søndag, oktober 22, 2017

Anna Lundqvist Quintet: Mewe (Prophone) CD/DL/stream

Selv om jeg ser mig selv som en forholdsvis fordomsfri jazzblogger. Så bliver jeg til tider udfordret på nogle områder, hvor jeg er lige så fordomsfuld som Martin Henriksen til fredagsbøn i Grimhøjmoskeen. En mental niqab går ned over mine jazzlytterører, når emnet er ordløs jazzvokal. Jeg er ikke pjattet med det. Når der så alligevel dumper en plade ind på anmelderbordet, så tager jeg alligevel et lyt inden den ryger i glemmebunken. "Det er jo ordløs sang", tænker jeg. "Ikke lige min kop te". Nu har jeg alligevel lyttet flere gange til den. Ladet den ligge, for så atter at vende tilbage til den - der begyndte at gå lystlytning i foretagendet. 

Anna Lundqvist har tidligere lavet 4 plader med quartet/quintet. Her har sangen altid været med tekst. Det er altså noget nyt, at Anna Lundqvist træder et lille skridt tilbage fra fronten som sanger og i stedet indgår i kvintetten som instrument. Anna Lundqvist har skrevet al musikken, der bedst kan betegnes som dynamisk og melodiøs nutidig jazz med power. Hun er sammen med nogle formidable musikere, hvor pianisten Fabian Kallerdahl atter imponerer. Saxofonisten Björn Almgren er god sammen med Lundqvists stemme. Så for at vende tilbage til mine fordomme omkring ordløs sang, så dør de inden pladen er slut. Lundqvist finder naturligt sammen med musikerne og bliver ikke et påklistret påhit.

lørdag, oktober 21, 2017

Goran Kajfes Subtropic Arkestra: The Reason Why Vol. 3 (Headspin Recordings) LP/CD/DL/stream

Det er tredje og dermed sidste del i The Reason Why trilogien, som Goran Kajfes Subtropic Arkestra står bag. Det er psykedelisk jazz med noter af world og funk. Subtropic Arkestra består af en række svenske jazzpersonligheder som f.eks. Jonas Kullhammar, Per “Ruskträsk” Johansson og Johan Berthling, mens Per “Texas” Johansson er med som nyeste medlem. Trompetisten Goran Kajfes står igen i spidsen for et musikalsk kollektiv, hvor brune ris og røgelse fornemmes i baggrunden.

Som på de tidligere Subtropic plader, har Kajfes fundet nogle numre frem som de fortolker. Her er Ibakish Tarekigne af den etiopiske keyboardspiller Hailu Mergia, Le Monde avait 5 Ans af den franske electronicapioner Bernard Fevre, Ne Rien Voir Dire Entendre af Orchestre Poly-rythmo de Cotonou og You can count on me af Panda Bear. 

De kommer bredt omkring i en vidtfavnende musikalsk verden, hvor de alligevel får sat deres umiskendelige Subtropic Arkestra aftryk. Goran Kajfes besluttede allerede fra starten, da han lavede etteren, at der kun skulle laves tre albums, da han ikke ville hænge fast i musikalsk udtryk. Respekt for det. Men jeg tror ærligt talt, at tiden vil vise Goran Kajfes at det var en forkert beslutning. Jeg håber at han, når tiden er moden, atter samler et Subtropic Arkestra og laver psykedelisk jazz.

fredag, oktober 20, 2017

Bernt Rosengren Quartet: Songs (PB7) CD/DL/stream

Når det bliver jul, så fylder han 80 år. Den svenske tenorsaxofonist Bernt Rosengren, som ofte har spillet i Danmark, er atter aktuel med et album med den kvartet som han har spillet med i 15 år. Han er såmænd så glad for det danske, at han har fået Thorbjørn Sjøgren til at skrive pladens linernotes. Endnu en gang har kvartetten valgt at indspille 13 numre fra jazzens skattekiste. Numre som de ikke har øvet sammen, men alle har valgt at præsentere i first takes. 

Der er numre der ligger øverst i skattekisten og skinner allermest. Indiana der blev indspillet for første gang for 100 år siden af Original Dixieland Jazzband over Miles Davis’ Solar til Styne/Cahn’s The Things We Did last summer. Der er mindre kendte sager som Perry Como’s If I’m Lucky fra 1946 og Horace Parlan's Love & Peace, Parlan som Rosengren spillede sammen med i Doug Raney’s Quintet i firserne.

Når man har været aktiv siden slutningen af 50’erne og har spillet mange af jazzens stilarter, så er det iimponerede at man kan udtrykke sig så klart og tydeligt som Rosengren. Der er ikke masse overflødig fyld. Rosengren er nestoren der ved hvad han skal sige. De tre musikere, Stefan Gustafsson på piano, Hans Backenroth på bas og Bengt Stark på trommer ved hvordan man bakker en klassesaxofonist som Bernt Rosengren op. Det er afslappet og virtuos standardjazz uden lige her i Norden.

torsdag, oktober 19, 2017

Carsten Lindholm: Indispiration (Jazznarts) CD/DL/stream

Han er et forholdsvist ubeskrevet blad med et enkelt fuldlængde album og en EP på samvittigheden. Der er heller ikke nogle sideman meritter jeg kan henvise til. Trommeslageren Carsten Lindholm har udgivet sit andet album på det tyske pladeselskab Jazznarts. Musikken kan bedst beskrives som semiakustisk nu jazz med et strejf af Indien. Hvor Lindholms første album Tribute havde en tendens til at lyde som noget der skulle være udgivet 10 år tidligere, så forholder det sig helt anderledes med Indispiration. Han er landet i nutiden. 

Eneste gennemgående musiker på pladen er Lindholm på trommer, Rhodes og kalimba. Han har benyttet sig af intet mindre end 5 forskellige trompetister, der hver medvirker på 2 numre. Det går lige fra internationalt kendte trompetister som franske Erik Truffaz og engelske Pete Judge fra Get The Blessing til tyske Thomas Siffling og norske Gunnar Halle, hvor danske Rasmus Bøgelund er det mindre kendte navn. 

Pianisten John Beasley, vibrafonisten Christopher Dell og bassisten Reggie Washington er andre notabiliteter. Men kan de noget ud over at være kendte? Og formår Lindholm at bruge det? F.eks. medvirker Dell og Washington begge på nummeret J.G. Det lyder godt og vellykket med triosamspillet mellem Washingtons elbas og Dells vibrafon, hvor Lindholms viltre trommespil passer godt ind. Bassisten Klavs Hovman er med på hele 6 numre, hvor f.eks. Luther har et fedt groovy basspil. Igen tager Lindholm stikket hjem med et flagrende trommespil, der hænger godt sammen med pianoindsatsen fra den for mig ukendte Mathias Grove Madsen. Henrik Andersen medvirker på 6 numre på sitar og tampura og er med til at sikre den indiske stemning, prøv f.eks. at lytte til Indian Summer.

Indispiration er en jazzplade som ingen anden jeg har hørt fra Danmark i flere år. Er du til semiakustisk fusionsjazz med en snert af nu jazz, er der ingen vej uden om. Den er en særdeles anbefalelsesværdig.

onsdag, oktober 18, 2017

Peter Marott & Swinghouse Orchestra (Gateway) CD/DL/stream

Den gang Lennart Ginman var kunstnerisk leder på Copenhagen Jazzhouse lavede han nogle forskellige klubber i klubben. Her var en af de mest populære swingklubben, hvor swingpjattere kunne vride hofterne til lyden af hot jazz. Her var Swinghouse Orchestra husorkester. Syv år efter at de stod på en scene for første gang, så kommer der endelig en plade med dem. Det er ikke kun fordi, at trompetisten og sangeren Peter Marott har samlet et usædvanligt velklingende, charmerende og lækkert orkester omkring sig, at det er fedt. Jan Harbeck på tenorsax, Mads Hyhne på trombone, Mads Søndergaard på piano, Lennart Ginman på bas og Morten Ærø på trommer spiller jazz fra en tid, hvor Kanye West’s bedstemor dårligt nok var født. 

Det er swingjazz der serveres med elegance, charme og klasse. Udvalget af numre på pladen er et eksklusivt udvalg af kendte og knapt så slidte swingnumre som Down in Honky Tonk Town og Deed I do. Blandt de mere kuriøse indslag på pladen er Jacob Gades Tango Jalousie og H.C. Lumbye’s Champagne Galop. Og de lyder også godt! Pladen er en god præsentation af et orkester, der bør blive et hitorkester på jazzscenerne i det ganske land. 

tirsdag, oktober 17, 2017

Björn Meyer: Provenance (ECM) LP/CD/DL

Den svenske bassist Björn Meyer var i ti år medlem af den schweiziske gruppe Nik Bärtsch's Ronin. Med et meget markant og fremtrædende basspil, var han med til at forme Ronin's lyd. Han har også samarbejdet med den tunesiske oud-spiller Anouar Brahem, den persiske harpist og sanger Asita Hamidi og den svenske nyckelharpespiller Johan Hedin. Både Bärtsch og Brahem er ECM-kunstnere, hvilket sikkert har været med til at bane vejen for Meyer.

Han er den første der udgiver en soloplade med 6 strenget el-bas på ECM Records. Instrumentet lyder meget hen ad en guitar og alligevel er der bassens klang, der farver lyden. Det er nærliggende at nævne at nævne landsmanden Jonas Hellborg, der var en jazzbassens svar på Hendrix. Her har Meyer en anden ro og er mere farvet af worldmusikken. Mange af pladens numre er nærmest meditative og klangfladelignende. Enkelte undtagelser som den mere voldsomme Squizzle er med til at give pladen kant og karisma.

mandag, oktober 16, 2017

Son Ash: Easy Listening for The Hearing Impaired (År & Dag) LP/DL/stream

Det er første udgivelse fra den nye sammenslutning År og Dag, som Michael Mørkholt, Anders Lauge Meldgaard, Mads Forsbye og Andreas Pallisgaard står bag. Sammenslutningen vil søge mod, at udvide rummet omkring albumformatet og skabe udveksling og dialog om musikkens metodik, dens potentialer og dens forbindelseslinjer indadtil og udadtil. Det er Pallisgaard der er Son Ash. Han har tidligere udsendt tre albums med bandet Pinkunozio og produceret albums med Selvhenter, Nils Gröndahl, August Rosenbaum, Lars Greve, Frisk Frugt etc. 
På albummet Easy listening for the hearing impaired bruger han udelukkende synthesizers, sequencere og spolebåndoptager. Han eksperimenterer med klange, lyde, rytmer og former. Musikken eller lydene virker som et åbent laboratorium. Vi kommer med helt ind i molekylerne, hvor klangfladernes stråler skinner som et evigt solskin. Det er der hvor det elementære og enkle vokser op og giver en sitrende og berusende følelse. Det er musik og lyde der er i al sin enkelhed fremstår som no nonsense minimalisme, som på numrene SIngular og Night Twain. Andre gange stikker det helt af og er out of space.

Der er paralleller til flere af den danske elektroniske musiks gudfædre og kvinder. Her tænker jeg specielt på Gunnar Møller Pedersen, der pt. er aktuel i forbindelse med genudgivelsen af albummet Stoned fra 1974. Det er ikke svært at holde af Son Ash og den nutidige behandling af old school instrumenterne, hvis man har et blødt punkt for synthesizere.

søndag, oktober 15, 2017

Karl Henrik Ousbäck: Somewhere and Somewhen (Nightingale Records) LP/CD

Det her er no shit jazz, der vælter ud over den jazzsultne lytter. Første nummer, Restaurang Wollmar blæser døren ind og jazzen indtager din krop og sjæl. Den unge svenske trommeslager Karl Henrik Ousbäcks debutplade Somewhere and somewhen er lavet sammen med Ludvig Berghe på piano og Niklas Fernqvist på bas. Desuden medvirker tenorsaxofonisten Jonas Kullhammar på tre numre og altsaxofonisten Håkan Broström medvirker også på tre numre. De er begge med åbningsnummeret.

Somewhere and somewhen er en trommeslagerplade, hvor Ousbäck serverer den ene trommelækkerbisken efter den anden. Han har skrevet all pladens 7 numre. Stilistisk er vi hjemme i den klassiske jazz, ca. postbebop. Pladen præsenterer på god vis en trommeslager med et stort jazzhjerte og masser af overskud.

lørdag, oktober 14, 2017

Eliot Cardinaux, Thomas Morgan & Kresten Osgood: Odysseus Alone (Insulajazz) bånd

Musikken er optaget I Brooklyn I 2014, hvor Kresten Osgood sammen med den amerikanske pianist og digter Eliot Cardinaux og bassisten Thomas Morgan indspillede 6 numre, hvoraf to er duo mellem Osgood og Cardinaux. Det hele er udgivet på bånd. På trods af at det er indspillet i et rigtigt studio, hvor hjemmesiden fortæller at der er et Steinway Piano, så er det lydmæssige indtryk rendyrket lo-fi. Lyden af klaveret bølger så meget, at jeg først troede at der var noget galt med min kassettebåndoptager. Det er der ikke.

Det er som udgangspunkt stille triojazz, hvor Morgans bas med få toner siger mere end det man hører. Osgood er klædeligt tilbagetrukket i det meste af musikken, der er med flydende puls og time. Båndet afsluttes smukt med digtet der også er trykt på coveret. Det er enkelt, smalt og med fremtidig kultpotentiale.

fredag, oktober 13, 2017

Anders Koppel: Past Present Future (Cowbell) 3LP+EPsingle

For kort tid siden indspillede Anders Koppel sammen med sønnen og saxofonisten Benjamin Koppel og den svenske trommeslager Peter Nillson LP’en Future. Det gjorde de på det danske pladepresseri Nordsø Records, hvor Benjamin Koppel i øvrigt også var den første kunstner, som Nordsø Records lavede vinyler med da de åbnede sidste år. 

Pladen indgår i tripleboxsettet Past Present Future og er en særlig treat for jazzlyttere med hang til Hammond og saxofon. For det første har trioen udnyttet, at Nordsø ikke har en koncertsal, men snarere et lydmæssigt knastørt rum, hvor saxofonen lyder som om den spilles hjemme i din stue. Jeg falder fuldstændigt for den gimmick. I stedet for at “producere” lyden, står den rent og dokumentaristisk. Hvor vi som lyttere bydes indenfor i det Koppelske univers. Det er mesterligt. Det er Anders Koppels klassiske hammondorgel lyd, der møder en Benjamin Koppel, der spiller en skøn altsax med ro og overskud. At de har indkaldt Peter Nilsson som rytmekeeper er sikkert og godt valg.

Den monumentale og meget smagfuldt udførte boks er udgivet i forbindelse med, at Anders Koppel fyldte 70 år i sommers. Fortid, nutid og fremtid mødes på de tre LP’er og den ene EP der findes i boksen. Vi kommer dog ikke helt tilbage til de første år, ud over et par undtagelser. 

Musikken på den første LP er fra forestillinger lavet til Nyt Danske Danseteater i årene 1986-1997. Her medvirker både konen Ulla Koppel og datteren Marie Carmen Koppel på enkelte numre. Meget af musikken er tidligere udgivet på CD. 

Det samme gør sig også også gældende for LP nr. 2. Hvor den første LP ikke bliver slidt af min pick up, så forholder det sig helt anderledes med LP nr. 2. Her præsenteres vi for en række high lights fra Anders Koppels udgivelser på Cowbell Records. Der har også sneget sig et par gamle numre med. Gaderne fra 1977-albummet Aftenlandet og Regnbuefuglen er med Peter Bastian, Jens Rugsted og Mehmet Ozan. Den korte Baby Encore med Bazaar fra 1983-albummet Nimbus er den anden af undtagelserne der peger tilbage på Anders Koppels fortid med særligt Bazaar og til dels Savage Rose. 

Der er også Anders Koppel sammen med Kenny Werner som det er hørt på flere plader. Her er duoen All the best fra 2012-albummet Breaking Borders #1 værd at fremhæve. Sønnike stikker selvfølgelig saxen frem adskillige gange, da Anders og Benjamin ofte har samarbejdet i de senere år. Her er f.eks. The Hot Spot en lækker popperle, mens Knock on wood (skrevet af Benjamin) og Puerto Rican Rumble er to skønne finurligheder. I øvrigt lukkes LP’en ned med 5 salmer skrevet af Anders’ far, Herman D. Koppel.

Den sidste plade er en EP med Benjamin Koppel på sang fra 1981-1983. Farmand styrer musikken og lukker på elskelig vis drengen ind i musikken og lader ham fylde. Det er både rørende og sigende om Anders’ tilgang til musikken, hvor han uselvisk giver plads til de andre musikere, samtidig med at han stadig lyder som Anders Koppel.

Der er kun en ting der taler mod denne boks. Den er dyr og det er der en grund til. Det er selvfølgelig fordi der ikke er sparet på noget rent udstyrsmæssigt. Det håndværksmæssige omkring boksen er forbilledligt udført af Christina Carlsen og Eks-Skolens Trykkeri. Musikken på LP’erne Present og Future får mit hjerte til at smelte. De hører næsten hjemme i kategorien must-have.
Bonusinfo:
Musikken fra Future findes også på CD udgivelsen Koppel & Søn: Unanswered Question. Boksen er lavet i få eksemplarer på hvid vinyl

torsdag, oktober 12, 2017

Stefano Battaglia: Pelagos (ECM) 2CD/DL

Det er ikke nævnt med et ord i pressematerialet. Jeg kan dog ikke lade være med at lægge mærke til ordene. Lampedusa, Exilium og Migration Mantra. Albummet hedder Pelagos, der betyder åbent hav på græsk. Det er den italienske pianist Stefano Battaglia der på sit 7. album for ECM records og det første soloklaveralbum sætter fokus på folkevandring eller migration, som det også hedder. I tiden op til indspilningen havde han brugt nogle dage i kloster, hvor han havde mediteret over meningen med migration.

Battaglia har både Keith Jarrett og Paul Bley som musikalske forbilleder. Det har eksempelvis danske Carsten Dahl også. De er ikke ens. Battaglia har en mere klassisk skoling med i bagagen. Battaglia bruger også, som Dahl, et præpareret flygel på flere numre. Manfred Eicher har skåret 5½ timers musik ned til 2½ times musik. Det er indspillet i Fazioli Concert Hall i Sacile i Italien med og uden publikum. Det er meget vellykket soloklaveralbum.

tirsdag, oktober 10, 2017

Tobias Elof: Ukulele Meditation (ToneArt) LP/CD/DL/stream

Der findes mange velbevarede hemmeligheder i dansk musikliv. For nogle er det nok også bedst at det forbliver sådan. Så er der en anden type. Det er bl.a. derfor at jeg bliver ved med at skrive på denne blog i håbet om, at flere lytter til dem. Enkelte gange burde jeg måske skrive anmeldelsen med caps lock, så jeg er helt sikker på, at budskabet fiser ind hos læseren.

Tobias Elof ville stå først i køen til en caps lock anmeldelse med hans alt andet end larmende debutudgivelse, Ukulele Meditation. Jeg har lært ham at kende gennem duoen Bremer/McCoy. Her hørte jeg Elof som opvarmning til duoens koncert. Han er allerede et navn indenfor folkemusikken, hvor han er blevet nomineret et par gange til en DMA pris som en del af duoen Elof Og Wamberg. Han er konservatorieuddannet på ukulelen og har bl.a. turneret i Asien, hvor han har spilet solokoncerter.

Elofs debutalbum trækker på tydelige nordiske rødder. Det er behageligt, beroligende og flydende. Det er naturmusik. Musik hvor man kan høre, at træerne gror, solen skinner og fuglene flyver. Det er Elofs ukulele der er i centrum. Pladen åbner med Lazy sunday, hvor der er lidt blæsere med på nummeret. Jonathan Bremer spiller bas på flere numre, mens der også er to numre, hvor Bremer/McCoy er nævnt som feature. Jasmine og Picking Herbs er gode steder at starte for Bremer/McCoy fans. Elof er ikke så stringent i udtrykket som førnævnte duo. F.eks. er nummeret Spiritual rootsreggae med dub, trommer og orgel, der toppes med Elofs ukulele. På Wandering får Elof besøg af vokalkvartetten Åkervinda, der skaber sfærisk nordisk sang. 

Ukulele Meditation er meget anbefalelsesværdig til lyttere, der gerne vil høre hvordan nordisk folk kan lyde i 2017.

mandag, oktober 09, 2017

Carsten Dahl Experience: The Ultimate Experience (Storyville) 5CD box/DL/stream

Pianisten med mere, Carsten Dahl er lige blevet 50 år. Han har i tiden op til fødselsdagen bl.a. udtalt at han ikke længere vil spille koncerter i samme omfang som tidligere. Han vil i stedet sætte mere fokus på maleriet. Han vil dog fortsætte med at udgive musik. Derfor er det både pudsigt og vemodigt at det seneste udspil fra Carsten Dahl er en liveplade. Her er han sammen med supergruppen Experience. På trods af at kvartetten har lavet fire studieplader, er det ikke svært at høre, at Jesper Zeuthen på sax, Niels Bosse Davidsen på bas og Stefan Pasborg på trommer sammen med Carsten Dahl skaber noget helt særligt i en livesituation. 

Jeg så dem live første gang for ni år siden, hvor de sammen med det klassiske Ensemble MidtVest spillede livemusik til stumfilmen The Manxman af Alfred Hitchcock. Dengang var det med Daniel Franck i stedet for Niels Bosse Davidsen. Siden har lavet fire albums, der sammen med de nye Live CD er samlet i en ny boks udgivet af Storyville Records. Jeg har fundet fire citater frem fra mine anmeldelser af de fire første plader.

“…så har Carsten Dahl atter ramt et musikalsk område hvor han har noget fornuftigt at sige. Han har tidligere bevæget sig i det eksperimenterende... Sammen med hans Experience er det blevet meget mere sammenhængende. Det er ellers ikke fordi der er sparet på forskellige musikalske indtryk undervejs. 
Det afrikanske er i blandet med indtryk fra balkan og de arabiske lande, der skaber underlaget for kvartettens eksperimenterende og chancetagende musik.”
Humilitas 2010

“Dahl bruger de tre musikeres personligheder og drager dem ind i det Dahl'ske univers med en ligefrem selvfølgelighed. Det er stor musik der er kommet ud af det. Musik der ikke lefler for nogen tidsånd eller andet smart. Det er til tider også svær musik, der kræver tid af lytteren.
Carsten Dahl Experience sætter musikken på spidsen, udstiller svaghed og styrke. De spiller jazz med pletter af avantgarde, folkemusik og klassisk. Der er numre der blidt kan passere øregangene mens andre kanter sig ind.”
Metamorphosis 2011

“Når man kender Carsten Dahl ved man også, at ærbødighed er en del af hans virke. Han kender sit eget værd, samtidig med at han er ydmyg overfor de musikere han omgiver sig med og den musik han skaber. Experience er en gruppe med "The finest men in danish jazz". Det er ikke let flydende eller let tilgængeligt. Det er jazz i international klasse.” 
Reverentia 2013

“Carsten Dahl Experience er i den grad en kaleidoskopisk oplevelse. Et øjebliksbillede af en kompliceret og smuk struktur. Her kan både tonedøve og farveblinde være med. En god forudsætning for at lytte med er, at man ikke er jazzblind. Er jazzsynet skarpt fanger man til gengæld mange smukke nuancer.”
Caleidoscopia 2016

Livepladen er en finale værdig. Det er den sidste plade der kommer fra Carsten Dahl Experience. Derfor er pladens sidste nummer, det fælles improviserede nummer The End of a Culture ekstra trist at lytte på. Det er mesterligt sammenspil, hvor fire musikere mødes og udveksler tanker og idéer. Skal det virkelig være det sidste? Om ikke andet, så kan man konstatere at kvartetten slutter deroppe hvor de hele tiden har været. På toppen. De andre fire numre er nye kompositioner af Carsten Dahl. Nariman’s Mood går igen fra duopladen som Dahl lavede sammen med Pasborg for tre år siden. Dahl spiller på det præparerede piano. Det er en nordisk hyldest til den iranske musiker Nariman Hodjati, hvor Bosses bas og Zeuthens altsax sender nummeret op i nye højder. Dem Tanzen Für er dedikeret til Thomas Agergård. Det er et nummer der bevæger sig mellem det abstrakte og det komponerede. Stærke sager.

Hvis du har studiepladerne i forvejen kan du godt købe livepladen. Har du ikke det, så kan boksen købes til dobbelte af hvad livepladen koster. Det er et godt tilbud til jazzlytteren der ikke nøjes med, at bruge jazzen som et lifligt lydtapet. Ja! Jeg anbefaler i den grad denne boks.

torsdag, oktober 05, 2017

Kristian Borring 4tet: Live at The Vortex (Symphonic) DL/Stream

Den danske guitarist Kristian Borring har slået sine folder i London i adskillge år. Sidste år udgav han albummet Silent Storm, som også blev anmeldt her på bloggen. Den blev fulgt op af en turné der sluttede i London på den kendte jazzklub The Vortex. Her optog han det aktuelle album, der indeholder en blanding af Borrings egne nye og gamle kompositioner og en enkelt standard.

Når han spiller Hoagy Carmichaels Skylark er det med luft og overskud. Modsat de andre numre er der ikke piano med på denne. Bassisten Dave Whitford leverer en skøn, varm og tør solo, der er omkranset af Borrings elegante guitarspil. Borring nævner selv Jim Hall i forbindelse med det selvskrevne nummer Fable. Det er ikke tilfældigt, da det er ham der er nærmest Borring klassiske jazzguitarspil. Live at The Vortex er en behagelig klubindspilning med feeling og sjæl helt oppe i guitaren. Kvartetten består desuden af Rick Simpson på piano og Jon Scott på trommer. Borring forsøger at sætte en turné op i Danmark i 2018.

søndag, oktober 01, 2017

Nils Landgren Funk Unit: Unbreakable (ACT) LP/CD/DL/stream

På det tiende album siden 1994, holder Nils Landgren Funk Unit fast i deres trafiksikre Volvofunk. Stilen er smooth funky jazz med Landgrens bløde vokal og trombone som omdrejningspunkt. Den amerikanske funkguitarist Ray Parker jr. er med som special guest. Saxofonisten Jonas Wall (kendt fra Mezzoforte) har lavet nogle lækre blæserarrangementer, der sammen med Magnus Coltrane Price’s fede funkbas er med til at løfte pladen et pænt stykke over gennemsnittet. 

Bandet spiller flere numre af andre, hvor Herbie Hancock’s Stars in your eyes fra 1980 serveres rimeligt tro mod originalen. Det samme gælder Allen Toussaints lækre Just a kiss away. Albummets højdepunkt er Marvin Gaye nummeret Rockin’ after midnight, hvor Randy Brecker i øvrigt kigger forbi med sin trompet. Unbreakable er ikke uforglemmelig, men meget hyggelig og omgængelig.

lørdag, september 30, 2017

Kommende jazzudgivelser Oktober 2017

Fremover vil jeg hver måned lave en liste over den næste måneds kommende jazzudgivelser.
God fornøjelse.

Dansk
Sinne Eeg: Dreams (Stunt)
Thomas Clausen & Carlos Malta: Dreamland (Stunt)
Blanco Y Negro: Timbero (Stunt)
Thomas Fonnesbæk & Justin Kauflin: Synesthesia (Storyville)
Carsten Dahl Experience: Live (Storyville)
Carsten Dahl Experience: Ultimate (Storyville) alle fem Experience plader samlet i boks.
Peter Marott & Swinghouse Orchestra (Gateway)
Mikkel Ploug: Allevations (Songlines) solo
Carsten Lindholm: Indispiration (Jazznarts) med Erik Truffaz, John Beasley etc.
Wood Organisation: Wood Organisation (Gotta Let it Out/Insula Jazz) kassettebånd

Nordisk
Signe Dahlgren: Solo (Insula Jazz/Astral Spirits) kassettebånd
Nordic Circles: Under the clouds (AMP) Jesper Bodilsen, Lars Jansson, Jacob Young
Jari Haaapalainen Trio JH3: Fusion Nation (Moserobie)
Iiro Rantala & Ulf Wakenius: Good Stuff (ACT)
Mimi Terris: Den store skalan (Calibrated)
Gustav Lundgren & Unit: At the movies (Lundgren Music)
Gustav Lundgren & Antoine Boyer: Acoustic Connection Live (Lundgren Music)
Nils Økland: Lysning (Hubro)
Silje Neergaard: For You a thousand times (Sony)
Lumi: A love drunk poem (Havtorn Records)
Fredrik Kronkvist: Afro Cuban Supreme (Connective)
MusicMusicMusic: Äventyret (Hoob)
Lina Nyberg: Terrestial (Hoob)
David’s Angels: Traces (Kopasetic Productions)
Tore Brunborg & Ketil Bjørnstrand: Nordic Nights (ACT)

International
Julian Argüelles/Mario Langinha/Helge Norbakken; Setembro (Edition)
Stacey Kent: I know I dream (Sony)
Steffano Bollani Trio: Mediterraneo Jazz at Berlin Philharmonic (ACT)
Gregory Porter: Nat King Cole and me (Decca)
Anouar Brahem/Django Bates/Dave Holland/Jack DeJohnette: Blue Maqams (ECM)
David Virelles: Gnosis (ECM)
Blue Note All Stars: Our point of view (Blue Note) Loueke, Akinmusire, Glasper etc.
Dave Douglas & The Westerlies: Little Giant Still Life (Greenleaf)
Christian McBride Big Band: Bringin' it (Mack Avenue)
Avishai Cohen: 1970 (Masterworks)
Nicole Willis & UMO Jazz Orchestra (Persephone)
Melanie De Biasio: Lilies (Pias)
Joel Weiskopf: The Message (Steeplechase)

Dick Oatts: Use your imagination (Steeplechase)

Magnus Lindgren: Stockholm Underground (ACT) LP/CD/DL/stream

For nylig var der en tråd omhandlende jazzfløjtenister i facebookgruppen jazzogvinyl. Her blev der nævnt så mange, at ingen nærmest var glemt. Hubert Laws, Joe Farrell, Herbie Mann, James Newton, Björn J:son Lindh, Jeremy Steig etc. Der var også en der anbefalede Herbie Mann's legendariske album Memphis Underground. Her spiller Mann bl.a. Sam & Dave's Hold on I'm coming og Aretha Franklin's Chain of Fools. 

Sidstnævnte finder man også på den svenske fløjtenist (og saxofonist) Magnus Lindgrens nye album Stockholm Underground, der helt bevidst har ladet sig inspirere af titlen på Mann's album. Efter at have hørt pladen, må jeg hellere tilføje Lindgren til tråden over de jazzfløjtenister, der er værd at bruge tid på.

Pladen starter med Testify og her kunne man godt synge Superfly i stedet, da den placerer sig tæt op ad Curtis Mayfield klassikeren. Nummeret sendes godt ud i verden med bluessangeren Eric Bibb i den vokale front, der giver autencitet og feeling. Lige præcis autencitet og feeling er der masser af på albummet, der er 70'er funky. Risikoen ved at gå den vej er stor. Det kunne meget let blive en blegfersk omgang funk. Det er det ikke blevet. Selv den megalumre udgave af Whiter shade of pale har charme, selvtillid og lækkert hår.

lørdag, september 23, 2017

Kuba Wiecek Trio: Another Raindrop (Polish Jazz/Warner Jazz) CD/DL/stream

Forbindelsen mellem polsk og dansk jazz er ikke ny. Den går helt tilbage til de tidlige 60'ere, hvor Krzysztof Komeda indspillede sit første album i Danmark, der også blev udgivet på det danske pladeselskab Metronome, i øvrigt med linernotes af Jørgen Leth. I de senere år har vi oplevet forbindelsen på en anden måde. Adskillige unge polske jazzmusikere har været tilknyttet Det Rytmiske Musikkonservatorium i København eller konservatoriet i Odense. De kommer med et tårnhøjt teknisk niveau med tydelige rødder i jazzen. 

En af de senest tilkomne er saxofonisten Jakub (eller Kuba) Wiecek, der er med på Jonas Johansens seneste album Charmcatcher og medlem af Kathrine Windfeld Big Band. Han har udgivet sit debutalbum i eget navn i serien Polish Jazz. En berømt udgivelsesserie der har holdt pause fra 1989 og indtil sidste år. Wieceks plade er vol. 78. Vol. 5 var Komeda’s Astigmatic, et hovedværk indenfor europæisk jazz.

Wiecek er en ung dynamisk altsaxofonist, der i trioformatet formår at trække så forskelligartede genrer som rock, klassisk musik, folkemusik og avantgarde ind i jazzen. Han opretholder alligevel et rimeligt ensartet udtryk. Der er flow og en spænding i musikken. Åbningsnummeret Szkodnik - The Trouble Maker er med inspiration fra Massive Attack og Steve Reich. I slutningen af nummeret Rhythm of Life citeres bassen fra Coltranes A Love Supreme, et stilskabende værk indenfor den spirituelle jazz. Wiecek er dog mere og andet end spirituel jazz. På det efterfølgende nummer The wheels you can't stop er det powerjazz med referencer til New Yorker jazzscenen. Musikken er som en forvandlingskugle, hvor smagen hele tiden er den samme, mens hårdheden og strukturen veksler. En regulær trioknaldperle, der kan tilfredsstille kræsne jazzlyttere.

torsdag, september 21, 2017

Girls in Airports: Live (Edition) LP/CD/DL/stream

De har lavet fire studiealbums siden debuten udkom for syv år siden. Jeg har aldrig hørt Girls in Airports som nogen der lavede overfladisk eller ligegyldig musik. Med det nyeste udspil er der alligevel sket noget. De er drejet over mod et mere seriøst og alvorligt udtryk, end jeg tidligere har hørt fra deres side. Det er ganske interessant, fordi mange af numrene kendes i forvejen. Grundtonen og stemningen er udstyret med en anden og dybere tyngde. De har modnet. Musikken er indspillet ved tre koncerter i Hamburg, Dresden og Berlin i april i år. Har man oplevet dem live vil man dog ikke være i tvivl om at det er der, hvor Girls in Airports i særlig grad glimrer. Det er der hvor energien og øjeblikkene gnistrer.

Live udgives både på CD og LP af det engelske pladeselskab Edition Records. Der er heldigvis blevet plads til nogle helt nye numre på albummet. ADAC er en tung hyldest til det klassiske vejatlas, der lå i enhver bil der kørte ned gennem Tyskland i tiden før GPS’en. Det sidste nummer på både LP og CD er også nyt og hedder Vejviser. Åbningsnummeret er ligeledes nyt og hedder Kantine. Et meget stemningsfyldt nummer, der har fået titel efter Kantine am Berghain i Berlin, hvor de i følge dem selv, spillede den bedste koncert på turen. Her er de fleste af albummets numre fra. De resterende numre er overvejende fra de seneste albums Fables og Kaikoura, mens der på CD’en er blevet plads til et par stykker fra Migration-pladen.

Girls in Airports er de samme fem musikere, som de hele tiden har været - og tak for det. Det er saxofonisten Martin Stender der har skrevet det meste af musikken. Live er måske den mest uundværlige Girls in Airports plade indtil nu. De er som et levende væsen der ubesværet bevæger sig mellem det stramt styrede og det afsindigt løsslupne. Liveenergien er på mesterlig vis indkapslet af John Fomsgaard. Jeps! Den er god nok. Det er en meget anbefalelsesværdig plade.

mandag, september 18, 2017

Hans Henrik Bay: Dreams (Gateway) CD/stream

Det er 15 år siden at debutpladen Chasing the Hawk udkom. Det er først nu at opfølgeren er klar. Det drejer sig om guitaristen Hans Henrik Bay, der i 90’erne var en del af Ensemble New, der bl.a. lavede plader med Morten Grønvad og Jesper Riis. Bassisten i bandet hed Torben Bjørnskov. Det gør han også på Bays plade Dreams, hvor Lars Wagner spiller trommer og førnævnte Riis er med på trompet og flugelhorn. Musikken befinder sig i fusionsgaden. Men hvor trommeslageren Lars Wagners plade Fusion fra tidligere i år havde et tydeligt firserpræg, så er Hans Henrik Bay mere organisk og nutidig i lyden. Trommerne er f.eks. med et helt andet lydbillede.

Den helt store gevinst ved pladen er utvivlsomt Jesper Riis, der med sit flotte og lydhøre trompetspil er en lise for sjælen. Det er en ren og elektronisk upåvirket trompet der står klart. Hans Henrik Bay holder sig overvejende på den velfriserede side af fusionsjazzen. Det tenderer til smoothjazz uden at blive kvalmt. Dog er det som om Bay har haft behov for at give slip for pænheden. The Drongos are restless tonight er med en guitarsynthesizer, der lyder mere af et keyboard, som Kenneth Knudsen kunne have spillet. Jeg falder pladask for den slags virkemidler. Her spiller Bjørnskov på elbas ligsom han gør på titelnummeret Dreams. Et nummer der får mig til at tænke på Motown klassikeren Reach out, I’ll be there. Dreams er moden fuisonsjazz fra en musiker der har haft en vision med musikken og lykkes med det.


søndag, september 17, 2017

Skaft, Økse & Sav: Skur (Insulajazz) kassettebånd >> Bregnhøj/Greve/Peterson: LIVE (Insulajazz) kassettebånd

Der står ikke andet end kunstnernes efternavne og hvornår det er indspillet på coveret. Det er sket på henholdsvis Osramhuset i København og Tape i Aarhus, hvor de to båndsider indspillet i februar i år i forbindelse med Vinterjazzen. Guitaristen Taus Bregnhøj-Olesen og saxofonisten/klarinetisten Lars Greve har sat den amerikanske trommeslager Randy Peterson stævne. Peterson er primært kendt for at spille med Joe Maneri og dennes søn Mat Maneri. Det er med andre ord freejazzen han kommer fra og det er også freejazz vi præsenteres for på båndet. Taus Bregnhøj bevæger sig hjemmevant i free og improv, hvilket han bl.a. tidligere har vist sammen med Yngel og Konkyhlie. Sammen med Lars Greve bliver han udfordret af Randy Peterson i to poetiske free jazz forløb.

Taus Bregnhøj-Olesen medvirker også på båndet med trioen Skaft, Økse & Sav. Her er han sammen med Anders Skibsted på bandoneon og modularsystem og Freya Schack-Arnott på cello. Numrene på båndet har navne, hvor ironien er tydeligere end den er i musikken. Med titler som I love gang i den og If You don’t love Skaft, Økse & Sav, You haven’t heard them, så forventes der ikke måske ikke ligefrem abstrakt musik, hvor Stockhausen og Webern er kongerne. Trioen med den unikke sammensætning har jeg set beskrevet som “den lille trup der spillede i hjørnet af markedspladsen, hvor du aldrig var som barn.” Det er avantgarde med stort A tilsat en smule noise elementer.

fredag, september 15, 2017

Dane TS Hawk: 90 minutes of live music - Acoustic w a lot of saxing - Electric w a lot of looping (Insula Jazz) kassettebånd

I 1987 var jeg på Roskilde Festival, hvor jeg bl.a. hørte Sort Sol, Sonic Youth, Iggy Pop, Diamanda Galas og Go-Betweens. Her var et af de mange højdepunkter, en eftermiddagskoncert på grøn scene med TS Høeg og det store ensemble Somesax. Jeg fattede ikke meget af hvad der skete og hvor var det dog skønt. TS kan heldigvis stadig prikke til min musikalske nøgenhed. I forbindelse med danersaxens 60 års fødselsdag i år, spillede han på Copenhagen Jazzhouse sammen med His 9 altophonians hvor bl.a. Lotte Anker, Maria Dybbroe, Laura Toxværd og Torben Snekkestad er med. Her hylder de bl.a. John Tchicai, Steve Lacy og Ornette Coleman, TS Høeg styrer på fornem vis de 9 altsaxofoner gennem musikken. På samme båndside er der desuden blevet plads til nogle saxofonsolo, duo og kvartet indspilninger fra Copenhagen Jazzfestival 2014.

På side B er der blevet plads til en forrygende indspilning fra Mandagsklubben 5e, hvor TS Høeg var Artist in Residence i september 2016. Han er sammen med Torben Snekkestad, Kristian Tangvik, Jeppe Zeeberg og Anders Vestergaard. Det er elektrisk og loopet. TS Høeg spiller på grammofon og keyboards og fører lytteren gennem en malstrøm af mærkværdigheder. Det er dybt fascinerende og underligt. 
Hvis du kun køber et kassettebånd med jazz i år, så er det her bånd et rigtigt godt bud.

mandag, september 11, 2017

Morten Haxholm Chordless Quartet: Tesseract (Gateway) DL

Klaver, guitar og vibrafon er nogle klassiske eksempler på et akkordbærende instrument. Langt de fleste jazzudgivelser indenfor den klassiske jazz, har et akkordbærende instrument med. På den anden side er det heller ikke ultrasjældent at lave jazz uden et akkordbærende instrument. Et par af mine favoritter er Ornette Colemans trio på Gyllene Cirkeln i Stockholm og Sonny Rollins trio på The Village Vanguard. I så lille en kontekst bliver udtrykket mere råt og spartansk - selv om Coleman og Rollins ikke har problemer med at fylde hele fladen ud. Gerry Mulligan begyndte tidligt i 50'erne med at lave musik uden akkordbærende instrumenter. Det handlede ikke kun om at pianisten ikke var mødt op. Musikken var tænkt sådan fra starten. Her er indspilningerne med Chet Baker i særklasse. Lyt og smelt.

Den danske bassist Morten Haxholm har på sit femte album også tænkt musikken uden et akkordbærende instrument. Pladen er blevet til med to meget stærke blæsere i front. Danske Mads la Cour på flugelhorn og chilenske Melissa Aldana på saxofon. Sidstnævnte var JazzDanmarks Artist in residence i september 2016, hvor hun opholdte sig en måned i Danmark. Tilknytningen til den danske jazzscene kom efter at hun havde været instruktør på Summer Session på Vallekilde i 2015. Det er Morten Hæsum der sidder ved trommerne.

Morten Haxholm lavede musikken i 2011-2013 på soliststudiet på Det Rytmiske Musikkonservatorium, hvor han lavede den akkordløse musik, fordi der kunne blive mere plads til kontrabassen. Uden at røbe alt for meget, så er der ganske rigtigt blevet plads til masser af bas. Haxholm har ladet sig inspirere af så forskellige ting som Monk og Coltrane på Tumbalina, af det danske rockband Kashmirs bestemmerhat El Bastolon eller noget så enkelt som et nummer, der er lavet for, at lære rytmen 4 over 5 bedre at kende. Tesseract er et særdeles vellykket album med fine kompostioner, hvor der er masser af luft til solopræstationer. Makkerskabet mellem la Cour og Aldana er desuden en ekstra gevinst.

Bonusinfo:
Pladen udkommer kun som digital download, med et enkelt nummer tilgængelig på Spotify. Haxholms album Equlibrium er med over 300.000 afspilninger er ellers et af de mest streamede danske jazzalbums på Spotify, men ifølge Haxholm heller ikke særligt indtægtsgivende.

søndag, september 10, 2017

Roscoe Mitchell: Bells for the south side (ECM) CD/DL

Det er som en tur på kunstmuseet. Jeg ser nogle genstande der fascinerer og gør mig nysgerrig. Jeg forstår det ikke umiddelbart. Der kan ikke kobles en smart vending på det jeg ser eller i dette tilfælde, det jeg hører. Eller det vil sige, det kan der godt. Men det bliver så personligt og indforstået, at det kun er jeg selv der delvist forstår det.

Det med kunstmuseet har også en anden betydning. Musikken er indspillet på Chicago's Museum of Contemporary Art i 2015 i forbindelse med 50 året for the Association for the Advancement of Creative Musicians, også kendt som AACM. Saxofonisten, komponisten og stifteren af Art Ensemble of Chicago breder sig over 2 CD'er med fire forskellige trioer med meget forskellige besætninger. Blandt medlemmerne er f.eks. Craig Taborn og Tyshawn Sorey. At lytte til Bells for the south side er som at lytte til et frisk bud på klassisk avant garde jazz. Musikken er ud over det sidste nummer Odwalla nyskrevet. Det vigtigste og mest interessante ved pladen er evnen til, at ophøje de momentane punkter, der får lov til at vokse eller forvitre.

fredag, september 08, 2017

Rudy Smith Quartet: Glass world (Stunt) CD/Download/Streaming

Jeg har aldrig før skrevet en anmeldelse, hvor der bliver spillet på steelpans eller olietønder som det også kaldes. Derfor siger jeg allerede nu undskyld for den næste vending - jeg bliver simplelthen nødt til at fyre den af.

Tomme tønder buldrer mest. Det skrev Shakespeare allerede i stykket Henry 4. fra 1598. Nu havde Shakespeare heller ikke hørt lyden af en stemt olietønde og er derfor undskyldt. Steelpan blev først opfundet i det 20. århundrede på Trinidad. Det er også der hvor denne plades ophavsmand Rudy Smith oprindeligt kommer fra. I dag bor han på Frederiksberg. Og ind i mellem alt det skal vi have noget afro amerikansk jazz med i ligningen. Det får han hjælp til af Ole Matthiessen på piano, Henrik Dhyrbye på bas og Ole Streenberg på trommer. Både Matthiessen og Streenberg har været medlem af Smiths kvartet siden 1983, mens Dhyrbye kom med i 1996.

Ole Matthiessen har skrevet de fleste numre på pladen. Kender man Matthiessen fra de fire plader, som han har lavet siden 2008, ved man også noget om stilen. Hardboppen er en af Ole Matthiessens venner. Når det er er sammen med Rudy Smith bliver det til noget nyt og andet. Det er tydeligt at kvartetten spiller steady og godt sammen. Som f.eks. når de spiller jazzstandarden Body and soul. Den sidder i skabet. Når det er sagt, så er steelpans fortsat en underlig fisk i mine ører, specielt når de bruges til, at spille straight jazz. Her er ingen calypso eller andet genkendeligt i steelpantraditionen, så den utrænede steelpanjazzlytter kan hjælpes lidt på vej. 

torsdag, september 07, 2017

Sigurdur Flosason & Lars Jansson Trio: Green moss black sand (Storyville) CD/Download/Streaming

Det danske pladeselskab Storyville har flere plader på samvittigheden med den islandske saxofonist Sigurdur Flosason. Der er eksempelvis de lækre balladeplader Night Fall og Daybreak, hvor han er sammen med Dr. Hammond, Kjeld Lauritsen. På det nye album Green Moss Black Sand er han sammen med Lars Jansson Trio. Det er heller ikke noget dårligt match. Jansson er vel noget af det mest nordiske man kan forestille sig i jazzen. Og det er vel at mærke positivt ment. 

Det er også i den nordiske stemning at Jansson og den oprindeligt klassisk uddannede altsaxofonist Flosason mødes. Det er bluesy melankoli tilsat rolige melodier, hvor tonen og tiden smelter sammen. Thomas Fonnesbæk på bas spiller dynamisk syngende og smukt og drikker af samme kilde som Niels Henning Ørsted-Pedersen. 

Flosason har skrevet alle numrene, hvor han har ladet sig inspirere af hjemlandets unikke og særegne natur. Der hvor farver mødes som det antydes i titlen. Der er både ballader som Stillness in the storm og mere dynamiske uptempo numre som Serenading the moon. Det er et yderst vellykket album, hvor Jansson og Flosason mødes og skaber nordisk jazz med mange nuancer, strukturer og stemninger.

onsdag, september 06, 2017

Dwight Trible with Matthew Halsall: Inspirations (Gondwana) LP/CD/Download/Streaming

Den amerikanske sanger Dwight Trible debuterede I 2005 med albummet Love is the answer på Ninja Tune Records. Han er bl.a. blevet sammenlignet med Leon Thomas og Andy Bey. Flere genkender ham sandsynligvis også fra Kamasi Washingtons The Epic, hvor han også medvirkede. På dette album er han sammen med den engelske trompetist Matthew Halsall, der siden 2008 har udgivet 7 albums på Gondwana Records. Halsall er stærkt inspirereret af 60’ernes spirituelle jazz. Trible har også kredset omkring den stilart gennem hele karrieren.

På det aktuelle album er de sammen med en trio og spiller en række jazz og soul numre, hvor spiritualiteten er dyb og inderlig. Donny Hathaway’s Tryin’ Times, Nina Simone klassikeren Feeling good og Cole Porter’s I love Paris er på listen. Favoritterne er dog den nøgne Black is the color of my true love’s hair og John Coltrane’s Dear Lord, som Trible har skrevet tekst til.

tirsdag, september 05, 2017

Sternlumen: Nørrebro Nights (Gateway) CD/Download/Streaming

Den første store forandring, i forhold til debutalbummet fra sidste år, er lyden. Thomas Kudela aka. Sternlumen har lavet album nr. 2. Det er indspillet i Millfactory i København. Lyden er outstanding. Det er et svulmende lækkert flygelorgie, der syder og bobler på albummet Nørrebro Nights. Det er også der, hvor Sternlumen har hjemme. I den kulturelle smeltedigel midt i København. Tyskeren der oprindelig er fra Ruhr-distriktet har altid været draget af Skandinavien. Det er ikke svært at høre på albummet, hvor der er, den der stearinoplyste sene aftenstemning med hygge, varme og en snert af noget melankoli.

Jeg har ofte haft Sternlumens plade i ørerne i de seneste uger og har bl.a. tænkt på filmkomponisten Max Richter og Nils Frahm, når jeg har hørt musikken. Minimalismen, jazzen og den klassiske musik er en del af universet. Jeg hørte den ultraminimalistiske trio The Necks i lørdags og hører også en del af trioens pianist John Abrahams i Sternlumens musik. Dog sker der flere skift hos Sternlumen end hos The Necks. Men dramaet og spændingen i musikken, det kan de begge to. Nørrebro Nights er en meget smuk og afklaret opfølger til debutpladen.
Bonusinfo:
Der er releasekoncert i Koncertkirken på Nørrebro d. 23. september.

mandag, september 04, 2017

Portico Quartet: Art in the age of automation (Gondwana) CD/LP/Download/Streaming

I pressematerialet bruges der et citat fra en anmeldelse i The Guardian, hvor Portico Quartet betegnes som et band der placerer sig i samme territorium som Radiohead, Cinematic Orchestra og Efterklang. Musikken er en blanding af electronica, jazz og indie. Udtrykket er minimalistisk. Fra et jazzsynspunkt er det saxofonisten Jack Wylie der gør Portico Quartet interessante. På et nummer som A Luminous Beam giver Wylie's sfæriske sopransax nummeret den kant, som der ikke er for meget af på albummet Art in the Age of Automation. 
Når man laver minimalistisk musik er det rasende vigtigt at der er masser af potens og mening i de toner der gentages konstant. Det er bl.a. derfor at de minimalistiske godfathers Philip Glass og Steve Reich bliver ved med at være interessante. Her bevæger Portico Quartet sig på en knivsæg. Det er under alle omstændigheder godt at de har forladt vokalen, som de havde med på det forrige album. De er tilbage ved udgangspunktet og det klæder dem. 

søndag, september 03, 2017

Ujazz 2017 - Aarhus Festuge

Det er et af de flotteste programmer nogensinde på Ujazz, forstået på den måde at der er flere større og dyrere bands end nogensinde på programmet. Det er godkendt. Jeg savner dog lidt flere lokale bands på plakaten, hvor Abekejser er ene om at repræsentere byen. Koncerterne holdes på Atlas, Voxhall og plænen mellem de to spillesteder. Partoutbilletterne er udsolgt på dagen. Der var 300 til salg, som er det der er plads til på Atlas. Der udover er der solgt ekstra billetter til koncerterne på Voxhall. 

PAPIR
Eftermiddagspsych på en lun septemberlørdag. Årets første koncert på Ujazz er velsignet med godt vejr. Koncerten afholdes udenfor på scenen der er placeret mellem Atlas og VoxHall. Trioen Papir spiller instrumental rock med masser af plads til at dvæle ved et godt syret groove. Plekterbassen og de heftige trommer er i et kollektivt samspil med guitaren med space og mystik. 70'ernes krautrock og progrock er med i baglommen.

SELVHENTER
Det er det ligesom en Nutana mexi burger fra Urtekram, bare med modsat fortegn. Det er noget andet end det man lige ser. 5 kvinder. 2 trommeslagere/pecussionister, 1 på trombone, 1 saxofonist og 1 violinist spiller ikke "feminin" følejazz, men brølende tung noisebesat og eksperimenterende punkmetal. Tak skæbne! Det er fedt. Maria Bertel på trombone skaber metalliske guitarlignende riffs. Jaleh Negari og Anja Jacobsen på trommerne nedbryder og smadrer rytmer i et væk. Publikum er begejstrede.

ATOMIC
Gennem flere år har Atomic været højt på listen over de bands, man har ønsket at præsentere på Ujazz. Den svensk/norske kvintet er også det mest jazzede der er på dagens program. 
Og det er jazz af den slags, hvor det kun er en fordel at man har øvet sig (sammen). Det er jazz med tydelige rødder i 60'ernes eksperimenterende jazz. Der hvor man i stedet for at spille helt frit, samler skæverterne op og bruger dem aktivt i samspillet. 
Og spille sammen, det kan de. Fredrik Ljungkvist på sax og klarinet er sammen med Magnus Broo på trompet i spidsen for den viltre kvintet, hvor Håvard Wiik på piano, Inge-Brigt Håker Flaten på bas og det sidst tilkomne medlem Hans Hulbækmo på trommer sætter den kvalitetsmæssige barre så højt, at jazz af denne karakter næppe spilles bedre i Norden. 

COLIN STETSON
Der er lige et par optrædende kunstnere jeg er hoppet hen over. Der skulle aftensmad i kroppen. Men Stetson skal opleves! Sidst jeg så ham, var han sammen med violinisten Sarah Neufeld. Nu er han alene på scenen sammen med saxofoner og mikrofoner.
Atlas er godt fyldt op. Folk har stillet sig helt op mod på scenen, hvor de kan følge saxofonfænomenet på tætteste hold. Stetson looper saxofonen, bruger den som percussion og skaber dybt fascinerende musik. Der er droner og forunderlige lyde der spreder sig i rummet. Han fastholder og tryllebinder hele salen.

ABEKEJSER
Dagens eneste lokale optrædende er også et af de bands, som jeg har set meget frem mod at høre. Jeg kender kun det ene nummer St. Puma som har været på Spotify i noget tid. 
Med en twangy guitar, tre mand på keyboards/elektronik og en trommeslager har Abekejser et mere organisk udtryk end man umiddelbart kan forestille sig. Der er fusionsjazztendenser i musikken, både af ny og gammel dato. Det er festligt og svært at være i ro. Det er som at sætte sig ind i en åben sportsvogn for, at køre mod Risskov med palmer på begge sider af vejen. 
Mens aftenmørket finder vej til udendørs scenen, bevæger Abekejser sig mod slutningen af koncerten mod et mere tungt udtryk, noget de gerne må arbejde mere med. Mon ikke at det er på tide, at de snart får udgivet mere end det ene nummer? 
PS. Det fik jeg så at vide efter koncerten at de gør. De udgiver et nyt nummer på fredag med ny tilhørende animationsvideo.

DEERHOOF
Her er det mere U end Jazz. Med en gammel kærlighed til punk er det ikke svært at holde af San Francisco bandet, der spiller pågående og energisk. Melodisk lyserød 60'er pop køres gennem en skramlende og noisy punkkværn. Superenkelt og crunchy. Med den kvindelige forsanger Satomi Matsuzaki får jeg et flashback til den japanske pigepunktrio Shonen Knife. Der kommer et nyt album med det 23 år gamle band om en uge.

THE NECKS
Den australske trio har spillet flere gange i Danmark. Det er første gang at jeg oplever dem live.
Den hyperminimalistiske trio laver lange tranceskabende forløb, hvor gentagelsen gentages. Det er forstørret minimalisme. Som lytter hensættes man i en meditativ tilstand. Koncerten er en time lang, hvor de arbejder omkring det samme tema. Der sker løbende en ændring, men aldrig med voldsomme overgange. Der er ingen opbrud eller afbrydelser. Intensiteten er spændt langt ud over det yderste. Det blev en stor stor oplevelse, hvor små elementer blev forstørret og forstærket.

XIU XIU
Hvis der skulle laves et punket noir remake af Twin Peaks, så er musikken allerede skabt til den serie. Amerikanske Xiu Xiu opførte ved Ujazzens sidste koncert, den ikoniske musik fra TV-serien. 
Med den karismatiske Jamie Stewart i spidsen for trioen, er der garanti for mange overraskende afbrydelser. Det blev til en fed afslutning på Ujazz-dagen. I blandingen af pop, jazz, avantgarde, punk, noise etc. kunne det ikke blive mere ujazzet.

Jeg har skrevet om alle de 8 kunstnere jeg nåede at opleve. Jeg havde en vidunderlig dag og aften. Hvis jeg skal nævne favoritter, så var Atomic i særklasse. Det svensk/norske band var også det mest jazzede på programmet. Så det er vel ikke så underligt at jazzbloggeren ender i lykkerus under sådan en koncert?