torsdag, april 23, 2015

Jakob Davidsens Kammeratorkester: Og andre dyr (ILK - White Label Series) LP

Det er helt sikkert ikke noget der fylder hos Jakob Davidsen, når han laver musik. Er det jazz? Er der klassisk? Er det noget helt andet? For mig som anmelder/jazzblogger begynder det efterhånden at blive lettere (og fylde mindre) at sætte en etiket på Jakob Davidsens musik. Det er rendyrket "Jakob Davidsen" vil jeg vælge at kalde det. Med Jakob Davidsens Kammerat Orkester har han fundet sig til rette - der er en delvis afklarethed i musikken. Tvivlen er muligvis stadig tilstede. Jeg hører den bare ikke. Det er det tredje album han laver sammen med Peter Fuglsang på klarinet, Jakob Munck på trombone, John Ehde på cello og Lars Andreas Haug på tuba. Det nye album Og andre dyr udkommer som den tredje udgivelse i pladeselskabet ILK's eksklusive white label serie. Her er pladecoverne ens. Den store forskel består i, at kunstneren håndskriver titler og andet på på den nummererede udgivelse. Den udkommer i 100 eksemplarer på vinyl og er i disse digitale tider også tilgængelig som download. 

Kammermusikkens nedskrevne kompositioner mødes med jazzens improvisationer. Sammensmeltningen bliver mere ren og finpudset end tidligere. Den snævre avantgardistiske og svært tilgængelige musik synes, at være forladt til fordel for et mere tilgængeligt og enkelt musikalsk udtryk. Det er musik der fortsat stiller krav til lytteren. På den nye LP er melodierne og klangene afstemte efter hinanden. Jakob Davidsen indtager en unik position i dansk musikliv, hvor han er med til, at udvikle både jazzen og den klassiske musik på en og samme gang. 

På LP’ens A-side er der 6 forskellige kompositioner og numre der ikke umiddelbart hænger sammen og så alligevel. Han sætter fokus på de enkelte instrumenter på numrene. Peter Fuglsangs smukke klarinet kommer i fokus i nummeret En ting ad gangen, mens Lars Andreas Haugs tuba tager teten på titelnummeret Struds (og andre dyr) i havn. Det er hele tiden afvekslende og interessant. På B-siden er det suiten Modsætninger, sammentrækninger og udvidelser der i 6 dele fremviser hvorfor de egentlig er kammerater. Intuitivt opløftende og med spændstig empati giver de Jakob Davidsens musik liv med humor, alvor og fordybelse. Davidsen har før fået ros for sin musik, bl.a. med en Danish Music Award for et par år siden. Denne gang er der også brug for de helt store roser. Det er en vigtig dansk musikudgivelse - genre uanfægtet.

Ingen kommentarer: