søndag, december 25, 2016

Rasmus Henriksen Big Band; Out of the shadows (Gateway)

Jeg var helt blank på navnet Rasmus Henriksen og blev en smule overrasket, da navnet også var efterfulgt af Big Band. Det er også et nyt big band. Et fynsk et af slagsen, hvor de i forvejen har det gode Tip Toe Big Band. Rasmus Henriksen er dog ingen vårunge inden for big band musikken. Han har beskæftiget sig med big band arrangementer gennem noget tid, hvor han bl.a. har skrevet for DR Big Band, Aarhus Jazz Orchestra, Tivoli Big Band og førnævnte Tip Toe Big Band. Han har desuden arbejdet som assistent for Peter Jensen, en af de senere års mest roste danske arrangører. 

Når den gode Henriksen står på egne ben, laver han big band musik i en verden, hvor Duke Ellington er Gud og Gil Evans er Konge. Han drysser sit danske ophav ind over musikken. Det er tydeligst på pladens første halvdel med Folksong no. 17, hvor Tomasz Dabrowski serverer en smuk flygelhorn solo. Det er ren kornmarksjazz. Og da Rasmus Henriksen alligevel er taget ud i det danske, vælger han meget modigt at sætte musik til Herman Bang og J.P. Jacobsen tekster, der her synges af Amanda Lagoni.

På den anden halvdel af pladen er der gået amerikansk big band I den. Out of the shadows af Pete Rugolo og Dream of You af Sy Oliver/Jimmie Lunceford afløses af det meget veloplagte afslutningsnummer Aria, der er skrevet af Henriksen. Den er meget overbevisende og lyder nærmest som noget der kunne være skrevet for 70 år siden og spillet af et amerikansk big band. Jeg er imponeret. Henriksens instrumentkollega Peter Jensen sender nummeret op i skyerne med en forrygende trombonesolo.

Ingen kommentarer: