mandag, oktober 31, 2016

Agnar Mar Magnusson: Svif (Dimma) >> Andrés Thor: Ypsilon (Dimma) >> Þorgrímur Jónsson Quintet; Constant Movement (Sunny Sky)

Når jeg skriver om islandsk jazz, er det svært at lade være at referere til den vilde og smukke natur. Det er ganske enkelt svært at forestille sig, at en jazzmusiker går rundt på Island uden at se, mærke eller høre naturen. En natur der påvirker helt ind i lyden og udtrykket. Det gør sig gældende på forskellig vis med disse tre aktuelle islandske udgivelser. 

På den første er det pianisten Agnar Már Magnússon der sammen med Valdimar Kolbeinn Sigurjónsson på bas og den på Island bosatte amerikanske trommeslager Scott McLemore, har lavet et klingende smukt album. Et album der henter stor inspiration i den nordiske tone og klang. Magnússon er en erfaren herre, der til daglig underviser på musikskolen FIH i Reykjavik. Han har tidligere udgivet trioplader sammen med amerikanerne Ben Street og Bill Stewart. Noget der også kan være med til, at indikere Magnússons inspration fra lyriske pianister som f.eks. Brad Mehldau. Svif placerer sig et sted ude i Nordatlanten, hvor der både er udsyn til staterne og den smukke hjemlige natur. Albummet er særdeles vellykket. Magnússon spiller også Hammond i trioen ASA Trio, der omarbejder klassisk jazz af bl.a. Monk og Coltrane i tighte Hammond combo udgaver. Her er han ligeledes sammen med Scott LeMore.

Men også guitaristen Andres Thor, der ligeledes er aktuel med et nyt album, hvor Magnússon også medvirker. Desuden medvirker den danske bassist Richard Andersson og den amerikanske trommeslager Ari Hoenig på pladen Ypsilon. Pladecoveret er med sit grønne græs og hvide striber er måske en henvisning til, at Island var et de 24 lande der deltog ved sommerens EM i fodbold. Her bragede de igennem og vandt vore hjerter. De hørte til på de internationale fodboldbaner. Ligesom de også hører til på de internationale jazzscener. Der er flere islandske jazzmusikere, der med jævne mellemrum optræder ude i verden. Her er Andres Thor en af dem. Albummet Ypsilon byder på en fornem blanding af sejt swingende funk grooves, som på Biscuit til en lummert gyngende frækkert som Simple Question, hvor Hoenig serverer suverænt trommespil. Der er både påvirkning fra Pat Metheny og Jim Hall på pladen.

På den sidste islandske plade i denne omgang, er der mere geyser i jazzen end der har været på de to første. Þorgrímur Jónsson Quintet ledes af bassisten, der også er medlem af pianisten Sunna Gunnlaugs trio. “Toggi” Jonsson vender fokus mod Europa og væk fra den nordiske tone. Det er ligefremme toner, der henter næring i popmusikken, balkan og europæisk jazz. Med Ari Bragi Kárason på trompet og flygelhorn og Ólafur Jónsson på tenorsax i blæserfronten, er der basis for et udadvendt og ligefremt spil. Det er dog Kjartan Valdemarsson der primært spiller på Rhodes, der er med til at sende musikken det sidste stykke opad. Det er stemningsfyldt og glad musik, der er varmt og lækkert som det populære turistmål, Den Blå Lagune på Island.

Med denne trippel anmeldelse lægger det lige for, at rose islandsk jazz. Det er alle tre gode plader. Jeg vil gerne fremhæve den sidste plade, da den byder på noget som ikke så ofte høres fra vulkanøen.

fredag, oktober 28, 2016

Jacob Anderskov: Resonance (Stunt)

Der er gået femten år siden Jacob Anderskov udsendte sit første album. Karrieren er siden blevet svimlende godt dokumenteret. Det er blevet til 25 plader, med Anderskov som leder eller co-leder i løbet af årene. En karriere der har bragt ham vidt omkring og været kendetegnet ved, at han aldrig har stået stille. Hovedparten af udgivelselserne er kommet på ILK Records, der er drevet af musikerne. Den aktuelle plade udgives i stedet på Stunt Records, der i over 30 år har været Danmarks førende og mest sælgende jazzpladeselskab. 

Anderskov har som Miles Davis hele tiden flyttet sig selv og grænserne. Det nye album er en fortsættelse til albummet Strings, Percussion & Piano fra 2013. Sammen med trommeslageren/percussionisten Peter Bruun og en strygertrio er han på det nye album Resonance gået i nye retninger. Det høres tydeligt på albummets tredje nummer, 8th Avenue Tranquility, hvor han halvvejs inde i nummeret valser afsted som en anden Jan Johansson. Det er noget af det samme der sker på Portrait, hvor han med strygerne tilfører en forførende dyster stemning.

Albummet åbner med Ornette Colemans What Reason Could I Give. Anderskov var ved at komponere musikken til albummet da Coleman døde. Han har stor betydning for Anderskovs musikalske virke, derfor valgte Anderskov at inkludere Colemans komposition. Det er betegnende for et album der naturligt sammensmelter impro, klassisk, jazz og folkemusik. Et album hvor han har arbejdet med puls og frasering. Det er intenst og følelsesmættet og endnu et stærkt Anderskov album af høj kvalitet.

torsdag, oktober 27, 2016

Bremer/McCoy: Forsvinder (Raske Plader) LP

Det er den lette treer. Eller er det den svære? Når man laver noget enkelt og ganske veldefineret i udtrykket, hvor meget skal der så fyldes på?. Da Bremer/McCoy for første gang landede på min pladespiller for snart tre år siden, var det en glædelig overraskelse af de helt store. Mødet mellem roots reggae og den nordiske tone var en velfungerende, ny og original blanding. Jeg har hørt pladen rigtigt mange gange siden, da den udmærker sig ved at være en brugsplade, som man sætter på, når der er brug for lidt velsignende musikalsk ro. Pladen opstod ud fra et spontant samarbejde mellem jazzmusikeren og reggaemusikeren, der havde kendt hinanden siden de var børn. De havde bare aldrig spillet sammen. Albummet Enhed blev så vellykket, at de er fortsat med at samarbejde.

Enkelheden. Det rene udtryk. Melankolien. Modaljazzen. Roots reggaen. Det hele er der stadigvæk. Hvor det første album Enhed var spontant og upoleret i kanterne, begyndte de på det næste album Ordet, at tænke mere over hvad de ville. Når jeg nu lytter til deres tredje og nye album Forsvinder, så fremstår toeren som en mellemstation. De er tro mod deres musikalske idealer og udgangspunkt. De har forfinet deres unikke udtryk. Morten McCoys skitseagtige og enkle spil på piano, rhodes og wurlitzer smelter sammen med Jonathan Bremers smukke bastone. De mødes på lige vilkår og fylder lige meget. Udtrykket er energisk beroligende. 

De spiller lækre melodier, der passer med det samme. A siden åbner med nummeret Fortæl os om begyndelsen, mens B siden åbner med nummeret Ny begyndelse. Og det er albummet Forsvinder, en ny begyndelse. Lyt med. Det er aldrig for sent at blive fan af Bremer/McCoy. Pladen er analog hele vejen rundt, hvilket er meget atypisk for dagens udgivelser. Det har en betydning for lyden, men også for udtrykket, der er i god tråd med duoens organiske og menneskelige musik. 

Forsvinder understreger Bremer/McCoys unikke position på dagens musikscene, hvor jeg håber at endnu flere opdager dem og får gode musikalske oplevelser.

onsdag, oktober 26, 2016

Carsten Dahl Experience: Caleidoscopia (Storyville)

Forventningerne er, ikke uden grund, høje når der kommer et nyt album med Carsten Dahl Experience. I årene 2010-2013 kom trilogien Humilitas, Metamorphosis og Reveréntia med kvartetten. Alle tre albums fik behørig opmærksomhed. På det fjerde og nyeste album Caleidoscopia, har Carsten Dahl atter samlet gruppen, som Politikens anmelder Jakob Bækgaard kalder det tætteste, som Danmark kommer på at have en jazz super gruppe. Altsaxofonisten Jesper Zeuthen, bassisten Niels "Bosse" Davidsen og trommeslageren Stefan Pasborg giver Carsten Dahl tilpas mange udfordringer og sammen skaber de jazz af den fineste slags. 

Kaleidoskopet fremviser mange farver og former på en gang indenfor et afgrænset område. Da jeg var barn, var et populært legetøj, et rør på størrelse med en tom køkkenrulle. Når man rystede den og kiggede ind i den ene ende, fremkom der et "kaleidoskopisk" billede. Et billede der kun eksisterede indtil man rystede røret igen og et nyt billede fremkom. Som den farveblinde dreng jeg var, så var det formerne der fascinerede mig, fremfor farverne. 

Carsten Dahl Experience er i den grad en kaleidoskopisk oplevelse. Et øjebliksbillede af en kompliceret og smuk struktur. Her kan både tonedøve og farveblinde være med. En god forudsætning for at lytte med er, at man ikke er jazzblind. Er jazzsynet skarpt fanger man til gengæld mange smukke nuancer. Jesper Zeuthen er i godt selskab. Han sprudler og spræller i selskab med Dahl. Dybden på pladen er stor. Hør f.eks. Stefan Pasborg feberfyldte trommespil på Furious. Eller Bosses intense strygerintro på Outside from the inside. En stærk plade fra Carsten Dahl Experience.

tirsdag, oktober 25, 2016

Debbie Sledge with The Niels Lan Doky Trio: Live at The Standard (The Standard Live Recordings) LP

Det er tre år siden, at København fik et nyt jazzspillested, The Standard, som pianisten Niels Lan Doky meget tydeligt har stået i spidsen for. Kunstnerne har som regel haft måneds residenser på spillestedet, hvor man f.eks. har spillet musikken fra legendariske jazzalbums som Kind of Blue eller lignende. Et andet koncept er det som vi møder her på albummet. En stærk personlighed kobles sammen med en jazztrio. 

I det her tilfælde er det Debbie Sledge, der var med i Sister Sledge. Et af discoæraens mest succesfyldte bands. Lost in Music, He’s the greatest dancer og nå ja, We are family sendte dem til tops og gav dem evig legendestatus. Som så mange andre store discosangere, så kunne Debbie Sledge i den grad synge. Så på den måde giver det vel god nok mening, at invitere hende indenfor i jazzen.

Pladen åbner med Les McCann og Eddie Harris’ souljazz knaldperle Compared to what, hvor trioen med Graig Earle på bas og Niclas Bardeleben på trommer sammen med Niels Lan Doky varmer os godt op med et akustisk funkgroove. Debbie Sledge har ikke problemer med at kaste sig over nummeret, der lover godt for albummet. De drejer hurtigt af fra funkmotorvejen og tager ind på jazzens margueritrute. Her spiller de Lan Doky’s udmærkede arrangement af Gershwins udødelige Summertime. Side A på LP’en lukkes ned med Niels Lan Doky og Gino Vanelli’s Tender Lies, som vi hørte første gang på Doky Brothers 2 albummet. Det er ikke den stærkeste præstation på albummet.

Det er åbneren på side B heller ikke. Igen skal vi have et funkgroove og trioen tonser afsted. Debbie Sledge jubler lidt spontant undervejs og forsøger at hægte sig på deres versionering af James Browns There was a time. Hun når desværre bare ikke komme med, inden trioen er kørt. Trioen burde slappe lidt af ind i mellem. Hvor det fungerede så fint med Compared to What, er hun slet ikke med her. At pladen lukkes ned med We are family er uundgåeligt, festligt og passende.

Det er ikke noget problem at Debbie Sledge ikke er jazzsanger. Hun har en god stemme, der er skolet af gospel og soul. Projektet er grundlæggende en god idé. Det er jazz der tiltrækker andre end de sædvanlige jazzlyttere. Den slags jazzplader laves der ikke så mange af. Og hatten af for det! Det bliver spændende at følge, hvad The Standard sender ud på vinyl i fremtiden.

mandag, oktober 24, 2016

Oilly Wallace & Johannes Wamberg: Easy Living (Unity Rec) LP

Et nyt dansk pladeselskab med fokus på jazz og analoge udgivelser har set dagens lys. Det skal fungere som platform for unge københavnske jazztalenter. Det er bassisten Jonathan Bremer, som læsere af denne blog helt sikkert kender fra Bremer/McCoy, der sammen med Montmartre-bagmanden Rune Bech har startet selskabet. Der er allerede planlagt tre udgivelser. Musikken indspilles analogt på bånd i Bremers Voodoo Bug Studios i København. Vinylmasteren laves efterfølgende analogt i London. Det er den teknik nørdede side af sagen. Det er ikke uden betydning, når man hører musikken.

På den første udgivelse mødes to af de af største talenter lige nu i dansk jazz. Altsaxofonisten Oilly Wallace debuterede sidste år på et andet entusiast selskab, Fiol Sessions med en 10” vinyl som han er nomineret til en DMA Jazz pris for i kategorien Årets nye danske jazznavn. Han er sammen med guitaristen Johannes Wamberg, der også medvirkede på Wallace’s debutplade. De spiller 6 ballader hentet fra den store amerikanske sangbog og omegn. The night has a thousand eyes, Emily, Skating in Central Park og If I ever would leave You er på programmet. 

Oilly Wallace spiller afklaret og sikkert på altsaxen. Slægtskabet med Cannonball Adderley er tidligere nævnt, der er også andet og mere i altsaxen. Johannes Wamberg er indføleligt stabil med en snert af Jim Hall. 

Den helt store fornøjelse ved dette album, er at der i København er nogle helt unge musikere, der så rent og ægte spiller jazz, hvor det handler om grundlæggende evner og kundskaber på et instrument. De kommer i kontakt med jazzzens inderste væsen. De udfordrer ikke genren eller sprænger rammer. De udfordrer sig selv og forfiner deres spil. Easy Living er et meget anbefalelsesværdigt udspil, hvis du trænger til hengivent jazzspil. Den er udstyret med en lyd, der får selv mit ellers udmærkede anlæg til at lyde af en million.

søndag, oktober 23, 2016

Acouspace Plus: Tid (Family Music Productions/Gateway)

Det er et spændende møde mellem musikere, som er sat i scene med Acouspace Plus. En hårdtarbejdende bassist, to stærke og personlige saxofonister og en elektronisk musiker med fokus på melankolske soundscapes. Der ikke noget akkord instrument som eksempelvis klaver eller guitar og heller ikke trommer. 

Acouspace Plus bøjer tiden og rummet. Jesper Bodilsen sætter rammen med bassen. Det blive en helt anden ramme end den som man ville høre, hvis der var en trommeslager med. Han tager sig nogle tidsmæssige friheder, der heldigvis gribes de af saxofonisterne Claus Waidtløw og Joakim Milder. Indenfor Bodilsens løse og alligevel fastlagte ramme taler de med hinanden. En gang i mellem taler de også i munden på hinanden. Det er to drevne saxofonister, der er i stand til lidt af hvert på deres instrument. Det er ikke udelukkende jazz der flyder fra dem. Der er også elementer der har mere til fælles med klassisk musik end jazz i duosamtalerne. Under alle omstændigheder er det meget inspirerende.

Electronica musikeren Spejderrobot, der er en eftertragtet medspiller indenfor jazzen, hos bl.a. Emil de Waal og Kalaha, væver et klangtæppe ind i musikken. Det er hverken over eller under musikken. Det er en uløseligt forbundet del midt i det hele. For min skyld måtte det godt have været trukket lidt længere frem. 

Acouspace Plus er beroligende og flydende jazz med et nordisk touch.

fredag, oktober 21, 2016

Niels Henning Ørsted-Pedersen & Mulgrew Miller: The Duo - Live! (Storyville)

Omkring år 2000 var jeg så heldig at få en CD af min far. Han havde været inde i en Bang & Olufsen forretning, hvor han  havde fået et par eksemplarer af en CD med Niels Henning Ørsted-Pedersen og Mulgrew Miller der spillede Duke Ellington numre. Pladen var tænkt som gave til B&O kunder og blev lavet i forbindelse med Duke Ellingtons 100 års fødselsdag, hvor NHØP fik muligheden for selv at vælge en samarbejdspartner. Valget faldt forståeligt nok på Mulgrew Miller, som han ikke tidligere havde spillet med. Det var forståeligt fordi Miller hvilede, på nogle af de samme virtuose og kunstneriske værdier som NHØP. 

Som den store NHØP-fan jeg var (og er) var det en plade, der blev spillet rigtigt meget. Hvad jeg ikke vidste var at duoen også havde turneret. De spillede bl.a. på North Sea Jazz Festival i 2000, hvor denne indspilning er fra. 

Niels Henning Ørsted-Pedersen har gennem karrieren lavet flere af sine bedste plader sammen med pianister. Bud Powell og Kenny Drew på Montmartre, det mangeårige samarbejde med giganten Oscar Peterson og min favorit, er de George Shearing plader som NHØP medvirkede på i slut-70'erne. Her placerer samarbejdet med Mulgrew Miller sig et sted mellem Drew, Peterson og Shearing. 

Vi præsenteres over to CD'er for hele koncerten, der starter med Benny Golsons jazzstandard Whisper Not, et nummer der er blevet spillet af stort set hele jazzens A-række. Herefter følger en række Ellington-sager. Repertoiret fokuserede på de numre som Ellington spillede sammen med bassisten Jimmy Blanton i 1941. Nogle indspilninger, der siden påvirkede mange af jazzens største bassister. 

I forhold til studieindspilningerne er liveindspilningerne næsten bedre. De spiller mere frit og ubundet. De giver sig hver især god tid til, at spille og improvisere Ellinton numrene. In my Solitude, Take The A-Train og Caravan får nyt liv af de to store jazzmusikere. Det er jazz af den slags, hvor melodi, virtuositet og gensidig respekt går hånd i hånd. Pladen er et must i enhver NHØP husholdning.

torsdag, oktober 20, 2016

Flamingo (Barefoot) LP

Klange, flader, toner, stemninger, at lytte, bevægelse, lyd, dynamik, udtryk, følelser. Det er en særegen oplevelse at lytte til trioen Flamingos LP. Chris Heenan på basklarinet, Adam Pultz Melbye på bas og Christain Windfeld på trommer arbejder ikke på at genskabe instrumenternes vanlige lyde, ej heller forsøger de at skabe musik ud fra en normal idé om, hvordan musik skal lyde. 

Det er subsoniske toner fra basklarinetten. En skarp tone fra kanten af et bækken, der bliver strøget. En bas der knirker. Det er tre virtuose impromusikere, der improviserer med lyd og instrumenternes muligheder. De søger indbyrdes mødesteder i klangene og fremmaner droner.

Amerikaneren Chris Heenan er bosat i Berlin, hvor han også samarbejder med andre eksperimenterende kunstnere som Sven Åke Johansson og MIchael Vorfeld. Bassisten Adam Pultz Melbye har boet i Berlin i flere år, hvor han er meget aktiv på den eksperimenterende musikscene. Det sidste medlem af trioen, tromemslageren Christian Windfeld er pt. også aktuel med en soloplade, Rotunda og har i de senere år sat et tydeligt aftryk på den eksperimenterende danske musikscene. 

Flamingo har lige overstået en turné i USA. Det er smal musik for de få. Flamingo formår med sin lavmælte og flydende impromusik, at skabe et spændende univers. Undersøgelsen af muligheder bliver, en lang række opståede muligheder, der bruges opfindsomt og originalt.

onsdag, oktober 19, 2016

Fiil Free: Everything is a translation (Fiil Free Records)

Intentionen har været at lave et impro-jazz album, der ikke var som andre. Det kan gøres på mange måder. For selv om  jazz kan give sig ud for at fri og ubundet af traditionerne, så er der nogle traditioner der er uløseligt forbundet med musikken 

I den eksperimenterende ende af jazzen, hvor løse strukturer og nyskabende impro skabes, har pianisten Lars Fiil lavet det syv mand store ensemble Fiil Free. Under hans ledelse fremfører de dybt original musik. Der er flere genistreger på denne plade. Den allerstørste er den helt geniale sammensætning af ensemblet. Det er ikke "the usual suspects" fra en bestemt gruppering på den danske impro jazz scene. Bevares, de har alle stor og bred erfaring fra eksperimenterende felter indenfor dansk jazz. Sammensætningen er bare ikke set før. 

Mikrostøjguitarien Henrik Olsson og vibrafonisten Martin Fabricius er begge med til, at skabe den helt særlige lyd. Det er blæserne Tomasz Dabrowski på trompet og Henrik Pultz Melbye på saxofon og klarinet også. Det er sanseligt og følsomt. Rytmegruppen med Fiil ved pianoet, Casper Nyvang Rask på bas og Bjørn Heebøll på trommer er en spændt fjeder i musikken.

Et af numrene You should say I, viser den samling som Lars Fiil skaber med musikken. Martin Fabricius’ vibrafon tager teten med beroligende smukt spil, der afbrydes af Dabrowski’s trompet. Her er hele ensemblet på igen. Det samme kan siges om de fleste andre numre på pladen. Musikerne veksler mellem hinanden. Åbner op og lukker ned. Med Everything is a translation har Lars Fiil lavet et album, der efterlader et indtryk, der har international karakter og klasse. Det er et berøringsvenligt improjazz album, der er stærkt anbefalelsesværdigt.

lørdag, oktober 15, 2016

Tom Prehn Quartet: Axiom (Rune Grammofon) LP

Det er kun et halvt år siden, at det mytiske jazzalbum fra 1967 med Tom Prehn Kvartet blev genudsendt på vinyl. Pladen har gennem mange år været stærkt eftertragtet blandt freejazz fans. Den var et vigtigt kapitel i historien om den europæiske freejazz, der stadig var i sin vorden i de år. Faktum var dog at Tom Prehn Kvartet allerede havde været aktiv i nogle år og udgivet to spolebånd(!), Centrifuga og Solhverv. Det helt særlige var dog pladen Axiom, som kvartetten havde indspillet i oktober 1963 for pladeselskabet Sonet. Da Tom Prehn modtog testpresningen var han ikke tilfreds med musikken. Han mente at kvartetten havde udviklet sig i en helt anden retning. 

Sidste år dukkede musikken op for første gang på CD, hvor amerikaneren John Corbett udgav den på det lille Chicago selskab Corbett vs. Dempsey. Nu har norske Rune Grammofon udsendt 500 nummererede eksemplarer på vinyl. På coveret kaldes det “Holy grail free jazz from 1963”. Det er store ord. Men ikke helt forkert. Den stildannende free jazz pianist Cecil Taylor optrådte for første gang i oktober 1962 på Montmartre i København. Det er ikke uden betydning for kvartetten. Prehn hentede en pæn portion inspiration hos netop Taylor. De tre andre medlemmer af kvartetten kom fra trad. jazz orkesteret Jazzminerne. Tenorsaxofonisten Fritz Krogh, bassisten Poul Ehlers og trommeslageren Finn Slumstrup kastede sig frygtløst ud i spille frit. Vel at mærke, som nogen af de første i Europa. 

Med uhæmmet saxofonspil i højt tempo og en tone der ikke er ulig Sonny Rollins’, tager Fritz Krogh teten på side 1. Det er stadig vildt med 53 års afstand. Hvordan må det ikke have lydt den gang!? Efter Krogh overtager Poul Ehlers med en lang lyrisk bassolo, hvor Tom Prehn supplerer med lidt spil i Cecil Taylor’sk ånd. Finn Slumstrups trommespil er overraskende vellykket free jazz trommespil. Han spiller tilpas uden for sammen med Tom Prehn. 

Axiom indeholder to numre, hvor der flænses og rives i free jazzen. Det er præmatur free jazz. Det er netop charmen ved pladen. De fire musikere har en idé med det, de laver og det lykkes. I årene der går, sker der meget med kvartetten, som det kan høres på LP’en fra 1967, der musikalsk er mere interessant. Som et musikhistorisk dokument er Axiom er dog i helt egen klasse. Den er et must i enhver dansk (og europæisk) free jazz samling. 

fredag, oktober 14, 2016

Jan Lundgren: The Ystad Concert (ACT)

Det er vel lidt for let det her. Man tager den nordiske jazz' hellige gral, Jan Johanssons Jazz på svenska og tilsætter lidt strygere. Den svenske pianist Jan Lundgren kalder ligefrem pladen for The Ystad Concert. Hmm hvor mon vi har set det før? Nå men på den anden side, er det også lidt for let og bloggersmart at nedgøre en ny udgivelse der hører hjemme i den lettere (og kommercielle) afdeling af jazzen. En plade der slet skjult pakker en velkendt vare ind i en ny indpakning.

Lundgren har medtaget den erfarne bassist Mattias Svensson, der ikke prøver på, at lyde som Georg Riedel, der bistod Johansson på det legendariske album. Lundgren er heller ikke en ungersvend, der ligger under for legender og helligdomme. Lige så snart de enkelte numre er sat i gang, sker der ting og sager. Det er her hvor Lundgren og Svensson i særdeleshed folder deres virtuose evner ud. Gånglek från Älvdalen bliver groovy og Visa från Utanmyra begynder næsten at swinge. Strygerne er på en mere bunden opgave end duoen og bliver oftest glasuren på en, i forvejen sød kage. Er du til nordisk og i særdeleshed den svenske folketone i jazzen, kan den anbefales som en afvekslende lyttepause fra mesterværket.

torsdag, oktober 13, 2016

Heavy Beauty: Propaganda (Ava Muusika)

Den baltiske kvartet Heavy Beauty har to musikere med, som vi udemærket kender herhjemme. Saxofonisten Liudas Mockunas har ofte samarbejdet med Stefan Pasborg. Guitaristen Jaak Sooäär er uddannet fra det Rytmiske Musikkonservatorium i 2001. Heavy Beauty laver musik der befinder sig et sted mellem heavy metal og jazz. Det er ikke en blanding vi hører så ofte længere. I dag går man gerne til ekstremer som thrash, doom, glitch, free og avantgarde. Dertil er er Heavy Beauty alt for glade for et forståeligt og tungt rockbeat, endda sine steder suppleret med en funky bas. Ja, den er god nok, så er vi ikke så langt fra Primus. Living Colour eller vores hjemllige Düreforsög. 

Liudas Mockunas er heldigvis altid en spændende saxofonist, der både bestrider bas-, tenor-, og sopransaxofon på pladen. Han sender bassaxen helt ned i kælderen for, at hente de buldrende tunge toner. Han kan spille råt og uforsoneligt. Det er godt for Heavy Beauty, der ellers bliver alt for ligefremme og direkte.

onsdag, oktober 12, 2016

Bly de Blyant: The Third Bly de Blyant Album (Hubro) >> Bushman’s Revenge: Jazz, fritt etter hukommelsen (Rune) >> Tenderton (Little Birdie)

I udkanten af jazzen, hvor den smelter sammen med krautrocken og andre bevidsthedsudvidende subgenrer indenfor rocken, sker der en masse i Norge. 

Den norske trommeslager Øyvind Skarbø har udvidet trioen Bly de Blyant med vibrafonisten Ches Smith (Marc Ribot, Xiu Xiu, Mr. Bungle). I forvejen består gruppen af guitaristen Hilamar Jensson (Tyft, Jim Black) og multiinstrumentalisten Shahzad Ismaily (Marc Ribot, John Zorn). De har lavet et album, hvor Ches Smith’s vibrafon af naturlige grunde får lv til at fylde meget. Det er et fantasirigt univers der balancerer elegant mellem eksperimenterende improvisation, underspillede enkle melodier, krautrockens underfundige ligefremhed og jazzens snirklede detaljer.

Guitaristen Even Helte Hermansens rent norske trio Bushman’s Revenge er aktuelle med deres ottende album. Denne gang bevæger de sig tilbage i bandets historie. Til begyndelsen hvor jazzen fyldte mere. Even Helte Hermansens mål har været at lave et album, hvor Coltrane/Shorter møder elektrisk blues/Hendrix uden at volumeknappen bliver skruet op på 11. Albummet åbner med McCoy Tyners Contemplation, der serveres i i dejligt sumpet version, der lugter af Cream. Pladen byder på en grundlæggende stemning af tilbagelænet blues blandet i jazzsyren. Det fungerer rigtigt godt. Pladens to sidste numre er et par favoritter. Albert Aylers spirituelle Angels åbnes flot med Hermansens lækre syrespade. Det forsvinder ikke i larm og ballade. Men bliver i stedet en smuk jazzhymne. Pladens sidste nummer er Hermansens egen Lola mit dem Gorgonzola, en komposition der peger direkte på Jan Johansson og den nordiske urjazz. Jazz fritt etter hukommelsen er et anbefalelsesværdigt album, med et band der ikke har glemt jazzen.

Den sidste plade i denne norske stak, er med det debuterende band Tenderton. Hvor vi med de to foregående albums stilistisk befandt os i slut 60’erne, er vi med denne kvartet rykket ind i 70’erne. Den symfoniske rock har taget over. King Crimson og Yes står i kulissen. Pladens åbningsnummer, Bolero er en 13 minutter lang rocksymfoni, hvor guitaristen Arild Hammerø er i centrum. Efter en kilometerlang guitarsolo, sniger Haakon-Marius Pettersen sig ind med en synthsolo efterfulgt af en velspillet Rhodes solo. To lyspunkter i et nummer der tenderer til det svulstige. Pladen falder gudskelov ikke i den store guitarsololirsuppe. Heldigvis tager de på nogle spacede udflugter undervejs. Det er symfonisk jazzrock af den storladne “norske” slags.

tirsdag, oktober 11, 2016

Jazznytprisen 2016 - overrækkelsen

Så er Jazznytprisen 2016 uddelt. Det skete torsdag d. 6. oktober i forbindelse med bandet I Think You're Awesome's koncert på spillestedet Fermaten i Herning. Her fik bandets bagmand, bassisten og komponisten Jens Mikkel prisen inden koncerten startede. Jeg har gengivet min tale og begrundelse for at give ham prisen lidt længere nede.

Jens Mikkel udtrykte spontant sin glæde for prisen med en lille takketale inden koncerten startede. 

Den store udgave af I Think You're Awesome havde ikke været samlet siden sommerens festivaler. Det var tydeligt at de havde det som køer der efter mange måneder i stald, skulle på græs. Stemningen var god og tændt i bandrummet. Bandet består ud over Jens Mikkel på bas, af Kasper Staub på piano og keyboard, Alex Jønsson på guitar, Morten Kærup på banjo og guitar, Andreas Skamby på trommer og Frej Lesner på percussion. 

Koncerten lagde kontant fra land, med nogle numre der hentede inspiration i rockland, inden de fortsatte i de mere følsomme og lyriske afdeling, hvor specielt samspillet mellem Kasper Staub og Jens Mikkel skal have ekstra opmærksomhed. Selv om det egentlig er forkert at give lige de to særlig opmærksomhed, da ITYA er et organisk kollektiv, bandet er et instrument. 

Det fornemmes tydeligt at bandets musikere kender hinanden godt. Jens Mikkel styrede dem med sikker og energisk stil. Hans spilleglæde forplantede sig i bandet og kom langt ud over scenekanten. Koncerten bød primært på numre fra det aktuelle album Books. Jens Mikkel er på en musikalsk rejse med bandet. Det blev tydeligt flere gange under koncerten, hvor han prøvede nye numre. 

Specielt var numrene med vokal en overraskelse for mig. Det skulle ikke undre mig, at der sniger vokalnumre med på den næste I Think You’re Awesome plade, selv om Jens Mikkel flere gang understregede at han ikke var en stor sanger. Men med så på hjerte betød det mindre. Han afsluttede i øvrigt koncerten med en sang, som han havde skrevet aftenen før. Den var til hans far, der også var til stede i salen. Sangen handlede om den store indflydelse, som han har haft på Jens Mikkel. Jens Mikkel sang den alene på scenen med guitar. En smuk og modig gestus. 

Koncerten understregede meget tydeligt for mig, hvorfor Jens Mikkel har fortjent Jazznytprisen 2016.

Min tale til Jens Mikkel og publikum på Fermaten

Velkommen til aftenens koncert. Den indledes lidt anderledes i forhold til det vi er vant til her på Fermaten. I aften skal Jazznytprisen uddeles.

Siden 2004 har jeg skrevet på bloggen Jazznyt. Her har jeg i de senere år anmeldt omkring 200 ny jazzplader hvert eneste år. Størsteparten har selvfølgelig været danske udgivelser. Siden starten har jeg lavet en liste over årets bedste danske jazzplader. For fem år siden syntes at der var en kunstner der stak så meget ud, at jeg ville give ham ekstra opmærksomhed. Det var trommeslageren Stefan Pasborg der fik den første Jazznytpris. Nu skal jeg til det igen. Det allerbedste ved at give en pris er selvfølgelig at glæde modtageren. Men det er også fedt at give en pris, hvor jeg ikke har tvivlet et sekund om det nu var den rigtige.

Prisen går til Jens Mikkel fra I Think You're Awesome.

Han skal have prisen fordi han med bandet I Think You're Awesome udsendte to meget originale og personlige albums i foråret.

Jens Mikkel blev i sommers færdig med sin master fra konservatoriet i Århus. For nylig talte jeg med en af censorerne fra Jens Mikkels eksamen. Bassisten Morten Ramsbøl, der er professor ved konservatoriet i Graz i Østrig. Han sagde helt spontant, at det var et godt valg at give Jens Mikkel Jazznytprisen. Jens Mikkel har en helt særlig fornemmelse for musikken. Hans harmonisans er særdeles god og der kom flere andre musikfaglige betragtninger.

Det er interessante betragtninger. Det er fagmanden der udtrykker sin begejstring for Jens Mikkel. Jeg er ikke konservatoriefagmand. Jeg er jazzlytter. Jeg lytter til musik. Hvad gør det ved mig? Bliver jeg imponeret? Bliver jeg rørt? Er der et budskab? Er der dybde og kant? Har musikeren investeret mere i musikken end den veludviklede evne til at spille på sit instrument? Kan jeg høre det? Er det originalt? Jeg kan med den største selvfølgelighed svare ja til alle udsagnene, når det gælder Jens Mikkel. Det er musik fyldt med glæde, dybde, alvor og spiritualitet.

Jens Mikkels musik er nærværende og personlig. Han lukker os ind i sit musikalske univers. Han fortæller historier. Der er en baggrund der hviler på jazzen. Der er også elementer af den nordiske tone, indiemusikken og worldmusikken. Der er sågar elementer fra poppen. Noget der bl.a. kommer frem i melodiernes sangbarhed. Det er instrumentalmusik, der kan synges til.

Kompositionerne på de to albums Books og Books Live tager udgangspunkt i nogle skønlitterære værker, der indeholder med andre ord megen smerte og kaos. Det er Jens Mikkels musik et modsvar på. Et svar der indeholder håb og troen på at det kan være anderledes.

Hvorfor give ham en pris? 
Hvorfor ikke?

Jens Mikkel er jazzens nu. Ikke fremtiden eller fortiden. Men lige her og nu. Så følg med og lyt. Det er musik, der lever længe. Han er en af den danske jazzscenes stærkeste eksponeneter for, at bruge hele bandet og dets kollektive udtryk som instrument. Han omgiver sig med musikere han kender godt og har spillet med i mange år. Det er trygt og rart og giver luft og overskud til musikalsk udvikling.

Når man har en blog der ikke er penge i og udelukkende eksisterer som et con amore projekt, så er det en udfordring at lave en jazzpris. Han skal jo have noget, ham prismodtageren. Her er jeg så heldig at have en søster, der kan skabe et varigt minde til vinderen. Jeg er meget stolt over at give dig prisen, Jens Mikkel.


Tillykke Jens Mikkel!

Videoklip fra koncerten:

Zetzum Zorglub: Gentle Beast (PG Sounds) download/stream

Kan man have en favoritskurk? Selvfølgelig kan man det. Jeg kan dog ikke blive enig med mig selv om, det er Rastapopoulos fra Tintin eller Zorglub fra Splint & Co der er min absolutte favorit. Den megalomane og psykopatiske Zorglub får nu nyt liv som en del af navnet hos bandet Zetzum Zorglub. Det er guitaristen Buster Jensen der står bag bandet, der lavede en EP sidste år. 

De er nu aktuelle med sit første fuld længde album. Musikken er indspillet over 3 dage i studiet Mill Factory. Thor Madsen sad ved knapperne. Bandet blev i forbindelse med indspilningerne udvidet med Lars Greve fra Girls in Airports og den israelsk/amerikanske guitarist Gilad Hekselman, der opholdt sig i Danmark som Artist in residence, inviteret af JazzDanmark.

Det har givet bandet en vitaminindsprøjtning og opstramning af den spændende slags. EP’en fra sidste år var en sprælsk og utæmmet sag. Der er stadig spræl i Zetzum Zorglub, der ikke kan eller skal tæmmes. 

Pladen åbner med Afrika, hvor det godt kan høres at Lars Greve kommer fra Girls in Airports, når han mødes i saxofonduet med Zetzum Zorglubs Sven Dam Meinild. Buster Jensens glæde ved roots og country folder sig ud i fineste flor på Lydspor til en film, hvor Greve stikker klarinetten frem og skaber filmiske steminger. Pladens titelnummer indeholder inspirerende guitarspil fra Gilad Hekselman, der er med til flytte bandet. 

Pladen indeholder en forrygende blanding af dødsdromsjazz på nummeret Tremmer og diset fynsk morgenstemning på Stille nu. Sidste års EP var en teaser. Det aktuelle album indfrier alle forventninger om et stemningsfyldt og originalt album.

mandag, oktober 10, 2016

Jack DeJohnette/Ravi Coltrane/Matthew Garrison: In Movement (ECM)

Kan man det? Genindspille Alabama. John Coltranes ikoniske hymne til de fire børn, der blev dræbt i en kirke i Birmingham, Alabama af racister i 1963. Umiddelbart lyder det som en dårlig idé. Men det forholder sig anderledes, når Coltrane's søn, saxofonisten Ravi sammen med sønnen af Coltrane's faste bassist Jimmy Garrison, Matthew og den uforlignelige trommeslager Jack DeJohnette, åbner albummet In Movement med lige netop det nummer. DeJohnettes velkendte bækkenspil fylder ud, mens Ravi og Matthew bringer Alabama ind i en ny og ikke mindre urovækkende stemning. Det er meget meget stærkt.

På pladen mødes de tre musikere over andre lige så originale fortolkninger af velkendte numre. Earth, Wind & Fire's Serpentine Fire og Miles Davis' Blue in Green får begge nogle radikale overhalinger, med respekt for originalmaterialet. Specielt skal DeJohnette's tilbagelænede groove på Serpentine Fire have ros. In Movement er spændende og anbefalelsesværdig.

onsdag, oktober 05, 2016

Yes Deer: Get your glitter jacket (Gaffer Records/Insula Music) LP

At long last! Endelig er den her på LP. Jeg skrev om udgivelsen helt tilbage i januar, hvor den blev udgivet på kassettebånd med melding om den ville komme på LP. Den superfede pladebutik Insula på Blågårds Plads, har sammen med det franske selskab Gaffer Records udgivet Yes Deer’s andet album. Get you glitter jacket er flænserjazz. Skæve og abrupte rytmer, hvor trommerne får nogle velplacerede cirkelspark. 

Den danske trommeslager Anders Vestergaard udgør sammen med den svenske saxofonist Signe Dahlgreen og den norske guitarist Karl Bjorå trioen Yes Deer. Signe Dahlgreen presser saxofonen ud på sit yderste. Albert Ayler står i kulissen og er glad. Karl Bjorå er thrashmetal, death og punk blandet sammen. Han kan eksekvere sine udknaldede og supersoniske guitarriffs med en skarpretters præcision.

Yes Deer er et af de mest originale bud på jazznoise fra norden lige nu. Det buldrer, brager og larmer. Inde i musikken er der en nerve og en spænding, hvor de tre musikere mødes i den kollektive udladning. Det er råt og grimt. Og det holder hele vejen. Jeg kan ikke slippe musikken, når den først er kommet på pladespilleren. Larmens messende intensitet er besættende.

tirsdag, oktober 04, 2016

Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter: Power (Gyldendal)

Da de fik en Danish Music Award for årets bedste vokaljazz udgivelse i 2013, var det en overraskelse for mange. En spoken word plade eller jazz’n’poetry plade, hvor den eneste vokal, var digteren Søren Ulrik Thomsens stemme, der på trods af fortiden i et tidligt punkband ikke sang, men kun talte. Det var altså ikke Caroline Henderson eller en anden sangerinde der vandt prisen, som det ellers var for vane. 

Det er ikke kun 3 år der er gået siden de fik prisen. Der er også sket nogle ændringer i bandet Det Glemte Kvarter, der skaber musikken under, omkring og ved Søren Ulrik Thomsens stemme. Jazzmusikerne Terkel Nørgaard og Jesper Thorn er f.eks. ikke med længere. Men det er ikke den eneste grund til, at Power er blevet et helt andet album end forgængeren Rystet Spejl. 

Power er ikke jazz. Power henter bl.a. musikalsk inspiration fra 80’ernes synthesizerblå klange. Det skyldes at flere af teksterne er hentet i 80'erne fra Søren Ulrik Thomsens mest kendte digtsamling City Slang, som Lars H.U.G. løftede ud til et endnu større publikum med albummet af samme navn. Desuden er der også digte med fra de andre digtsamlinger fra firserne, Under samme måne, Mit lys brænder og Nye digte. 

Power er ikke isnende postpunktoner som hos H.U.G. Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter tager sammen digtene tilbage og gør dem til deres. Musikken er sine steder det rene synthpop, hvor et navn som Pet Shop Boys ikke er langt væk. Det er et modigt træk som Det Glemte Kvarters primære komponist Mikkel Grevsen har taget. Han har arbejdet med musikken i et par år. Præsenteret den på scener og er efterfølgende gået i studiet, hvor der igen er arbejdet indgående med indspilningerne. Det er en blanding af sang og spoken word. Enkelte gange går det ikke så godt, som på Kun 1 dag, der lyder som et dansk poprock nummer fra 1985, Rocazino er ikke langt væk.

Den store attraktion er som altid, Søren Ulrik Thomsens nærværende, altomfavnende og meningsgivende stemme. Kompleksiteten får vinger i digterens mund og svæver ligefremt ind i mit hjerte. Hjernen forstår og opfatter digtene på nye måder, når der sættes musik på og Søren Ulrik Thomsen fortæller at Jeg er så træt af rockmusikken. Der er også kommet tre tekster med fra den helt nye essay-samling En hårnål klemt inde bag panelet. Her er han Ikke blot i sand særklasse. Søren Ulrik Thomsens skarpe vid og iagtagerevne er spændt til det yderste i teksterne. Og det bruges.

Power er ikke den logiske overbygning til Rystet spejl. Det er til gengæld en modig satsning, der giver Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter nyt liv.

mandag, oktober 03, 2016

DMA Jazz 2016 - de nominerede

Der er lidt over en måned til DMA Jazz 2016 priserne skal uddeles. Meget belejliget blev de nominerede offentliggjort i dag. Det er altid med ekstra spænding at jeg læser listen over de nominerede. Jeg har været med i juryen i de to foregående år. Jeg ved hvilket kæmpearbejde jurymedlemmerne har været kastet ud i. 

Pladerne de kan nominere er udkommet i perioden 1. juli 2015 til 30. juni 2016. Og det er mange plader! Jeg har hørt og anmeldt mange af pladerne. Men der er dog enkelte som er smuttet under radaren. I vokaljazzkategorien er der f.eks. 3 jeg ikke har hørt. Til gengæld er kategorien for Årets danske jazzudgivelse ret interessant. Alle pladerne udkom i 2015. Jeg havde fire af dem med på JazzNyts liste over årets bedste danske jazzplader 2015. Jakob Buchanan fik endda Jazznytprisen 2015. Den kommende prismodtager af Jazznytprisen 2016, Jens Mikkel er også nomineret i kategorien særudgivelse med bandet I Think You’re Awesome og albummet Books. 

I kategorien Årets nye danske jazznavn kan jeg med stolthed konstatere, at Fiol Sessions for andet år i streg er nomineret. Det er det eneste pladeprojekt jeg er indblandet i. Jeg skriver linernotes på udgivelserne. Det er optikeren fra Fiolstræde i København, Brian Rindom Larsen, der udvælger kunstnerne og udgiver pladerne. Konceptet er en fysisk udgivelse på 10” vinyl der er suppleret med mere musik, når man downloader den digitale udgave. Det er altsaxofonisten Oilly Wallace der er nomineret for udgivelsen. Den tredje Fiol Sessions med pianisten Zier Romme udkommer senere i år. Mon den bliver nomineret i 2017?

Ellers er det big bands der dominerer. To gange Aarhus Jazz Orchestra med musik af henholdsvis Lars Møller og Jakob Buchanan og 3 nomineringer til Kathrine Windfeld. Det er en imponerende bedrift af den unge debutant. Personligt er jeg også ekstra fornøjet over at se, at både den gamle debutant Heine Hansen og det fede band Boujeloud er nominerede. Det bliver med andre ord en spændende aften d. 7. november på Bremen, hvor JazzDanmark står for arrangementet og altid veloplagte Master Fatman er vært. P8 Jazz sender som vanligt direkte i radioen. I år kommer TV2 Lorry og optager hele showet, der efterfølgende bliver sendt på TV2 regionernes netværk. 

Måske ses vi? Jakob Bro, Signe Bisgaard, Sinne Eeg og Horse Orchestra er blandt de optrædende. The Kutimangoes spiller til efterfesten. Og de sidste par år er efterefterfesten endt på La Fontaine…jeg siger det bare.

De nominerede til DMA Jazz 2016 er:

Årets nye Danske Jazznavn
Heine Hansen Trio: Signature (Storyville Records)
Henrik Pultz Melbye Trio: Henrik Pultz Melbye Trio (HPM - egen udgivelse)
Kathrine Windfeld Big Band: Aircraft (Gateway Music)
Oilly Wallace: Fiol Sessions (Fiol Optik)
Soma & Lil: Landet/Rummet (Gateway Music)

Årets Danske Vokaludgivelse
Cæcilie Norby & Lars Danielsson: Just The Two Of Us (ACT)
Eivør, Peter Jensen og DR Big Band, DR Vokalensemblet: At The Heart Of A Selkie (TUTL Records)
Kira: May Your Mind Explode A Blossom Tree (Stunt Records)
Margrethe Grarup: Walk with Me (Storyville Records)
Johanna Elina: Belonging (Eclipse Music)
Mette Juul: There is a song (Universal)

Årets Særudgivelse
Boujeloud: Candy Prince (Egen udgivelse)
Pasborg/Jobarteh: DUO (ILK)
Eggs Laid By Tigers: Live in Berlin (ILK)
I Think You’re Awesome: Books (Jæger Community Music)
Niclas Knudsen: Guitar Inferno (Gateway Music)

Årets Danske Jazzkomponist
Aarhus Jazz Orchestra feat. David Liebman and Marilyn Mazur: Lars Møller’s ReWrite of Spring (DaCapo Records)
Eivør, Peter Jensen og DR Big Bandet, DR Vokalensemblet: At The Heart Of A Selkie (TUTL Records)
Jakob Buchanan: Requiem (Buchanan Records)
Kathrine Windfeld Big Band: Aircraft (Gateway Music)
Peter Danstrup: Sacrificed (ILK)

Årets Danske Jazzudgivelse
Aarhus Jazz Orchestra feat. David Liebman and Marilyn Mazur: Lars Møller’s ReWrite of Spring (DaCapo Records)
Girls In Airports: Fables (Edition Records)
Jakob Buchanan: Requiem (Buchanan Records)
Kathrine Windfeld Big Band: Aircraft (Gateway Music)
The Black Nothing: Paths (ILK)

Børnejazzprisen
Troldebierne
Univers På Vers

JazzFive

Debre Damo Dining Orchestra (DDDO)

De udsendte singlen Yesega Wat starten af 2015. En rendyrket ethiojazz sag, hvor inspirationen fra Mulatu Astatke var meget tydelig. Når de så laver et helt album er tanken nærliggende. Er de endnu en gang gået i ethiojazz sporet? Det er de ikke. De har på den anden side bevaret kontakten til ethiojazzen. 

Åbningsnummeret Ubahn in Addis er ikke bare i titlen betegnende for bandets udvikling. De placerer deres ben i krautrock og ethiojazz med det nummer. Beatet er ubetinget rocket og lettere skramlende. Saxofonerne har stadig kontakt til ethiojazzen. Hen over resten af pladen hældes der psych og andre multifarvede 70’er inspirerede rocktoner i musikken.

Debre Damo Dining Orchestra’s vej fra ethiojazen mod det mere rockinspirerede er klædeligt. Det er ganske enkelt mere originalt. Søren Skov og Rasmus Karkov på saxofonerne, Simon Visti Tangs plekterbas, Peder Mertner Vind på keyboard, der gerne søger mod orgel og trommeslagerne Kasper Saaby og Asbjørn Nørgaard har lavet en afvekslende og spændende plade. 

Subterranean 3 befinder sig på underbevidsthedens tærskel til en sumpet fest. Den får hovedet til at snurre uden brug af psykoaktive stoffer. Pladens sidste nummer Düsseldorf Dawn er et ode til neonlyshavets forsvinden. Syre og ethiojazz smelter smukt sammen og nye stærke nuancer opstår i et orange-lilla skær.

søndag, oktober 02, 2016

Vijay Iyer & Wadada Leo Smith: A cosmic rhythm with each stroke (ECM)

Det er uden tvivl to af tidens mest spændende musikere fra den amerikanske jazzscene, der mødes på dette album. Pianisten Vijay Iyer var i årene 2005-2010 medlem af trompetisten Wadada Leo Smith’s Golden Quartet. Her skete det ofte, at de fandt sammen om et spontant duospil, hvor Iyer i særdeleshed lærte nyt om, hvordan man kan lave musik, om hvordan musik kan opstå. Det aktuelle album er en hyldest til den indiske kunstner Nasreen Mohamedi, der levede fre 1937-1990. Hendes elegante og abstrakte tegninger har været en åbenbaring for Iyer og Smith, der har ladet sig inspirere af hendes kunst og liv.

De har lavet et album, hvor den komplicerede sårbarhed og den enkle kunst mødes i et spændingsfelt. Wadada Leo Smiths trompetspil stikker gerne af. Han kan spille outgoing avantgarde og afbalanceret dæmpet. Vijay Iyer bevæger sig i perioder ud i mere frie felter end vi er vant til, at høre fra ham. Det er et inspirerende duoalbum, hvor Wadada Leo Smith atter imponerer.