tirsdag, maj 22, 2018

Peter Bruun’s All Too Human: Vernacular Avant-Garde (Ayler Records) CD/DL/stream

Han leder os på vej inde i coveret. Ved at definere tre begreber, har han drejet vores opmærksomhed i en bestemt retning. Han forklarer begreberne i albumtitlen Vernacular Avant-Garde og laver en definition på paradoks-begrebet. 

I avantgarden eksperimenteres der og det vernakulære sprog er sproget der tales af folk i et land, så det forstås af andre. Måske er der et paradoks gemt i det. Jeg ser eller hører det ikke. Det tror jeg heller ikke at Peter Bruun gør - og måske er det paradokset.

Med hjælp fra den franske guitarist Marc Ducret, keyboardspilleren Simon Toldam og trompetisten Kasper Tranberg har trommeslageren Peter Bruun lavet et album der taler det almindeligt kendte avantgarde sprog.

Det er de mange delelementer der samlet giver et stærkt album. Marc Ducrets innovative og direkte guitarspil, Simon Toldams analoge keyboards, Kasper Tranbergs trompet der både kan være sfærisk og in-your-face og Peter Bruun’s trommespil og kompositioner, der ikke vil følge en lige vej. Vi får et album der står på skuldrene af avantgardejazzen, hvor frie idéer indfanges og omsættes til eksperimenter der spræller og sprudler. Det gør Peter Bruun’s All To Human og det er fedt. 

Savner du f.eks. 90’ernes When Granny Sleeps og andre viltre skæverter, så er du godt på vej. Det er et album, som den nysgerrige og eventyrlystne jazzlytter kan bruge kvalitetstid på, at hygge sig med. Der er gode oplevelser i vente.

Ingen kommentarer: