danmark. Hun er som de fleste violinister startet i den klassiske musik. Mens hun gik på det estiske Musikakademi, mødte hun jazzpianisten Butch Lacy. Han sendte hende i retning af jazzen, hvilket så førte hende til det Rytmiske Musikkonservatorium i København. Hun er nu aktuel med sit andet album. Den første Broken Dance udkom i 2010. Ud over at spille på violin og skrive musik, synger Ingrid Hagel også. Hun har allieret sig med en stjernetrio. Pianisten Makiko Hirabayashi's trio med Klavs Hovmand på bas og Marilyn Mazur på percussion. Trioen har eksisteret i en række år og udgivet flere plader.

Der er to ting, der ikke fungerer på pladen. For nu at starte med det værste først. Pladecoveret er i særklasse overlæsset. Et multikoloristisk foto-mash up med ure, træer og veje. Det er forvirrende og leder den uforberedte lytter i retning af, at tro at pladen er en nyreligiøs new age sag. Det er den overhovedet ikke! At Ingrid Hagel vælger at synge kan diskuteres. Hendes sang fremstår skolet og kontrolleret i en grad, der ikke matcher hendes mere ubundne violinspil. Trioen bag hende fremstår levende og organisk. De lader musikken ånde og komme til sin ret og står i kontrast til sangen. Marilyn Mazur's helt unikke kontakt med musikken er altid en fornøjelse. Hagels musik er inspireret af hendes barndom på landet i Estland. Der er bl.a. toner af folkemusik og klassisk musik i Hagels musik.

mandag, juni 23, 2014

Oscar Peterson/Ben Webster: During this time (Art of Groove) CD+DVD

Norddeutsche Rundfunk lavede i årene 1958-1988, en række optagelser optagelser under navnet NDR Jazzworkshop. Det var både til TV og radio. Her inviterede de en lang række musikere ind for at spille sammen. Allerede i program nr. 2 dukker den første dansker op. Trompetist (og upcoming komiker) Jørgen Ryg spiller i november 1958 med en stjernebesætning bestående af bl.a. Hans Koller, Attila Zoller, Dave Moore, Oscar Pettiford og Kenny Clarke. Mens Allan Botschinsky og Uffe Karskov er med i program nr. 4 fra februar 1959. Sådan fortsætter de danske gæsteoptrædender op gennem 60'erne, hvor bl.a. Bent Jædig spiller med Lucky Thompson. Mange andre europæiske jazzmusikere er med i programmerne, hvor John Tchicai og Palle Mikkelborg også dukker i programrækken. 

I 1972 er det næsten en selvfølge, at det er den allerede meget erfarne 26 årige Niels-Henning Ørsted Pedersen der spiller bas ved stjernemødet mellem tenorsaxofonisten Ben Webster og pianisten Oscar Peterson. Det var i samme periode, at NHØP bliver fast medlem af Oscar Peterson Trio. Webster og Peterson havde allerede i 1959 lavet pladen Ben Webster meets Oscar Peterson. Det er også Peterson der spiller piano på Ben Webster's vidunderlige LP King of The Tenors fra 1957. Så det musikalske venskab havde flere år på bagen.

Udgivelsen During this time inkluderer både CD og DVD. Musikken er identisk på de to indspilninger. Indspilningsteknisk er det topklasse. Det er de gyldne år for de store europæiske radio- og tv stationer. Her er både kunstneriske og tekniske ambitioner i top. NDR er ingen undtaglse. Akustisk spillet jazz med rødder i beboppen var dømt ude i USA på det tidspunkt. Heldigvis tørstede det europæiske publikum efter den slags jazz. 1972 er et kunstnerisk godt tidspunkt for både Peterson og Webster - der begge holder fast i det, de er gode til. Der er ingen tvivl om, at Webster strammer røvballerne, når han er sammen med perfektionisten Oscar Peterson. Ellers ruller det behageligt afsted med standards som I got it bad and that ain't good, Perdido, Come Sunday og Ben Websters glansnummer Cotton Tail - som han udødeliggjorde i tiden hos Duke Ellington. Der er mange gode grunde til at stifte bekendtskab med dette album. DVD'en med TV-optagelsen er en fornøjelse. Her er ro. Der dvæles ved instrumenterne og ved musikerne. Hvis man googler NDR Jazzworkshop, så dukker der lister  frem med mange unikke optagelser. Jeg håber på, at denne udgivelse er starten på flere NDR Jazzworkshop udgivelser.

søndag, juni 22, 2014

Rasmus Ehlers Trio: Blue Pearl (Gateway)

Oh Yeah! Sådan skal et åbningsnummer lyde på en trioplade. Titelnummeret Blue Pearl er et melodisk mesterstykke, der bygger videre på den jazzklavertradition som Bill Evans var med til at forfine fra starten af 60’erne. Pianisten Rasmus Ehlers lavede i 2009 pladen Trinity, som jeg ikke tøvede med at kalde en af de bedste danske jazzplader det år. På den nye plade har Ehlers samlet en ny trio med Kasper Tagel på bas og Morten Hæsum på trommer. To yderst stabile og erfarne herrer. Men det er Ehlers’ show og han folder sig ud på Blue Pearl.

Han har selv skrevet 6 af pladens ni numre og supplerer så med van Heusen’s Like someone in love, George Harrison’s Here comes the sun og Whiting’s My Ideal (bl.a indspillet af Tony Bennett). Det er klangfyldt og melodisk jazz, der flyder fra Rasmus Ehlers. Der er måske ikke så meget nyt på tapetet. Men det er alt for sjældent at vi hører en dansk pianist folde sig så kompromisløst smukt ud som Ehlers gør på Blue Pearl. Det er jazz, der får hjertet til at bevæge sig roligt i takt med musikken. Jazz med spændinger og dynamik. Jazz der er så overskudsfyldt velspillet, at Ehlers placerer sig i særklasse herhjemme. Here comes the sun starter med en basintro, hvor Tagel åbner op og lader Ehlers tage over med fokuseret impro og respekt for originalen. Kasper Tagel har flere gode soli strøet ud over pladen, der er bl.a. en kraftfyldt solo i nummeret Skrjabin de bleu. Jeg vil endnu en gang på det varmeste anbefale en Rasmus Ehlers’ trioplade. Der er varme, nærvær og masser af velspillet jazz hele pladen i gennem.
Bonusinfo:

Trioen spiller d. 4. juli i Kvarterhuset på Amager i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival.

fredag, juni 20, 2014

Otomo Yoshihide & Paal Nilssen-Love (Jvtlandt) >> Sten Sandell & Paal Nilssen-Love: Jacana (Rune Grammofon)

Alene indenfor det sidste års tid har den norske trommeslager Paal Nilssen-Love (kendt fra bl.a. Atomic og The Thing) lavet duoplader med James Plotkin, Ken Vandermark, Mats Gustafsson, Masahiko Satoh, Joe McPhee og Arto Lindsay. Sidstnævnte spiller han med om et par uger på Roskilde Festival. Indenfor kort tid har jeg modtaget to nye duoplader med den meget aktive trommeslager. 

Den første er udgivet af det dansk-japanske pladeselskab Jvtlandt og er en optagelse fra d. 4. maj sidste år på Copenhagen Jazzhouse. Her spillede han sammen med den japanske guitarist Otomo Yoshihide, der bl.a. spiller i den japanske gruppe Emergency! som Jvtlandt udgav en liveplade med for nogle år siden. Nilssen-Love og Yoshihide arbejdede også sammen via The Thing for 4-5 år siden, hvor de spillede et par koncerter i Danmark. Yoshihide er en ekstrem guitarist med impro, noise og distortion i blodet. Nilssen-Love er som en fisk i vandet, når der serveres den slags for ham. Yoshihide er som en japansk sci-fi udgave af Jimi Hendrix, der taktløst angriber guitaren med opfindsomhed og nerve. Der er det forfinede og det brutale. I løbet af de 33 minutter som musikken varer kommer de to gennem flere stemninger. Det er som en samtale mellem to mennesker, hvor de på tværs af geografiske og sproglige grænser, konverserer fordybende og intenst - og fuldstændig som ved andre interessante samtaler, skal du spidse ører og høre efter.

På det andet duo-album er Nilssen-Love sammen med pianisten Sten Sandell - der også er Roskilde Festival aktuel sammen med Fire! Orchestra. De spillede sammen på Kongsberg Jazzfestivalen i Norge sidste år. Igen er det impro og free jazz på et højt plan. Sandell er en helt anden musiker end Yoshihide. Det rå er skiftet ud med en nysgerrig og avantgardistisk tilgang. Nilssen-Love og Sandell mødes jævnbyrdigt i den musikalske samtale. De har spillet sammen i andre sammenhænge siden 1999. Kendskabet til hinandens svagheder er styrken. De presses til kanten af komfortzonen. De er selv med til, at vove sig derhen - mens den anden i lige så høj grad er med til at skubbe på. Både Sandell og Nilssen-Love er ikke bange for, at søge til grænser uden, at tænke på konsekvenserne af deres handlinger. Det er kunstnerisk ekstremt modigt. For freaks med hang til free jazz er det særdeles inspirerende at lytte på.

torsdag, juni 19, 2014

Paul Bley: Play Blue (ECM) >> Colin Vallon: Le Vent (ECM) >> Vijay Iyer: Mutations (ECM)

Der tegner sig efterhånden at billede af, at det er tyske ECM Records der er hjemsted for de mest toneangivende jazzpianister i verden for tiden. Der er Danmarksaktuelle Aaron Parks. Der er jazzens største nulevende stjerne Keith Jarrett. Der er nordmændene Ketil Bjønstad og Tord Gustavsen og mange andre.

Som f.eks. de tre pladeaktuelle jazzpianister, som ECM Records også har i deres stald. Der er den gamle og meget erfarne amerikaner Paul Bley, der for over 40 år siden udgav solopiano-albummet Open, to love - et album der på mange måder var med til at definere ECM-lyden. Der er den yngre schweizer Colin Vallon, der udgav sin ECM-debut for 3 år siden og så er der den nye mand Vijay Iyer, der tidligere var tilknyttet et andet tyske jazzpladeselskab ACT Records, her slog han grundigt igennem for snart 5 år siden med trioalbummet Historicity.

På den snart 6 år gamle liveindspilning fra Oslo Jazzfestival med Paul Bley fra Norge er han atter solo. Det er et format, hor Bley har så meget at tilføje. Ganske vist har hans stilskabende spil, rødder mange år tilbage. Det ændrer ikke på, at han stadig kan spille udfordrende friskt. Det er solospil i samme klasse som Jarretts - mange vil endda hævde at Keith Jarrett har ladet sig inspirere ganske meget af Bley. Jeg tror også at der er gået noget den anden vej. Paul Bley har ladet sig inspirere af, at han er i Norge og så er der masser af blues og Monk i flygelet. Bley lukker koncerten og pladen ned med en herlige version af Sonny Rollins’ Pent-Up House. Paul Bley var en af freejazzens store igangsættere i 60’erne. Selv om koncerten er improviseret er han ikke helt ubundet og free. Dertil har han alt for mange traditioner med i baggagen. Måske allermest Bley-traditionen.

Colin Vallon maler landkaber med sin trio bestående af Patrice Moret på bas og Julian Sartorius på trommer. Det er Vallon der har skrevet den overvejende del af musikken. Trioen er intenst levende. De arbejder i stemninger og til tider klangflader. Der er ro omkring pianoet. Sartorius’ trommespil fremmaner energi og dynamik. Det er triojazz i et moderne tilsnit, hvor Esbjörn Svensson Trio ikke er langt væk. Ikke videre originalt - men så absolut værd at lytte på for den triohungrende jazzfan.

Vijay Iyer er ikke en stillestående pianist. Han har lavet indiskfarvet musik, solo, trio og jazz’n’poetry i de seneste år. På Iyer’s første ECM-plade er det endnu et stilskifte og så alligevel ikke, for han skrev allerede musikken i 2005. Han samarbejder med en strygerkvartet på pladen. Her er suiten Mutatitions i 10 dele, den helt centrale. Der er diskrete elektroniske soundscapes foldet ud under musikken. Han bruger sin højtudviklede matematiske sans og lader beregningerne møde spontaniteterne. Det er kammermusik der går ind nutidens electronicasfære, hvor Vijay Iyers piano er sammenhængskraften. Vijay Iyer imponerer endnu en gang.

onsdag, juni 18, 2014

Toco: Memoria (Schema)

VM i fodbold i Brasilien er lige startet. Sommeren er over os. Lysten til at høre brasiliansk jazz er ikke blevet mindre. Man kan finde sine gamle slidte Jobim-plader frem. Man kan også lægge ører til ny og hot brasiliansk jazz i form af Toco. Vi befinder os i det nordøstlige Brasilien, i Minas Gerais regionen. Det er komponist, sanger og guitarist Tomaz di Cunto, der kalder sig Toco og står i spidsen for projektet. Han lavede i 2007 albummet Outro Lugar, hvor et nummer senere blev brugt i filmen Silver Linings Playbook.

Stilistisk er Toco samba, bossa og jazz i en lækker blanding. Det ligger meget tæt op ad stilen som kendes fra Steen Rasmussens samarbejde med Leo Minax.
Toco får hjælp fra Eduardo Taufic på piano og Rhodes, Edu Hebling på bas og Mauro Martins på trommer. Toco’s smittende stemme står i midten af det hele. Det er boblende friskt. Toco’s håndspillede bossa nova-jazz er et stilistisk skarpt bud på, at bossaen både er tidløs og sagtens kan spilles så den holder i 2014. Her kan specielt numrene Mané og Breque bom fremhæves.

tirsdag, juni 17, 2014

Jeppe Zeeberg: It’s the most basic thing You can do on a boat (Barefoot Records) LP

Jazzens klassiske triobesætning klaver, bas og trommer goes deluxe! Pianisten Jeppe Zeeberg har valgt at doble op på bas og trommer. Han har Casper Nyvang Rask og Adam Pultz Melbye på bas og Håkon Berre og Rune Lohse på trommer i sin udvidede trio. Den 26 årige pianist debuterer nu i eget navn efter at have lavet plader med Bird Alert og Dødens Garderobe. Han er en musiker, der med vellyst trækker på inspiration fra jazzens Thelonius Monk og Duke Ellington og den klassiske musiks Edgar Varese og Morton Feldman. Det er begavet jazz, der eksploderer på pladespilleren.

Jeppe Zeeberg serverer både tung og brutal freejazz, som på Potentially Hazarduos Objects og barroom swingjazz, som på A Regular Guy. Zeeberg lader sig ikke kue af forventninger om hvad en jazzpianist skal gøre. Han har et ubundet og forfriskende bud på avantgardistisk jazz anno 2014. Pladen afsluttes med Wurst Käse Scenario, en mørk ballade, der ikke er opløftende. Zeeberg bruger muligheden med den udvidede triobesætning. Det er musikere, der er i stand til, at orkestrere følelser og fornemmelser. Jeg har ofte rost Berre og Melbye for deres instrument-idérigdom. Rask og Lohse finder fint sammen med dem og folder Zeebergs musik ud. Pladen udgives kun på LP. 

mandag, juni 16, 2014

Håkon Stene: Lush Laments for Lazy Mammal (Hubro)

Den norske percussionist Håkon Stene opførte sidste år, den danske komponist Simon Steen Andersens værk Black Box Music sammen med Aarhus Sinfonetta, ved Wundergrund Festivalens åbningskoncert i oktober. Et avantgardeværk med masser af humor og virtuositet. Værket har han opført adskillige gange siden og er også hyret til koncerter i bl.a. Tyskland. Nu er der kommet et album fra Håkon Stene, hvor han dyrker meditativ og minimalistisk musik. Musikken er skrevet af de to engelske klassiske komponister Gavin Bryars og Laurence Crane, der begge befinder sig indenfor den eksperimenterende del af den klassiske musik. Den del der peger tilbage på John Cage, Morton Feldman og Eric Satie. Desuden har Stene medtaget en enkelt komposition af Christian Wallumrød, der også spiller med på pladen. Stene har tidligere lavet kompleks og støjende musik og eksperimenterende folk sammen med hardangerfelespilleren Nils Økland.

På Lush Laments fro Lazy Mammal er Stene ovre i et meget smukt og besættende univers. Enkle toner, lyde og klange. Det er lavmælt drone. Det er ambient. Det er moderne beroligende klassisk musik. Stene spiller bl.a. kompositionen Riis skrevet af Crane, der er tilegnet Tour de France vinderen fra 1996 Bjarne Riis. Det er et messende dronenummer. Stene spiller selv på vibrafon, kvarttone vibrafon, marimba og guitarer. Derudover suppleres der med piano, cello og cimbalom undervejs. Lush Laments for Lazy Mammal er en af de helt store plader i 2014 og stærkt anbefalelsesværdig.

søndag, juni 15, 2014

Totem>: Voices of grain (New Atlantis Records)

Den amerikanske trio Totem> består af Tom Blancarte (bas), Andrew Drury (trommer) og Bruce Eisenbeil (guitar). Blancarte er jeg flere gange blevet opmærksom på, via hans samarbejde og partnerskab med saxofonisten m.m. Louise D. Jensen. Totem> udgav deres debutalbum i 2008 og følger altså først op nu, med deres andet album Voices of grain. Totem> er knistrende cool avantgarde fra New York's downtown scene. Guitaristen Eisenbeil sættes ofte i samme kunstneriske felt som guitarkollegerne Marc Ribot, Fred Frith og Nels Cline. Det er ikke uden grund. Men Totem> er mest af alt et kollektiv

Totem> holdes sammen af Blancartes akustiske bas. Blancarte er en bassist, der tør gå de farlige veje, hvilket han bl.a. viste på soloalbummet The shortening of the way. Det bliver til tider flagrende og skramlende. Aldrig søgende. Drury's trommer og Eisenbeil's guitar flyder arytmisk og dissonant. Det er impro af den sammenspillede slags. De kender hinanden og kan derfor spille free på et empatisk ubundet sæt. Det er et lydclash. Det er søndervridende spændende og alt andet end afslappende.

lørdag, juni 14, 2014

Bo Saris: Gold (Deram/Decca/Universal)

Han starter veloplagt ud i en Motown/Marvin Gaye stil med nummeret Only god knows. Herefter følger endnu en skæring i retroskåret soulsnit, nemlig han første (eneste?) hit She’s on fire. Bo Saris vandt den hollandske udgave af Idols for nogle år siden. Han flyttede siden til London og har nu indspillet albummet Gold i Los Angeles. Det er en velproduceret plade, hvor man får fornemmelsen af, at alt er forsøgt optimeret til det yderste. Han kan synge i falset. Han kan synge inderligt. Han kan minde om Justin Timberlake, som f.eks. på nummeret The Addict.

Gold er måske netop kun guld. Det bliver ikke til diamanter. Det hele skinner lidt for meget. Der mangler nogle facetter. Det ændrer dog ikke på det faktum, at der er en håndfuld gode partynumre på pladen og det er vel et godt stykke over snittet i disse tider?

fredag, juni 13, 2014

Simon Toldam Orkester STORK: Bells of sunday (ILK) >> Peter Bruun: Unintended Consequences (ILK)

Impro, avantgarde, freejazz, eksperimenterende jazz. Call it what You want! Der har aldrig været et stort publikum til jazzens yderkanter. Det kan heldigvis ikke ses på udgivningsfrekvensen af den slags jazz. Pladeselskabet ILK har alligevel taget konsekvensen af, at den eksperimenterende jazz er en nichegenre indenfor jazzen der i forvejen er nichegenre indenfor musik. De har lavet en White Label serie, hvor musikken kun udgives på LP (nul download, streaming eller CD) og kun i 100 eksemplarer. Det er et fedt superelitært postmodernistisk statement. De første to udgivelser i serien er nu tilgængelige. 

Titlen siger vel det hele. Angst - Ét stykke musik for sekstet. Det er swing der er vendt på hovedet. Swing der smelter ned gennem gulvbrædderne. Swing der kravler op på indersiden af væggen. Swing der immaterialiserer sig og falder ned i hovedet på dig. Simon Toldam beskæftiger sig med musik, der hanker op i følelserne. Det er musik der sætter ild i hovedet, som der er et nummer der hedder. Det er musik der er larmende som en katapult der sender en jazzsekstet ind over byen. En jazzsekstet der kun holder sig flyvende så længe de spiller - en jazzsekstet, der tør holde op med at spille og falde. Det er musik der bevæger sig lavmælt og krybende afsted. Sniger sig ind på dig. Overvælder. Musik der vil tages stilling til. Jo, den er god nok! Det er avantgarde af den stærke slags. Pianisten Simon Toldam er i spidsen for sekstetten med Jimmy Nyborg (trompet), Sture Ericson (altsax/basklarinet), Mads Hyhne (trombone), Nils Davidsen (bas) og Peter Bruun (trommer).

Peter Bruun er i hovedrollen på den anden udgivelse. Pladen åbner med et næsten 10 minutter langt soloklaverstykke spillet af Søren Kjærgaard. Hvor Toldams plade var en “out-oplevelse” er Bruuns plade en “in-oplevelse”. Musikken er langsom. Kjærgaard giver sig tid til at spille. Hver enkelt tone er unik og behandles nænsomt. Musikken er uden intentioner og motiver. Det er nøgent og rent. Det er modigt. Torben Snekkestads sax og klarinet, Jonas Westergaards bas og Eivind Lønnings trompet hersker der også en ro omkring. De blander sig med Bruun og Kjærgaard. 

White Label pladerne er for freejazz og avantgarde afficionados. Med håndskrevne noter på coveret udstråler de, at de er et unikt produkt. Du skal ud af starthullerne, hvis du skal have et eksemplar. De her plader bliver samlereksemplarer.

torsdag, juni 12, 2014

Ben & Ellen Harper: Childhood Home (Prestige Folklore/Universal) >> Rosanne Cash: The River & The Thread (Blue Note/Universal)

Det sker sjældent eller mere præcist aldrig, at der anmeldes en countryplade her på Jazznyt. Men nu er der altså landet et par plader i stakken til anmeldelse. Jeg har vel fået dem fordi den ene er udgivet af Blue Note og den anden af Prestige Folklore (en genoplivet sublabel til jazzselskabet Prestige). Da jeg samtidig også har set flere amerikanske TV-serier - True Detective, Fargo og Banshee - hvor roots og country er en naturlig del af soundtracket, så var jeg også kommet i god form til noget americana. 

Den første plade er med søn & mor, Ben & Ellen Harper. På deres første fælles album sætter de fokus på akustisk rootsinficeret folk, blues og country. Det er musik i vaskeægte countryånd. Der er melankoli og intimitet i træhytten. Ben Harper’s mormor og morfar stiftede i 1958 The Folk Music Center & Museum i Claremont, Californien. Centeret tiltrak i 60’erne og 70’erne folk som David Lindley, Taj Mahal og Ry Cooder. Musikere der blev en del af Ben Harper’s barndom og opvækst. Mor videreførte siden centret. Så når mor og søn er sammen er det traditionerne der hyldes. Det er americana i bedste forståelse. Instrumenthåndteringen er formidabel. Musikken sætter sig mere sundt i kroppen end et all inclusive morgenmåltid på en amerikansk diner.

Hvor det er første gang, at Ben Harper er sammen med sin mor på plade. Så forholder det sig lige omvendt med Rosanne Cash, der startede karrieren hos faren Johnny Cash i starten af 70’erne. Hun er vokset op på en countrydiæt. Har flirtet med pop og rock. Hun er på sikker hjemmebane på albummet The Song and The Thread. Det hviler på en sund og nærende blanding af roots, country, americana, folk, blues og singer-songwritergenren. Med en stemme fuld af nærvær og sjæl har Rosanne Cash ikke problemer med at komme hjem i vore hjerter. Det er rasende velspillet med cameo-optrædender fra bl.a. John Prine, Derek Trucks og Jon Cowherd.

onsdag, juni 11, 2014

Rasmus Stenholm: Free (LongLife/Pladekisten)

Han bliver bedre og bedre. Den tredje plade er den bedste han har lavet. Hammond-organisten Rasmus Stenholm er fokuseret og klar i mælet. Det er en god idé, at Stenholm holder sig til trioformatet. Trommeslageren Morten Ærø er kendt fra både trad. jazzerne i Six City Stompers og afrobandet The Kutimangoes. Han viser at han heller ikke har problemer med at klare en omgang orgeljazz. Guitaristen Uffe Steen vrider og kæler erfarent med strengene. Der er det direkte og pågående funky nummer Back to NYC, der er fuld af streetcredit. Den afløses af Simple love, der er en enkel rockballade. Der er den fedtede boogie Butter Boogie. Rasmus Stenholm klarer elegant rock, soul, jazz, salmebogen (Thora Borch’s Skyerne Graane) og afrojazz (Abdullah Ibrahim’s The Wedding). 

Stenholm skylder både til souljazz og 70’ernes storladne rock. Han suppleres af Uffe Steen, der for så vidt ikke presses alt for meget, men til gengæld spiller noget så fantastisk. Både det rene og det rå. Free præsenterer en orgelspiller der forsøger at finde et fundament i jazzen og vil så meget mere. Free er en god plade til orgelfetischisterne derude. Jeg ved, at I er der!

tirsdag, juni 10, 2014

The Bob Nova Project: Sleepers Express (Gateway)

Det er halvlummert det her. The Bob Nova Project har sat sig ind i sovevognen. De tager os med på tur med nattevenlig sax, strygere og bossainspireret pop. Ubekymret ruller vi afsted på Bob Nova’s andet album. Det er stadig den bløde og behagelige sanger Sverre Stein Nielsen der er i spidsen, godt sekunderet af guitaristen Thomas Engelhardt Rasmussen i et let jazzet toneleje. Hvorfor er det så lummert? En af de primære grunde er saxofonisten (og far til Thomas) Freddy Rasmussen, der er god til at spille stangetzuelt. 

Rytmegruppen med Peter Bjerrum på trommer og Ole Ulvedal på bas forstår, at dosere de rytmiske virkemidler i afdæmpede og tilpas dovne takter til, at det hele glider så dejligt ned med et glas kølige bobler. På den måde er der nok ikke så meget nyt at hente under sydens sol i forhold til det sidste abum. Det gør ikke så meget. De er alligevel en blandt få herhjemme indenfor bossapoppen. Som en gylden bonus er sangerinden Live Foyn Friis inde over et par numre. Her er The Simple Things værd at fremhæve. Den er et godt bud på ugens uundgåelige natradiohit på P4 - hvis den slags altså fandtes. 

mandag, juni 09, 2014

Modern Jazz Days 2014 - indtryk fra en jazzfestival

I den forgangne weekend har der været Modern Jazz Days i Køge. For tredje gang var der festival på Søndre Havn omkring spillestedet Tapperiet. Fire scener, vanvittigt godt vejr og en smittende afslappet stemning var på agendaen. Jeg var inviteret af Modern Jazz Days, hvor lederen af festivalen Jakob Baggesen havde fået idé om, at jeg sammen med Niels Christian Cederberg fra P8Jazz skulle spille plader lørdag aften. Fra en sofa skulle vi snakke om musikken og spille favoritter. Jeg tog afsted dagen før. Så jeg kunne høre Bremer/McCoy og Kresten Osgood og Hvad er Klokken? 

Jeg havde set frem til at høre Bremer/McCoy spille live. De skulle spille i caféen, hvor scenen har vinduer vendt ud mod en skaterbane, der blev brugt flittigt under koncerten. Bremer/McCoy havde ikke spillet live siden udgivelsen af deres plade sidste år. Lokalet var pænt fyldt og sikkert med en del, der ikke vidste hvem Bremer/McCoy var. De to musikere indtog tændt scenen. Pianisten (inkl. Rhodes og keyboard) Morten McCoy har stor erfaring fra reggae/dancehall scenen sammen med Raske Penge og Klumben og Jonathan Bremer har været fast sideman i Niels Lan Doky’s trio de senere år. Nu er de selv i fokus med deres egen musik. McCoy smider hjemmevant skoene under keyboardet. Lige fra den første tone sendes afsted lukker han øjnene og lever sig 100 % ind i musikken. Der er tilstedeværelse og nærvær. Kontakt med det de laver. Han snurrer rundt mellem piano, keyboard og Rhodes. Musikkens rytme forplanter sig i kroppen på McCoy. Han vipper med hele kroppen. Musikkens enkle melodier fænger. De blander jazz, reggae og nordiske toner på en skøn og naturlig måde. Det er ukompliceret og ren musik. Det fornemmes i cafélokalet, hvor musikken på trods af blippen fra dankortmaskine og hidsig damp fra espressomaskinen, får det aldersmæssigt blandede publikum til at svømme væk i de lækre klange. 

Vejret er suverænt og udenfor på den lille loungescene spiller saxofonisten Magnus Thuelund med sin nye trio med Graig Earle på bas og Jonas Johansen på trommer. Det er jazz med afsæt i den klassiske bebop-prægede saxotriojazz. Der er et potentiale i Thuelunds trio, som jeg desværre kun får hørt en smule af, da aftenens “hovednavn” Kresten Osgood og Hvad er Klokken? feat. Teitur og Mads Mouritz spiller indenfor på Tapperiets scene.

Udgangspunktet for den koncert er Randy Newman - sangeren og sangskriveren der både har lavet Disneymusik og intellektuel singer-songwriter pop. De starter ud med Short People - en herlig humoristisk antiracistisk sang. De er meget tro mod originalen. Kresten Osgood springer frem til mikrofonen og fortæller om, at kærligheden til Randy Newman opstod, da Newman medvirkede i Muppet Show. Pludselig får Osgood impulser til at spille sangen Worms fra Muppet Show, et nummer som de slet ikke har indøvet. I løbet af kort tid får han sat bandet bestående af Thomas Vang på bas og Jesper Løvdal på sax og publikum sat ind i, hvordan nummeret skal spilles og synges. Det er godt eksempel på, hvordan Osgood’s anarkistiske og improvisatoriske tilgang til hvordan en koncert skal afvikles, er helt særegen. Koncerten byder både på Mike Sterns' gamle "hit" Chromazone, freejazz, Teitur’s følsomme singer-songwriterpop og Mads Mouritz’ humoristiske lejlighedssang om Randy Newman. Publikum bliver godt underholdt, provokeret og får stof til eftertanke. Fredag aften lukkes festivalen ned med Wonderbrazz, der med vanlig veloplagthed spiller deres udadvendte New Orleans grooves.

Modern Jazz Days har en særlig profil, hvor de sørger for at have ung jazz på programmet. Således også om lørdagen, hvor Ewé Ensemble spillede og præsenterede deres nye EP. Kort efter var det guitaristen Per Møllehøj, der spillede musik fra sin kommende CD. Det blev velsignende smuk jazz spillet i lørdagens fantastiske solskin. Møllehøj havde medbragt Nils Davidsen på bas og Frands Rifbjerg på trommer. Det er klassisk jazz fra den øverste skuffe. Jazz der sender mine tanker i retning af Jim Hall. Møllehøj er en formidabel guitarist, der er værd at tjekke at ud. Saxofonisten Jesper Løvdal er atter på scenen i Tapperiet om lørdagen. Denne gang er det med hans egen musik. Han får stjerneopbakning i form af Aaron Parks på piano, Klavs Hovmann på bas og Marilyn Mazur på percussion. Det er Aaron Parks første koncert i Danmark i forbindelse med det to en halv måned lange artist in residence ophold i Danmark. Jesper Løvdals musik åbner op for et til tider mesterligt sammenspil mellem Mazur og Parks. De rammer hinanden og det gnistrer. Der er lidt ufærdigt udtryk over koncerten, hvor jeg håber at de får mulighed for at bygge videre på det de skabte på Tapperiets scene. Løvdal kan skære lyriske melodier. Parks er suveræn til at omsætte dem. Mens Mazur med hendes dansende percussion og trommespil giver musikken spænding og kant.

Senere på aftenen sidder jeg ved pladespilleren sammen med Niels Christian Cederberg og spiller fede jazzvinyler. Vi udfordrer hinanden venskabeligt med sjælden vinyl - men vigtigst af alt med fed jazz. Vi hygger os storartet. Det gør publikum vist også - de bliver i hvertfald hængende. Så Jakob Baggesens idé var nok slet ikke så tosset. Det er en af de store kvaliteter ved Modern Jazz Days. Baggesen er god til, at få idéer og føre dem ud i livet. Derfor er flere koncerterne ved Modern Jazz Days også unikke projekter. Baggesens eget band, hip hopjazzerne Doktor Doktor spillede sammen med Albertslund Big Band og Ploug/Skovbakke/Osgood/Vincents spillede en Charlie Parker-tribute. Festivalen bød også på koncerter med Jazzkamikaze, Girls in Airports og Emil de Waal. Modern Jazz Days er en unik jazzfestival placeret på havnen i Køge. Et besøg kan i allerhøjeste grad anbefales. De afprøver idéer og går nye veje i forbindelse med afviklingen af en jazzfestival. 

onsdag, juni 04, 2014

Catherine & Wind Duo Art: New Folks (ACT) >> Peirani & Parisien Duo Art: Belle Époque (ACT)

Herhjemme er den belgiske guitarist Phillipe Catherine bedst kendt for sit samarbejde med Niels-Henning Ørsted Pedersen. De lavede flere duoplader sammen, bl.a. The Viking fra 1983 og Art of the Duo fra 1993. Herudover var der et hav af andre bemærkelsesværdige plader udgivet af pladeselskabet Steeplechase. Den nu 71 årige belgier har atter lavet et duoalbum sammen med en bassist, det sker i pladeselskabet ACT's Duo Art serie. Sammen med den tyske (og i New York bosatte) bassist Martin Wind har Catherine kastet sig over klassiskere som Oscar Pettiford's Blues in the closet og Dexter Gordon's Fried Bananas, standards som Old Folks og How deep is the ocean og eget originalmateriale. Det er en rolig og tilbagelænet plade fra en mand, der ikke har travlt. Martin Winds basspil matcher roen. Det er ikke som i "de gamle dage" med NHØP - men det er slet ikke så tosset.

En anden duoplade i ACT-serien er med franskmændene Vincent Peirani (accordion) og Emile Parisien (sopransaxofon). Peirani har opnået stor opmærksomhed indenfor det sidste år. Medvirken på Youn Sun Nah album og tour og titlen som årets kunstner i 2013, udnævnt af det franske jazzblad Jazz Magazine er blandt meritterne. På denne plade lægges der ud med Sidney Bechet's Egyptian Fantasy og det er ikke den eneste Bechet-komposition på pladen, hvilket nok ikke er helt tilfældigt på grund af Parisien's sopransax. Pladen var også oprindeligt tænkt som en hyldest til Bechet. Men det er blevet så meget mere end det. Der er den mystiske melodi Hysm. Der er parisisk caféstemning med Le Cirque de Mirages. Der kammermusikalske stemninger og støvet verdensmusik. Inspiration fra jazzhistoriens sopransaxofonister fra Steve Lacy over John Coltrane til Sidney Bechet. Pladen lukker ned St. James Infirmary og Ellingtons Dancers in love. En omfavnende duoplade der kommer vidt omkring og lever i kraft af to gode instrumentalister.

Modern Jazz Days - KortJazzNyt uge 23 2014

For tredje gang er der den kommende weekend Modern Jazz Days i Køge på Søndre Havn. Endnu en gang bydes der på et afvekslende og spændende program. Programmet indeholder både nye stjerner som vinderne af Ungjazz 2014 Musik för Hemlösa og duoen Bremer/McCoy, der med sidste års suveræne album Enhed blandede reggae og jazz og etablerede folk som Wonderbrazz, Jazzkamikaze, Girls in Airports og Kresten Osgood. Der bliver også mulighed for at høre den amerikanske pianist Aaron Parks, der spiller sin første koncert her i landet, i forbindelse med det 2½ måned lange Artist in Residence ophold. Han spiller sammen med Marilyn Mazur, Jesper Løvdal og Klavs Hovman.

Den unge festival har indtil nu via støtte været gratis for publikum. I år har man indført Name your price, hvor publikum betaler den entré, de har lyst til eller i stand til.
Festivalen starter på fredag, hvor Osgood Og hvad er klokken feat. tEITUR & Mads Mouritz bl.a. er på scenen og slutter på søndag, hvor de pladeaktuelle hip hop-jazzere Doktor Doktor stiller op med Albertslund Big Band blandt mange andre kunstnere.

Lørdag aften spiller jeg vinylplader sammen med Niels Christian Cederberg fra P8Jazz ved en Sofa Session, hvor vi også hyggesnakker om musikken.
Måske ses vi?

tirsdag, juni 03, 2014

Billy Hart Quartet: One is the other (ECM)

Jeg havde fornøjelsen af at møde trommeslageren Billy Hart sidste år i forbindelse med at han var på turné med saxofonisten Niels Vincentz. Efter en intens koncert på Fermaten i Herning sad vi og snakkede lidt frem og tilbage. Jeg nævnte nogle af de jazzkunstnere der havde spillet på Fermaten, bl.a. The Bad Plus. Og sagde så: “Nå ja, det er da også rigtigt, mr. Hart, du har jo spillet med Ethan Iverson fra The Bad Plus.” Han kiggede på mig med de samme rolige øjne som en skakspiller kort før han flytter en brik, der sætter modstanderen skakmat.: “No, it was him playing with me!” “Ja det er da osse rigtigt”, sagde jeg og grinte jovialt fjollet.  

Nu er Billy Hart atter aktuel med et album, hvor Iverson spiller med ham. De to andre medlemmer er Ben Street på bas og ikke mindst Mark Turner på tenorsaxofon. Det er trommeslageren der er kapelmesteren, det er ham der sætter pacet. Det er for at sige det pænt: “pisseskarpt”. De sætter ikke et ben forkert i de komplicerede numre, hvor Iverson og Turner hver har bidraget med to numre. Det er vidtfavnende jazz, der bliver indfanget og komprimeret til en forståelig og overskuelig størrelse. De formidler og omsætter jazz i en grad som kun ganske få er i stand til. Endnu en gang har Billy Hart Quartet lavet et album der kommer til at lyse og leve længe. Anbefalelsesværdig til den voksne jazzlytter der sætter pris på kvalitetstid for sjælen.

mandag, juni 02, 2014

Ulf Wakenius: Momento Magico (ACT)

På den svenske guitarist Ulf Wakenius' to forrige albums har det været andre kunstnere der var i fokus. På Love is real var det Esbjörn Svensson og på Notes from the heart var det Keith Jarrett. Denne gang er det, Det magiske øjeblik. Momento Magico er en soloplade, hvor Wakenius både spiller på akustisk guitar med nylonstrenge, på elektrisk guitar og på bas. Pladen indeholder 8 kompositioner af Ulf Wakenius. Ligeledes sætter han igen fokus på nogle musikere han holder meget af. 

Pladen åbner med Esbjörn Svensson Trio-trommeslageren Magnus Öström's hyldest til Esbjörn Svensson, Ballad for E, der oprindeligt var med på Öström's 2011-album Thread of life. Wakenius spiller også Lars Danielsson's Liberetto, Eric Satië's Gnossienne, Rodriguez' Sugar Man og Trenet's La Mer. Der er også hyldest til Mali med Mali on my Mind og nærmest uundgåeligt, en hyldest til Oscar Peterson, som Wakenius spillede med gennem 10 år. På den hyldest kommer han også omkring en af jazzens største guitarhelte, Wes Montgomery, der som så mange andre jazzguitarister også har inspireret Ulf Wakenius. 
Wakenius har på flere numre valgt at spille på flere spor på en gang, ligesom han også spiller rent solo. Det giver en meget afvekslende plade, der kan give inspiration til guitarister rundt omkring. 

søndag, juni 01, 2014

Orquesta Libre + Suga Dairo + RONxII: Plays Duke (Glamorous Records)

Det er uundgåeligt som jazzfreak ikke, at have haft en Duke Ellington-periode, hvor Ellington’s forskellige æraer dyrkes intenst. Eller en periode, hvor andre kunstneres fortolkninger af Ellington-materiale rådyrkes. Hvis du selv synes at du er en jazzfreak og ikke har haft din Ellington-periode. Så skal den nok komme! En plade som denne kan kun være med til at, at sætte ild til Ellington-kærligheden. Den japanske tentet Orquesta Libre har tidligere lavet albums, hvor de har fortolket andre musikere. Det er typisk klassikere fra både jazzens og rockens verden. Jimi Hendrix’s Purple Haze, Bacharach’s I say a little prayer, Deep Purple’s Hush, Chaplin’s Smile og Dylan’s I shall be released er blandt de numre man kan støde på. På deres forrige album Uta No Ka Ta-Ti var der sang på japansk ind over klassikerne. Det er forbavsende fedt med en japansk version af Kurt Weill’s Mack the knife. 

På det nye album med 9 Ellington-fortolkninger har bandleaderen og trommeslageren Yoshigaki Yasuhiro udvidet besætningen med piansist og stepdanser. De forholder sig tro mod kompositionerne - og i arrangementerne supplerer de med alverdens små detaljer. Fire blæsere, vibrafon, bas, guitar, piano, stepdans, percussion og trommer åbner for muligheder og Orquesta Libre er fulde af muligheder. Det er overskudsfyldt, sprælsk, swinging og medrivende. Har du en svaghed for Pierre Dørge & New Jungle Orchestra er Orquesta Libre værd at tjekke ud. Er du Ellington-fan vil du nyde japanernes respektfyldte opdatering af Caravan, Mood Indigo, Take The A Train, The Mooche og flere andre klassikere. 

Som en ekstra krølle på det hele, kommer Orquesta Libre til Copenhagen Jazzfestival, hvor de spiller d. 12. juli på Loppen ved Jazzclub Locos arrangement. De kommer med hele line uppet fra pladen. Trommeslageren Yoshigaki Yasuhiro har ofte spillet ved Copenhagen Jazzfestival bl.a. med ekstremjazzerne Emergency! i 2006 (kan høres på pladen Live in Copenhagen). Han spiller også med Kasper Tranberg og Adam Pultz Melbye på Christianshavns Beboerhus d. 10. juli ved Barefoots arrangement.