fredag, januar 23, 2015

Frisk Frugt: Den europæiske spejlbue (Tambourhinoceros)

Ganske ofte tog jeg billedbøgerne med den rene streg, om den travle by af Richard Scarry, med hjem fra biblioteket da jeg var barn. Genkendelige ting og scenarier i en let fordrejet udgave med dyr. Enkelte ting havde taget ny form. Et æble blev brugt som bil. Ormen var lige så stor stor som kattene og grisene etc. Anders Lauge Meldgaard alias Frisk Frugt er en musikkens Richard Scarry. Han tager også det genkendelige og fordrejer det en smule, så det får et nyt udtryk. Byen er i Anders Lauge Meldgaards version lavet om til europæisk klassisk musik. Indbyggerne er impromusikere i stedet for de vanlige klassiske musikere.

Der sker noget i byen! Det er krøllet hjerne, der ikke tager den letteste vej til bageren. Man kunne jo lige så godt køre forbi rådhuset undervejs. Anders Lauge Meldgaards karakteristiske sangforedrag er ormen i det musikalske paradis. Den ligner noget der synger og er i øjenhøjde med musikken. Musikken bevæger sig uhæmmet mellem elektroniske instrumenter spillet af Meldgaard, blæsere og strygere og rytmiske indslag. Der er melodi, noise, vemod og andet spændende der clasher med noget der kunne lyde som klassisk musik og ikke er det.

Hvis det er første gang man hører Frisk Frugt, skal man lige justere ørerne ind på den dybt originale og meget særegne musik. Fjerner man forbeholdende og tager musikken ind med den samme naturlighed, som et barn kan synes at en ræv kan være bager i en børnebog, så får en man en god oplevelse der bliver siddende lang tid efter. Det er en meget flot europæisk ækvivalent til Frisk Frugts afrikansk inspirerede album fra 2010.

Ingen kommentarer: